Mudder-arbejde i mangrove-skoven, skildpadde-snorkeling og sydstats-selskab

---

1. del

Fald nu ikke ned af stolen, men - for det første var jeg tidligt oppe på en lørdag - og så var jeg ude og stå i ankeldybt, sort, stinkende mudder i en mangrove-skov (heldigvis den naturlige, og ikke menneskelige slags) sammen med en masse andre frivillige. Vi var nok i hvert fald 50, hvis ikke flere, og vi arbejdede med at flytte bunker af afskårne mangrove-grene hen på et bål der var tændt midt i mudderet! Og det brændte fint, og man kunne endda mærke mudderet var varmere når man gik tæt på bålet. Baggrunden er at en student club fra HPU havde reserveret pladser hos en lokal organisation som arbejder med at restaurere en gammel tradition her på Hawaii, som hedder fish ponds. Det er mure bygget ud i havet, i en stor cirkel, de kan være virkelig store, og er en op mod 800 år gammel tradition her på Hawaii. Muren lukker så fisk inde i cirklen, og på den måde kunne de på en måde opdrætte fisk, og regulere at der en gang i mellem blev lukket nogle ud, og andre gange nogle ind - det var noget med i forbindelse med tidevandet at man kunne hhv. lukke dem ind og nogle ud når det var det ene og det andet. Men alle de gamle fish ponds er selvfølglig, desværre, ikke holdt ved lige, og desuden er der - ved nogle i hvert fald, som det var tilfældet med denne - fuldstændig overgroet med mangrove-træer. Da dette er en invasiv art, kan de brede sig uhæmmet. I fish pond’en havde det udmøntet sig i at der i et stort stykke i den ene side er helt tilgroet med mangrove-træer og de har et kæmpe rodnet, og bruger al næring og holder på jorden der normalt bliver vasket ud i havet så der bliver en masse mudder, i stedet for sand hvor krabber osv. kan leve. Det ser ret uoverskueligt ud når man ser hvor meget og tæt skoven er, men de folk fra organisationen bag fortalte at når de bliver klippet af under vandoverfladen, kan de ikke overleve. Der var nogle 5. klasser (!) der havde været der før os, og havde klippet en masse af træerne af (som ikke er store tykke stammer, men en masse meget tynde og høje stammer/tykke grene, men der er mange af dem og de er meget seje, så det var imponerende nok), så vi skulle så flytte al budskadset/grenene ned til bålet, som sagt. Vi blev så linet op i to lange rækker og så blev der sendt grene ned lidt ad gangen. Lige som man ser i tegnefilm at folk står i lange rækker og sender spande med vand i ned langs en kæde af folk når der er brand (og måske gjorde man også sådan i gamle dage?). Jeg ved ikke hvor effektivt det var da det nogle gange bare var én gren ad gangen, men på den anden side var det er smalt stykke, og der var virkelig mange folk, så der var ikke rigtig plads til at gå frem og tilbage individuelt med en favnfuld. Længere nede ad stien var der nogle større grene der med et ørnenæb skulle klippes i mindre stykker, så det var vi nogle stykker der gjorde, og til sidst var vi med i rækken igen da de sidste bunker skulle på bålet. Heldigvis var det kun et par timer om formiddagen, og det var overskyet det meste af tiden, så selvom det var varmt og fugtigt, var det ikke uudholdeligt, og det var en fantastisk stemning at mærke duften fra et stort bål, stå midt i en mangrove-skov og arbejde sammen men en masse fremmede mennesker, men mod et fælles mål, og folk var glade og entusiastiske, og desuden var det for et godt formål - og langt fra en oplevelse som turister nogensinde får! Dejlig oplevelse.

Da vi var færdige, gik vi ud på den del af muren af selve fish pond’en som er blevet restaureret og hvor der er bygget nogle traditionelle, ikke hytter, men en konstruktioin af træ med tag på til skygge mv., og fik fortalt om fish ponds og hvordan de fungerede, og organisationen bag og deres arbejde med at restaurere dem. Folkene fra organisationen bag var ”rigtige” hawaiianere, eller i hvert fald mest etnisk hawaiiansk, der var især en fyr som var ham der mest fortalte, og som brugte en masse hawaiianske ord for fx forskellige slags fisk og træer, og en af de andre kvinder fra organisationen fortalte at han havde gået på en skole hvor de kun snakkede hawaiiansk. Der er ikke rigtig nogen der snakker det som modersmål mere, men der er en del ord der er blevet en del af slang og faktisk almindelig tale, og jeg har også læst at der på flere skoler bliver undervist i det, så det er nok sådan en skole han har gået på - godt at der gjort noget for at holde det bare en lille smule i live.

Billederne herfra er nogle jeg har kopieret fra student club’ens Facebook-side da jeg ikke havde mit kamera med ud i mudderet. Vi fik sandwiches og lidt snacks da vi var færdige, og efter sådan et arbejde smager to skiver toastbrød med tunsalat (!) ret godt.





2. del

Det var mest studerende der var med, men der var også en ansat fra HPU med, en kvinde der hed Brenda som jeg snakkede lidt med, og så inviterede hun mig med ud og snorkle samme dag, da hun skulle afsted sammen med en kollega, og så kunne jeg da bare komme med. Som sagt, folk er virkelig meget åbne her. Der var en anden ung gut, Brenden, med også og som arbejder som studentermedhjælper med Brenda, og som også endte med at tage med. Da vi kom tilbage til Honolulu - vi var en halv time/trekvarters kørsel væk ude ved fish pond’en - tog vi først bussen hen til Brenda. Hun bor så riiimeligt nice - allerøverste etage i et højhus midt i byen, med store vinduer og altan og fantastisk udsigt ud over bjergene på den ene side, og downtown og havet på den anden. Hun bor der ikke alene, men lejer et værelse, og har så to roommates, det er åbenbart ret almindeligt her at dele lejlighed med andre, selv som ”voksen”. Hendes kollega kom og hentede os, og så kørte vi ud til vestkysten som jeg aldrig har hørt om i forhold til turiststeder/hørt om ting man burde se. Der er også få turister da de lokale har gjort modstand mod - eller i hvert fald ikke gjort noget for at tiltrække - turister (men der var dog et resort-område på den lidt uden for Honolulu). Brenden var ”rigtig” hawaiiansk - eller 75 %, som han sagde, og så også lidt portugisisk og kinesisk. Det er virkelig en smeltedigel af etniciteter her. Nå, men han boede i hvert fald på vestsiden, og ved den strand hvor vi snorklede, på vestkysten, så jeg faktisk også en del ”rigtige” hawaiianere. Jeg har vist tidligere beskrevet hvordan folk er gode til at bruge strandparkerne, og tager pavilloner og alt muligt med, også på stranden, og hænger ud der hele dagen, også hele selskaber. Det er også almindeligt at holde fx fødselsdage - jeg har flere gange, også denne dag, set hoppeborge stillet op ved siden af sådan et fødselsdagsselskab - og sådan én var der netop ved den strand hvor vi var (ikke på selve stranden, men på græsstykket ved siden af), det var en ét års-fødselsdag, og Brenden fortalte at det er en vigtig begivenhed her. Folkene til den fest var, pånær en eller to, tror jeg, udelukkende ”rigtige” hawaiianere, så de findes altså stadig, selvom der nok ellers er flest hvide og asiater her efterhånden.

Brenda havde ekstra snorkel og maske jeg kunne låne, så det var super. Vi snorklede rundt i lang tid, der var rev på bunden med fisk og søpindsvin, så der var masser at se på, og på et tidspunkt svømmede vi rundt i noget tid i hælene - eller svømmelapperne, hvad det nu hedder - af en skildpadde, som stille og roligt svømmede afsted, mens vi fire mand høj svømmede efter, det var ret sjovt!

Bagefter kørte vi videre op ad vestkysten, og på vejen stoppede vi ved en hule og var lige inde og vende. Vi kørte så ud til et sted hvor der gik en sti langs kysten, med klipper ned mod vandet, og bjerge på den anden side, det var meget smukt. Et par steder på vejen var der flere fiskere der havde parkeret deres store trucks og fiskede fra klipperne. Det så rigtig hyggeligt og meget lokalt ud, og vi mødte kun få på stien, så det var dejligt at være et sted helt uden turister, og man havde det næsten helt for sig selv. Der var også en kajak som på en eller anden måde hjalp til med at fiske, det lignede at han sejlede langt ud med linen, men det var et stykke under os, så det var ikke helt til at se. Det var meningen at vi skulle være gået helt ud til et punkt længere oppe langs kysten, hvor vestkysten bliver til nordkysten, men det nåede vi ikke før solen gik ned, men det var nu nok lige så flot fra den lille bakke vi sad på lige over klipperne, hvor bølgerne skyllede ind og med solen der gik direkte ned i havet foran os.

På vej tilbage mod Honolulu stoppede vi i den by Brenden bor og spiste på en japansk restaurant. Bagefter kørte de mig helt hjem, selvom jeg sagde at jeg godt kunne tage bussen, men ”det ville de aldrig gøre mod mig nu når det var så sent,” underforstået med mærkelige folk omkring, men kl. var nu kun omkring 22-22.30, og jeg har som sagt aldrig følt mig utryg, heller ikke om aftenen, men jeg havde jo været tidligt oppe, og det havde været en lang og meget indholdsrig dag, så det var jeg nu taknemmelig for.

Brenda har boet i Hawaii i et par år, men er fra South Carolina og taler med meget bred sydstatsaccent. Hun brugte udtryk som jeg forestiller mig er meget sydstats-specifikke, fx. "preeecious" og "bless his heart." Det første hørte jeg en del gange den dag, bl.a. henvendt til mig, Brenden og en ung ansat på den restaurant vi spiste på om aftenen, fx. i et spørgsmål til mig: "What was the number again, preeecious?" Og om Brenden da han havde sat sig ind i bilen efter vi kom tilbage fra solnedgangsturen: "He's tired, bless his heart." Noget af det første hun sagde da jeg snakkede med hende første gang, var også noget med gud, men nu kan jeg ikke huske hvad det var. Men hun var virkelig rigtig sød og festlig, og ret sjov. Fx fandt hun på at, eftersom der ikke var ledige pladser på den restaurant hvor vi bestilte mad, at vi da bare kunne brede vores håndklæder ud på det lille græsstykke med palmer der var midt på parkringspladsen og holde picnic der, så det gjorde vi, og det var rigtig hyggeligt. Det var desuden også meget bedre end at sidde og fryse indenfor pga. air condition! Hun er meget grinende, og hun fortalte hvordan hun og hendes børn havde haft nogle mærkelige kæledyr, bl.a. en præriehund, tror jeg, som de havde i mange år, og om hvordan de havde haft planer om at skaffe en pungrotte-unge som kæledyr, med det ræsonnement at den eneste måde at skaffe sådan en på, da moren er ret aggressiv, var at finde en gravid hun, slå den ihjel og så tage ungen ud, så i lang tid kørte de rundt med en skovl i bilen! De gjorde det dog aldrig, men grinede meget af det. Sydstats-dame som hun jo er, skulle Brenda også bede (”bord")bøn før vi spiste. Det var en overvejende japansk restaurant, og jeg fik noget vegetar-halløj, men smagte noget af Brendas poke - som er en hawaiiansk ret og er - rå fisk (!) i meget små stykker, og typisk krydret og evt. i noget dressing. Jeg spiste faktisk to stykker (og de er meget små), og det var faktisk ikke dårligt.

Så denne dag startede og endte - og var vel også midt på dagen - meget usædvanligt for mig, men det var en rigtig god, spændende og oplevelsesrig dag!

(Tilbage står så udfordringen med at få mine løbesko rene a jeg havde dem på ude ved fish pond’en og som derfor havde været helt nedsunket i mudderet og helt dækket da jeg stod i mudderet i rækken og rakte grene videre ned. Fik skyllet dem så godt jeg kunne i havet og de koldtvandsbrusere der var der hvor vi spiste, men de er nok langt fra helt rene. Mor ville nok bare putte dem i vaskemaskinen som hun plejer med sportsko ;-), men da det i forvejen er nogle mærkelige og gammeldags vaskemaskiner de har her, skal jeg nok lige prøve at finde på noget andet).

---