Advertisement
Published: September 30th 2016
Edit Blog Post
Præriekobbersneppe
Jeg så mange fine vadefugle ved stranden i Carpinteria på min morgentur, her en præriekobbersneppe. Kurts mor blev begravet i dag, så Kurt havde en aftale med sønnerne om at de skulle snakke sammen her til morgen kl. 6. Da jeg nu var vågen besluttede jeg mig for at gå en tur til stranden og se solopgangen, jeg var jo ikke med i aftes. Det var endnu ikke lyst da jeg gik, men da jeg nåede stranden var der kun en gos ½ time til solopgang. Det var helt havblik, olieboreplatformene ude på Stillehavet lyste op i det svage morgenlys, stranden var fuld af vadefugle der fouragerede i opskylszonen. De første morgenvandrere og motionsløbere var i gang, det var en rigtig fin morgen. Jeg gik en lille timestid ned langs kysten og så adskillige nye fuglearter: saksnæb, willet, præriekobbersneppe, kongeterne, vestkystskarv foruden gammelkendte som småspove, sandløber, brun pelikan, fiskeørn, rovterne og en enkelt bæltestødfisker. Solen stod op over de lave bjerge, der kom flere mennesker på stranden og hverken vadefuglene, mågerne eller kragerne var særlig sky. Hjem til Karen og Kurt, der var ved at være klar til morgenmad. Vi havde glemt at købe mælk i går, så Kurt gik til indkøbscenteret og købte noget; jeg benyttede så lejligheden til at komme i bad. Det er
Brun pelikan
En flok brune pelikaner kom også forbi, samt denne enlige der kom lidt senere. første gang jeg har været et sted, hvor døren til badeværelset er tofløjet – og som i øvrigt ikke kunne lukkes ordentligt. Vi fik vores müsli med mælk på – hentede en kop kaffe (det eneste der serveredes til morgenmad), fik pakket bilen og kom afsted i bragende sol. Kalkungribbene jeg så gå til ro i aftes sad stadig i træerne og lod sig varme af solen.
Vi kørte vestpå ad Highway 101 (som Highway 1 hedder på denne strækning), gennem Santa Barbara (hvor jeg lige sendte Allan en venlig tanke) og da vi nu alligevel var så tæt på Solvang ville vi lige se stedet. Imponerende som det danske er holdt i hævd. Vi gik en lille tur i byen, der er smuk og meget velholdt med flotte opstammede Nerier, bindingsværkshuse og danske navne på mange butikker. Det var lidt sjovt at se en gade hedde ”Atterdag Road” og så videre. En lille halv time og vi var på farten igen, jeg kørte og startede stort set med at køre over for rødt!!! Det skete ikke noget og det var heller ikke tæt på at der skete noget. Vi fandt Highway 101 igen og fortsatte ad den indlands
Solvang
Vi kørte lige forbi og skulle så ind og se stedet. Meget idyllisk, storke på taget, bindingsværk med mere. indtil vi ved San Luis Obispo igen kom på Highway 1, og vi ved Morro Bay kom ud il vandet, for så stort set at have vand på vores venstre side resten af vejen. Men det var tæt tåget og selv om vi kørte meget tæt på Stillehavet kunne man i perioder næsten ikke se vandet. I den nordlige ende af Morro Bay kørte vi end på en mexikansk restaurant og spurgte om vi kunne få en kop kaffe. Det kunne v godt, men det skulle lige laves først, snart efter kom der nachios på bordet, som vi kunne spise indtil kaffen var færdig. Jeg spurgte den flinke vært, hvornår havgusen lettede og han svarede, at der godt kunne gå en timestid, men det var heller ikke sikkert at det overhovedet lettede. Nå, det ville vi jo gerne have, da vi i dag var på udkig efter havoddere og søelefanter. Vi fortsatte og havgusen tæthed svingede en hel del, nogle steder kunne man se ret langt ud over vandet, andre kunne man dårligt se strandkanten. Efter San Simeon holdt vi ind på en vigeplads for at se efter havoddere. Gusen lå ikke så tæt lige da vi standsede og det
Solvang
Bryggeri og mølle er der også. varede ikke længe før Karen havde funde den første. Og inden vi forlod stedet havde vi set en del. Det var sjovt, vi stod og så på dem i teleskopet mens vi spiste frokost. Især to lå og hyggede sig i tangen, lagde sig på ryggen, kløede sig på maven løftede bagbenene op i luften osv. Meget søde dyr, men de var et godt stykke ude. Ind imellem lagde havgusen sig igen så vi næsten ikke kunne se dem, men kort efter klarede det op igen. Underligt vejr. Der var halvtamme måger og californiske jordegern der kom helt hen til folk, for at se om der kunne falde en godbid af. Vi holdt ved flere af de små vigepladser og så bl.a. en del vadefugle (sort stenvender, langnæbbet spove, strandhjejle) og spejdede efter søelefanter, der ifølge bogen skulle kunne ses herfra. Vi så nogle sæler og der er lidt uenighed om, om den ene af dem ikke var en søelefant hun. Vi havde næsten opgivet da vi kom til et skilt, hvor der stod ”Elephant Seal View, 4½ miles”; herligt, så var vi ikke kørt forbi dem. Og da vi nåede til stedt var der – foruden en masse mennesker
Solvang
Gadeskilt. – 3-400 søelefanter! Og det var os der var nervøse for ikke at få dem at se. De fleste lå på stranden, mens en del hanner udkæmpede drabelig kampe i vandkanten under højlydte grynt – eller hvad man nu kalder de lyde der kommer fra sådan et dyr. Det var sjovt, em på stranden lå og kastede sand over sig for at køle lidt og en han der gerne ville ud i vandet blev forment adgang af en større han. Kalkungribbene patruljerede langs stranden og en flok brune pelikaner fløj forbi. Solen skinnede og alt var såre godt, en stor og smuk oplevelse som rigtig mange mennesker stod og så.
Vi kørte derfra igen efter en timestid nu skulle vi til Monteray; det blev til et par pauser ved smukke udsigter og en kop kaffe ved Lucia Lodge inden vi kort efter solnedgang fandt motellet , hvor vi skal bo den næste tre dage. Karen og Kurt gik ud for at se på omgivelserne og de kom hjem med noget dejligt mad, som blev indtaget med en ”Goldmine” øl til.
Advertisement
Tot: 1.503s; Tpl: 0.013s; cc: 11; qc: 56; dbt: 0.1452s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb