Advertisement
Published: December 18th 2008
Edit Blog Post
DSC00822
Three sisters Da jeg ankom til Sydney ved middagstid var der meget gråt og regnede. Det blev ved resten af dagen, så det satte sine begræsninger på, hvad jeg kunne lave. Derfor gik jeg lidt rundt i byen, for at lære den lidt af kende. Kom bl.a. ud til Kings Cross, hvor modsætninger virkelig mødtes. Der lå en bums og sov ca. 100 meter fra en Lambourghini forhandler! På vej tilbage ringede de 2 drenge og Pia og spurgte om jeg vil med dem ind og se en forestilling i Operahuset. Så om aftenen gik vi op til operahuset i silende regn, og så et show ingen af os var alt for vilde med. Det var fire unge fyre der stod og sang med Sydney symphony orchestra spillende bagved. Men det var alligevel en god oplevelse at se et show derinde.
Lørdag morgen tog Christian og jeg ud til Blue Mountains. Det var et rigtigt flot landskab, og vi fik gået nogle rigtigt gode ture derude. Det var ret hårdt, og vi havde ret ømme ben de næste par dage, men det var det hele værd. Man kunne tage nogle forskellige tog og gondoller ned i og over dalen. Det var der
ALLE asiaterne var! Lige så snart man kom 200 meter væk, og man skulle gå bare lidt op eller ned havde vi det næsten for os selv. Om aftenen var vi ude og sige farvel til de 2 drenge, da de skulle afsted mod New Zealand om søndagen. De tre af os der var tilbage tog ud til Bondi beach om søndagen, og havde en afslappende dag. Rigtig lækker strand, men vandet var godt nok koldt i forhold til længere op nord på. Søndag aften var vi også ude og sige farvel, denne gang til Pia, der tog hjem til Danmark om mandagen. Vi var ude og spise i Darling Habour, som er en havn med rigtig hyggelig stemning, og et meget grimt juletræ, der havde kænguruer hoppende op af siden.
Mandag skulle Maria og jeg så endelig ud og lege turister! Dvs. operahus, harbour bridge osv. Vi tog en rute, der var i Lonely Planet, og startede med at gå igennem Botanical Garden. Det mest fascinerende her var de kæmpe store falgermus der hang fra alle træerne. Derudover kunne man få en god udsigt over operahuset med broen i baggrunden, men det havde asiaterne også fundet ud af,
og var der i hobetal med alle deres kameraer. Så vi gik hurtigt videre over til operahuset, hvor der mærkeligt nok ikke var så mange turister. Det virkede som om de var mere interesseret i at få et godt billede end rent faktisk at se det. Vi tog en rundtur af Hr. Utzons lille skur på havnen, og det var ret interessant. Vi fik bl.a. historierne om, hvordan det blev valgt, og hvorfor han skred fra projektet. Efter at have fået noget kaffe ned i halsen tog vi ud på en harbour cruise, hvor vi sejlede rundt i ca. 1½ time, og fik en masse gode historier om alt det der ligger i havnen. Da vi var kommet i land igen smuttede vi op på Harbour Bridge, men besluttede os for ikke at tage bridgeclimb, da vi ikke synes det var pengene værd. I stedet gik vi tilbage og gik lidt rundt i bydelen The Rocks. Et rigtigt hyggeligt område med gamle bygninger, i autralsk perspektiv. Der er bl.a. også to barer, der kæmper om titlen som Sydneys ældste, så derfor skulle vi naturligvis lige give vores egen vurdering af situationen!
Tirsdag tog jeg en færge ud til bydelen
Manly. Her startede jeg ved stranden og tog derefter en ca. 10 km gåtur igennem byen og en stor park/nationalpark der lå i klipperne. Da der var ekstrem højvande måtte jeg flere gange gå ude i vandet langs husmure. Men det var en ret flot tur, og lidt mærkeligt at være så isoleret fra omverden mens man var midt inde i Sydney. Onsdag rejste vi fra Sydney mod Christchurch på New Zealand. Men da vi først rejste om eftermiddagen kunne vi lige nå lidt mere. Jeg tog på Powerhouse Museum, som var lidt ála eksperitariumet, og derudover havde de en speciel Star Wars udstilling, hvor de forklarede omkring teknikken bag filmene, og hvordan det ville være i virkeligheden. Jeg mødtes med Maria til frokost på Australien Hotel, hvilket åbenbart var et ret populært sted, da vi fik det sidste ledige bord. Her kunne man få gourmet pizzaer, så vi fik en med emu og en med krokodille! Lidt specielt, men faktisk ret godt. Herefter tog vi tilbage mod vores hostels, men først var vi lige hurtigt forbi det sted, hvor Frede og Mary mødtes første gang. Nu er jeg så vel ankommet til New Zealand, hvor vi skal rejse rundt
den næste måneds tid.
Advertisement
Tot: 0.079s; Tpl: 0.012s; cc: 7; qc: 44; dbt: 0.0435s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb