Mona redder verden

---

Så blev det også min tur til at lege Angelina Jolie/Moder Teresa og rende rundt og redde verden. I hvert fald en lille smule.

Sidst jeg skrev, var jeg i trygge rammer i Colorado hos Ron og Karen - nu er jeg i trygge rammer i Arizona hos Dottee, en kvinde, som Ron arbejder sammen med i Wings of Angels-organisationen.

Wings of Angels kører en lille klinik i Mexico, der er baseret på frivilligt arbejde fra læger, sygeplejersker og andre hjælpende hænder, og lægeudstyr, medicin osv. får de enten doneret eller køber med de penge, der bliver doneret til organisationen. Deres klinik ligger i Agua Prieta ('mørkt vand' på spansk), nabobyen til Douglas, og de fattigste beboere, der ikke har råd til læge eller hospitalsbesøg, besøger i stedet Wings of Angels.

For en uge siden havde klinikken desuden første tandlægekonsultation, da der netop var blevet doneret tre velfungerende tandlægestole + udstyr, ligesom tre tandlæger fra Utah havde indvilget i at arbejde gratis i een dag. Nu er jeg sjovt nok ikke ligefrem typen, der befinder mig allerbedst med et diamantbor og en spytsluger (eller hvad sådan en hedder) i hånden, så i stedet for at lege tandlægeassistent, fik jeg lov at lege sekretær og oprette en database over dagens patienter (27 på een dag!) og deres behandlinger, ligesom jeg også holdt små, meget modige børn i hånden, når de skulle have trykket tænder ud uden bedøvelse.

Om eftermiddagen blev klinikken 'forvandlet' til en almindelig klinik, hvor de sædvanlige patienter kom forbi. Det er for det meste børn, der bliver behandlet, og det er svært at generalisere over deres diagnoser; nogle mangler arme og ben-proteser, nogle mangler smertestillende medicin; nogle er udviklingshæmmede, både psykisk og fysiskl og modtager 'taleundervisning' og bliver trænet i at gå. Mange sidder i rullestol og bruger gangstativer, der for det meste er donationer til Wings of Angels.

Men selv om organisationen primært promoverer sig selv gennem klinikken, laver de også mange andre ting. Fx underviser de familier i området i, hvordan man holder sig hus og sine børn rene, hvordan man kan dyrke grøntsager og dermed spise sund mand, der modvirker diabetes (een af hovedsygdommene hernede, der også er skyld i de mange manglende lemmer); altså hjælp til selvhjælp. Wings of Angels bygger også huse, så folk ikke skal bo i skure, der dårligt isoleret, og som i øvrigt ikke er at betragte som rigtige hjem ifølge nogen som helst standarder.

Og selvfølgelig har jeg fået lov at deltage i det meste, hvilket jeg har været rigtig glad for. Jeg synes ikke, det er særlig 'slemt' at være med og lære folks skæbner at kende, nok fordi jeg ved, at jeg hver dag, når vi er færdige med dagens arbejde, kører tilbage over grænsen til Dottees store, dejlige hus, hvor der er mad i køleskabet, film i fjernsynet og en kæmpestor, blød seng, som jeg kan sove i (og som for det meste er fyldt med meget charmerende kattekillinger).

Når vi krydser grænsen fra Mexico til USA, bliver vi selvfølgelig grundigt tjekket, og næsten hver gang skal jeg følge med ind på kontoret og snakke med nogle amerikanske myndigheder, da et dansk pas sjældent forekommer på disse kanter. "Hvad laver sådan en yndig pige fra Danmark i sådan en forfærdelig by som Agua Prieta?", og så skal jeg bare blinke med øjenvipperne og sige, at "Puha, det ved jeg sørme heller ikke, tihi-fnis".

Der er altid kø, når vi krydser grænsen, og tit møder vi mennesker, der tidligere har været patienter på klinikken. De tigger om penge ved bilvinduerne, mens vi holder i kø, og halvdelen af dem bruger ikke deres proteser, mens de er 'på arbejde', da det mindsker deres indkomst. Det resulterer i, at de sjældent tigger ved 'vores vindue', da de ved, at Dottee bliver skidesur og skælder dem ud, hvis de ikke bruger deres nye arme, ben, tandsæt etc. Selv om hun er over 70 år, kan hun være allerhelvedes skrap og frygtindgydende, så selv de værste mexicanske mænd ikke ved, hvad de skal sige, når hun først går i gang.

Jeg har selvfølgelig mødt rigtig mange spændende mennesker, mens jeg har været i, og jeg vil ikke begynde at fortælle om dem alle, men jeg synes alligevel, I skal sættes ind i eet nyt bekendtskab, nemlig Martín.

Martín er 14 år og har boet i Agua Prieta hos sin far, siden han var 11. Før det boede han i Vera Cruz, tæt på Mexico City, med sin mor, og for tre år siden blev han og nogle kammerater tilbudt en tjans om at rydde op på en nabos tag, hvilket bl.a. bestod i at flytte nogle jernstænger. Martin fik løftet en jernstang lidt for tæt på nogle elektriske kabler over ham, så jernstangen røg op og sendte stød gennem hele hans krop i ca. et kvarter, inden nogen turde at 'befri' ham. Heldigvis overlevede han, men efter at være blevet slemt forbrændt (jeg ved ikke engang om 'forbrænding' kan gøre det), fik han ødelagt evnen til at bruge sine arme, og så smed hans mor ham ud, så han blev nødt til at flytte op til sin far i Agua Prieta. Her søgte de hjælp fra Wings of Angels, og efter ikke særlig lang tid blev der fundet en kirurg, der frivilligt ville operere ham, så han fik skåret den ødelagte del af begge arme af, fik transplanteret hud ned på benene, så der ikke længere var åbne sår fra ulykken (mmm, yummy!), og så fik han 'installeret' en ny højre arm, som er en krog, han betjener med skulderbevægelser. Wings of Angels fik også samlet ind til, at han og hans far kunne flytte ind i et nyt 'hus' på 12kvm, med indbygget elektricitet og vand. Senere har Wings of Angels bygget en tilbygning til deres hus, som er lidt større, hvor Martín har sit mini-atelier, så han stadig kan male, hvilket han er ret god til.

Ulykken har indirekte været skyld i, at Martín i dag lever under bedre forhold, end han ville have gjort, hvis han stadig boede hos sin mor, med begge arme i behold. Og han er i øvrigt en kæk lille fyr, der er ret godt tilfreds med sig selv, for det kræver eddermaneme selvtillid at lægge an på undertegnede, når man er 8 år yngre, ikke har nogen arme og desuden heller ikke taler engelsk... "Me gusta... your eyes. Very bonita". Tak, Martín. Jeg synes også, du er fin.

I øvrigt gælder det der med ikke at tale engelsk for størstedelen af Agua Prietas indbyggere, selv om mange af dem bor der i håbet om en dag at krydse grænsen til mulighedernes land, illegalt, selvfølgelig. Derfor er der altid en masser border patrol biler i området, ligesom der af og til også cirkulerer helikoptere rundt, så de kan opsnappe eventuelle 'smuttere', der derefter bliver sendt fluks tilbage til, hvor de kom fra.

Udover at lege sekretær på klinikken har jeg også lavet en masse andre ting:

- Jeg har været med til at bygge en tilbygning til Gloria og hendes families hus, der også er på omkring 12 kvm, og som huser far, mor og tre børn

- Jeg har pakket små goodiebags bestående af tøj, sko og legetøj, der altsammen er blevet doneret fra forskellige områder i USA, og som er blevet givet ud til de familier, der er i nød

- Jeg har hjulpet Dottee (der, på trods af sine 72 år, sjovt nok ikke er helt fortrolig med computere) med Wings of Angels-nyhedsbrevets grafiske layout, hvilket jeg i øvrigt også kommer til at stå for i fremtiden.

- Jeg har pakket en allerhelvedes masse instant formule (pulver, man blander op med vand og giver til underernærede babyer) ud af deres dåser og ned i nogle zip lock bags, da det er den eneste måde at få det over grænsen på.

- Jeg har sorteret krykker og rullestole-dele efter størrelse, så de er klar til at blive taget i brug

- Jeg har set Grey's Anatomy og Desperate Housewives med Dottee, der er fanatisk fan, og sjovt nok er de lidt forud herovre, så jeg ved nu, hvem der ender i seng med hvem og har dermed ødelagt spændingen for mig selv, når jeg (forhåbentligt, Mor!) kommer hjem til en masse Desperate-afsnit på VHS.

- Jeg har fået skrammer op og ned af begge arme og ben - sådan går det, når man leger med 5 killinger på én gang.

- Jeg har brugt timevis på at vandre rundt i Walmart, fuldstændigt fascinade af alle de ubrugelige ting, man kan købe for penge (hvoraf jeg selvfølgelig har erhvervet mig nogle af disse)

I det hele taget har jeg haft det rigtig godt i Douglas. Med frygt for at lyde lige lovligt frelst har det været rart at hjælpe nogen, der har brug for det. Og selv om det, til at starte med, kan være ret frygtindgydende at give folk uden hænder et håndtryk, er de fleste mennesker i Agua Prieta verdens rareste og flinkeste mennesker. Og det på trods af, at en eller anden rig tøs fra Europa med megalys hud tror, at hun lige kan valse ind i deres liv i en uges tid og redde verden. Faktisk er de så rare, og faktisk føler jeg mig så godt tilpas, at jeg har seriøse planer om at vende tilbage næste sommer i en måneds tid, og så kan jeg jo også lige få øvet mine spansk kundskaber, der lige nu er ikke-eksisterende.

I morgen tidlig flyver jeg fra Tucson til Mexico City, og mandag morgen går jeg i gang med mit 4 ugers lange sprogskoleophold i Cuernavaca. Puha, det bliver spændende (og måske også lidt hårdt) at gå i skole igen. Glæder mig til at fortælle om det.

Update 9. maj 2007
Nu er jeg ankommet i Cuernavaca, hvor min sprogskole i Mexico befinder sig. Turen herned var en lille smule frygtindgydende. For det er immervæk ikke toppen af poppen at ankomme i et dybt fremmed land i en dybt fremmed by efter mørkets frembrud, især når man overvejer de utallige advarsler, jeg har fået af diverse mennesker, jeg har mødt: "Dig? I Mexico? Alene??" Pas nu på, at du ikke bliver kidnappet/voldtaget/dræbt!"

Det blev jeg heldigvis ikke, og søndag aften ankom jeg hos min nye familie, hvor jeg skal bo i den næste måned. Familien består af Mor Vicky, datter Veronica og en helvedes masse agressive dyre, der går til angreb både på kakerlakker og på mine føder, når jeg sover. Udover det er der også en papegøje, der af og til holder mig vågen om natten ved at råbe "Ramón!", når den keder sig.
Sprogskolen, 20 minutters gang fra mit hus, er ret fin, når jeg ellers kan finde den og ikke er for stædig til at spørge om vej (på spansk!). Utroligt, at jeg formår at fare vild både på vej til OG fra skolen. Men jeg er ved at finde ud af det.

Undervisningen er ret effektiv. 5 timer om dagen, hvor der kun bliver talt spansk. De første 2½ time har vi grammatik-lektioner (mig og fire amerikanske piger), og bagefter har vi konversationstimer. Det er så bare mig og min maestra, Ana Maria. Oprindeligt består lecturas de conversación kun af at øve ens nye ordforråd, i hvert fald i den første uges tid, da jeg er MUY begynder. Men selvfølgelig får jeg tit rodet mig ud i samtaler omkring forskellen på det danske og det mexicanske samfund, hvordan RUC er opbygget (hvilket kan være svært nok at forklare på dansk), mit arbejde med udviklingshæmmede (Ana Maria har lidt svært ved at forstå, hvorfor de bor på egne værelser og ikke bare i store sovesale), og mine ambitioner om at redde verden (så så man lige Mona forklare, hvorfor danskere og etniske minoriteter ikke er så glade for hinanden - på spansk).
Eftersom jeg indtil videre kun har terpet verberne "at have", "at være" og "at lide" + navne på ting, man kan finde i køkkenet og i badeværelset, er mit minimale franske ordforråd fra Sine Wrangs timer meget behjælpeligt. det gælder om at huske ordene på fransk og så udtale dem med spansk accent. Af og til virker det.

Jeg er rimelig træt hver dag efter skole (havde lige glemt, hvor energikrævende det er at bruge hjernen i sådan et omfang), og når jeg kommer hjem til min familie, står den selvfølgelig også på spansk (Vicky! Hay una cucaracha grande en mi cama!), så jeg skal saftsuseme love for, at jeg får noget for pengene!

Marcos, min sailor fra San Francisco, kommer på besøg om en uges tid, og da han er fra Spanien, insisterer han på, at vi kun skal tale spansk sammen, så længe han er her. Puha, det bliver hårdt, men også godt! Aldrig har jeg lært at tale et sprog så hurtigt.

Vejret er godt og varmt. Jeg bliver brun i solen, men inden mine veninder begynder at blive alt for misundelige, kan jeg fortælle, at mine brune ben er pæne - men at pænheden går ret så meget af dem, når myggene flokkes om at stikke mig. Når jeg tilmed er allergisk for mygstik, så de svulmer op til dobbelt størrelse, gør det ikke sagen bedre. Men oh well, så længe jeg ikke får malaria, går det nok altsammmen.

Kærlig hilsen Mona

---

Photos

Plinia, der glaeder sig til sine nye taender
Plinia bor ogsaa i Agua Prieta, er paa min alder og har saa lige tre boern.

Vi deler toej ud
Der bliver tit doneret brugt toej og legetoej til Agua Prieta. Her har vi sorteret hele molevitten og delt det op i smaa "godteposer", som klinikkens brugerer kunne tage med hjem.

Mursten, som er Agua Prietas hovedeksport
De bliver produceret i haanden af materialer, der findes i jorden

Erika, som hun saa ud, da Wings of Angels fandt hende
Erika, en pige, der var ved at doe af sult, da Wings of Angels fandt hende. Det er hendes lillesoester (!), der mader hende.

¡Dios mio!
Skidesmart. Kors og toerrestativ i eet!

Soeskendepar ved graensen
Et soeskendepar, der er boern af en alkoholiker. De sidder hver dag ved graensen og tigger om penge.

Comments

[Cæcilie]

Å min gode gud
Å mona det billede med Erika der bliver madet af sin lillesøster har slået mig helt ud! Jeg er løbet tør for ord!Forfærdeligt, kan ikke en gang dække det..

[Jitte Killing]

Hejsa Måns. Så er der eksamen, gud bedre det! Jeg har glemt, hvordan du kommer hjem... Kan du hjælope mig på vej? Klemmesen

[Evelina]

Du er min Che
Jeg har lige læst alt, hvad du har skrevet i rækkefølge. Slugt hvert et ord, hvert billede. Har smilet, grint, fået en klump i halsen, fældet en lille tåre ud af øjenkrogen. Jeg har rejst med dig, hele vejen, og vil bare have mere. Du skriver fantastisk, du gør vindunderlige ting, du er den skøreste, modiste og dejligste pige, jeg kender. Du har ingen anelse om, hvor stolt jeg er af dig, hvor betaget jeg er af det, du gør, og hvor meget jeg ønsker, jeg kunne være hos dig. En dag rejser du sikkert ud i verden igen, og så rejser jeg med. Vi skal køre på en motorcykel, der hedder 'La Podarosa', vi skal grine og græde og rode os ud i ting, vi ikke kan overskue. Du er min veninde, og du er min Che. Du er revolutionær, på din stille facon. Jeg glæder mig simpelthen så meget til du kommer hjem. Og til din fødselsdag i Kongens Have, også selv om det skulle regne.