Advertisement
Published: September 20th 2016
Edit Blog Post
2016-09-19-e
Så er vi drejet vestpå ved Cameron, og på skiltet står: "Watch for ice", så en gang imellem må temperaturen være under frysepunktet. Allerede en første dag på turen fortalte Karen og Kurt, at Kurts mor ikke havde langt igen og at det ikke var sikkert hun levede til Kurt kom hjem. Kurt havde derfor taget afsked med sin mor inden vi rejste. I går sidst på eftermiddagen var der en del ringen til og fra Danmark, det stod rigtig skidt til med hans mor. En del af snakken foregik på min telefon, fordi jeg ringer til samme pris som i Danmark (3G).
Som jeg skrev i går, gik vi ud for at spise, først gik vi og nød solnedgangen og tusmørket downtown i den gamle bydel og vi endte med at spise på ”Collins Irish Pub & Eatery”, pudsigt navn. Her kørte NFL på 30 fladskærme (Minesota Vikings mod Green Bay packers) og de mange gæster fulgte nøje med og jeg tror der var flest Packers tilhængere. Vi fik dejlig mad og god øl og gik derefter lige hjem, nu var det faktisk blevet lidt køligt. En opringning fra Kurts søster, bekræftede, at moderen nok ikke levede natten over. Det er jo en trist besked og få og for at Karen og Kurt kunne få lidt tid til at være alene i
2016-09-19-a
Little Colorado River Canyon, er meget flot og dyb, men den blegner ved siden af "den rigtige". den svære stund, gik jeg ned i byen for at drikke en øl. Mens jeg sad der ringede min telefon, det var Kurts søster, der skulle snakke med Kurt, da han mor nu var død, så jeg skyndte mig hjem, men mødte så Karen og Kurt på gaden og han fik ringet til søsteren.
Her til morgen var vi alle tre vågen ved fem-tiden og var nær stået op, men faldt så i søvn igen. Vi ville forsøge at komme afsted ved otte-tiden og det lykkedes næste. Jeg fik lige ringet kort til min mor, for at fortælle at vi havde det godt og sådan. Jeg har stadig et postkort liggende til hende som er skrevet for over en uge siden! Vi kørte i strålende sol fra Flagstaff ad US Highway 89 gennem Hopi Indianerreservatet til Cameron, hvor vi tankede benzin for derefter at køre vestpå mod Grand Canyon. Rigtig flot tur til Cameron, men ekstrem flot da vi nærmede os Grand Canyon. Vi holdt en pause ved det første udkigspost (i Hopi territoriet), hvor der var en del indianere, der solgte smukker og lertøj og den slags. Der var ingen entre, men de tog imod donationer, så vi
2016-09-19-f
Man skal have øjnene med sig på disse kanter, der en mange giftige dyr. betalte det vi mente var passende og kørte ind på pladsen. Smuk udsigt over den kløft Little Colorado River har lavet ned i landskabet gennem millioner af år. Karen købte en fin halskæde og jeg købte også noget (til én). Herfra kørte vi så i næsten et stræk til det egentlige Grand Canyon, hvor det årskort til USA nationalparker jeg købte brugt af Frank, endnu engang gjorde fyldest og lukkede os ind uden yderligere udgifter. Det er dog et fantastisk sted, med den ene smukke og bjergtagende udsigt efter den anden. Vi var ude en del steder – Watchtower, Lipan Point, Moran Point og Grandview Point – og ud over udsigten (og mange mennesker) var der alle steder en del ravne og kalkungribbe. Jeg spejdede efter californisk condor, men så ingen (den må vi så tage i morgen).
Vi skulle på Canyon Plaza, der ligger i den lille by Tusayan 8-10 km syd for besøgscenteret og parkens hovedkvarter, så vi besluttede at køre til hotellet, spise lidt mad og så køre ud og gå en aftentur langs South Rim vestpå for at se solnedgangen – der var dog kommet flere og flere skyer sydfra, noget vi ikke har set
2016-09-19-g
Smykkeboder hos indianerne i reservatet, en del af smykkerne var ret flotte. meget til siden vi kom. Da vi havde checket ind på værelse 123, kom vi ind og så at der kun var én seng, den var til gengæld meget bred, så vi kunne nok have været der, men vi kørte tilbage til receptionen (efter at jeg havde tjekket, at vi havde bestilt værelse til tre voksne personer) og efter lidt røde kinder og hektisk aktivitet på computeren, fik vi værelse 1016, hvor der yderligere var en lille stue med en udtræksseng, to stole og et lille bord. Selvfølgelig til samme pris som vi havde betalt, det var jo deres fejl. Mens vi stod og ventede, kom der flere ind og spurgte om der var et ledigt værelse, men desværre, det var der ikke. Vi blev installeret, fik lidt mad, og skulle så lige finde et sted at købe mælk, da det er det eneste vi mangler til turen i morgen. Det var nu blevet helt overskyet, så vi havde ikke de store forhåbninger om at få solnedgangen at se.
Ved indgangen spurgte Kurt om jeg havde billetten, jeg tænkte på den billet vi fik da vi kørte ind tidligere, den havde jeg lagt på bordet på hotellet, så vi
2016-09-19-b
Little Colorado floden har gennem millioner af år skåret sig ned i landskabet. Længere nordpå støder den sammen med Coloradofloden der på samme måde har danner Grand Canyon. vendte om. Nær Tusayan, kom jeg i tanke om at vi selvfølgelig bruge skulle bruge årskortet, hvilket også var det Kurt havde ment, så vi vendte endnu engang og kom så endelig ind i parken igen, hvor vi kørte så langt vi kunne i bil vestpå mod Hermits Rest. Allerede ved besøgscenteret stod en blinkende lystavle og fortalte at den vestlige P-plads var fyldt op, men det lykkedes os alligevel at finde en P-plads ikke så langt derfra. Undervejs derud havde si set adskillige wapiti’er (hunner med kalve) gå og græsse ret tæt på vejen. En rigtig flot stor hjort. Herfra gik vi en meget smuk aftentur langs med Canyon kanten, ½ til 1 hel km ned, i svindende lys der dog til sidst gav lidt aftenrøde vestpå og lidt rødligt skær på de vestvendte klippesider. Det var meget betagende, små stribede jordegern vimsede rundt, et par kratskader (med en smuk blå farve) vimsede rundt efter noget spiseligt og cikaderne begyndte så småt at synge. En wapiti brølede sit ynkelige, skingere brøl lidt væk og kort efter hørte vi noget på den anden side af vejen. Vi kiggede efter og der stod en meget flot wapiti han og hun og
2016-09-19-i
Der er masser af ravne, vi ser dem dagligt. spiste, 15-20 meter fra os, Hannen var noget interesseret i hunnen, men hun var afvisende og så luntede de stille afsted gennem fyrrebevoksningen. Smuk oplevelse af et ret stort dyr, wapitier er en tand større end krondyr. Vi satte os nær kanten og nød udsigten og aftenen, mens cikadernes sang tog til og mørket stille sænkede sig over os. Hjemad skulle vi og det første stykke tilbage gik vi på stien langs kanten, men man kunne ikke blive ved med at se om der var trin eller ej, så da vi nåede et sted, hvor vejen går langs stien gik vi ud på vejen. Og nu gik det i rask trav tilbage; en mand standsede og spurgte om vi ville køre med, men de 1½ miles ville vi gerne gå. Det var efterhånden blevet helt mør, men vi stødte hverken på pumaer eller sortbjørne.
Da vi nåede bilen varede det ikke længe før vi var helt hjemme, vi fik stillet mad an på det lille bord og nød vores aftensmad til en dejlig kold øl efter endnu en dejlig, oplevelsesrig dag.
Advertisement
Tot: 0.164s; Tpl: 0.012s; cc: 11; qc: 54; dbt: 0.0566s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb