Advertisement
Published: July 23rd 2008
Edit Blog Post
Det er godt nok laenge siden at vi har skrevet blog men saa bliver det tilgengaeld ogsaa en ordentlig smoere.
Dagen efter vores sidste blog tog vi paa en af de haardeste busture vi har vaeret paa. I virkeligheden var det ikke en bus men en Soengthaew det vil sige en ombygget pickup truck med to baenke langs siderne, her sidder man med 20-25 andre mennesker, hoens, grise, saekke med hvidloeg, levende fisk og adskillige gevaerer... noget af en oplevelse.
Vejen som gik igennem bjergene, var mindre vej end mudderhul, men vi morede os fantastisk da vi havde vores japaner venner med, de forstaar at loefte alle situationer.
Efter 11 timers udmattende bumbetur naaede vi vores maal graa af stoev og stive i kroppen.
De naeste par dage brugte vi i midt Laos' smaa kolonibyer ved at gaa rundt og smage paa kager og se paa gamle smukt forfaldne bygninger. Desuden blev vi dovne af varmen da det lige pludselig blev den toerre og varme saeson istedet for den dejlige kolde og toerre som vi havde vaennet os til (kold=30-35 grader saa proev at regn varm ud!).
Endelig naaede vi til Pakse i Sydlaos hvor vi havde planglagt
at tage rundt i det frodige Bolaven plateu som er et stort naturomraade med en masse smaa landsbyer og koeligere klima. Det endte med at blive en ret vildt tur.
Vi moedte en belgisk mand og hans datter som vi hyggede os rigtig meget med og besluttede at rejse lidt med dem.
Foerst tog vi hen til et kaempestort vandfald, det var en underlig fornemmelse for ingen af os havde regnet med at blive spevielt paavirket af det, men naar man foerst staar overfor det er det en fuldstaendig hypnotiserende oplevelse... Det kan maaske ogsaa forklares med at det eneste vandfald vi har set foer er det to-meter hoeje draeber vandfald paa bornholm.
Samme dag skulle vi videre til Tad Lo en lille hyggelig by ved siden af endnu et vandfald, men saadan blev det ikke. Vores transportmidler paa den her tur var igen de fantastisle soengthaews men de gaar altsaa ikke hele tiden saa vi endte med at vaere mindre kraesne. Da vi havde staaet ved vejkanten et stykke tid fik vi et lift med en stor truck som transporterede traeer, kaempe store traeer. Rent faktisk var traeerne det eneste som holdt baghjulene fast til resten af maskinen!
Vores
Bambusman
En af arbejderne vi moedte i junglen paa vores trek. Han var igang med at skaere bambus til boeffelofringen. chauffoer var smadder soed men kunne ikke et ord engelsk og da vores laotianske begraenser sig til ord som tak hej broed smoer osv. blev vores samtaler lettere ensformige.
Vores truckerven satte os af ved en lille rasteplads midt i ingenting hvor vi straks blev budt paa oel og vand af en bunke halvfulde maend som syntes vi var det fede. Her var det meningen at vi skulle vente paa endnu en soengthaew men foer vi vidste af det tilbudte en af maendene at koere os til byen, da han alligevel boede der og skulle hjem med sine kone og tre boern.. Det vidste sig at hans kone snakkede virkelig godt engelsk saa mens hendes halvfulde mand koerte fik vi os en snak om laotiansk familie liv og vestlige rejsevaner.
Alle steder vi har vaeret har vi faaet at vide af lokale at de ikke har raad til at rejse, ikke engang rundt i deres ejet land. Her handler det kun om familie og aabnings spoergsmaalet naar vi snakker med lokale er for det meste, "hvor mange mennesker er der i din familie", saa er det jo klart at de taenker sit naar man fortaeller om hvor mange lande
Solen gaar ned bag vandfaldet
Og en time senere var der kaempe kaotisk storm med mange flotte lyn. man skal igennem.
De satte os af foran vores guesthouse i en helt anden by en vi havde planlagt, men det er jo ikke et eventyr for ingenting.
Naeste dag tog vi igen en soengthaew som klart er vores ynglingstransportmiddel paa turen (hvis den tager under 3 timer) og endte til sidst i Tad lo som viste sig at vaere lige hvad vi havde brug for.
Her tog vi paa et en-dags trek (ja vi er kyllinger i meget daarlig form) igennem jungle, urtehaver, rismarker, op ad bakker, igennem smaa landsbyer, forbi vandfald og arbejdspladser i skoven hvor maendene skar bambus ned til et boeffel ofrings ritual de skulle holde et par dage senere.
Vores guide var en rigtig flink ung fyr som fortalte os om skoven og dens mad. Vi fik smagt paa orkideer (ligesom hyacinter) og bomuldsfrugt (gyseligt) og han tilboed os ogsaa et par roede myrer som vi dog takkede nej til. Han spiste glad et par stykker og fortalte os at de smager af citron og bliver brugt til at sprede ud over fisk som krydderi, eller til at lave lemonade.
Landsbyerne var lidt en blandet oplevelse paa den ene side var det spaendene at
Willy og Tessa
De to rare belgere som vi rejste lidt med. Willy var fotograf og tog sky-divingbilleder.. ret interessant se hvordan de boede og hoere om deres ritualer, paa den anden side tror vi ikke at beboerne noed det specielt meget de virkede bare bange for os. Boernene var selvfoelgelig soede, men det er lidt underligt at blive spurgt om ens haarelastik af en skaldet noegen pige. Desuden da det var minoritets landsbyer kunne ingen af beboerne snakke Lao hvilket gjorde at de ikke kunne komme i skole og i det hele taget lever meget isoleret og fattigt, og uden nogen indtaegt fra de faa turister som kommer igennem omraadet.
Naeste dag tog vi paa en fabelagtig tur igennem omraadet paa elefantryg. Vi havde gerne ville proeve en elefanttur men havde sprunget det over de andre steder vi har vaeret da det simpelthen virkede for poelsetyskerturist agtigt med en lang raekke elefanter baerende paa halvfede turister som selv syntes de er herre nede med den lokale kultur. Her virkede det tilgengaeld bare som det rigtige at goere, elefanterne har brug for arbejde da det ellers ikke kan betale sig for Mahouterne at have dem. Vi besteg vores elefant en gammel fin dame paa 65, som hed Munma. Det foerste kvarter var vi ved at doe af skraek for man
var meget hoejt oppe paa et lille plastik agtigt saede paa vej op ad et stejlt bjerg og igennem en flod. Men efter et stykke tid vaennede man sig til de langsomme vuggende bevaegelser og begyndte at nyde junglen fra et lidt andet perspektiv to meter over jorden.
Da vores 1,5 time var faerdig forsvandt mahouten og efterlod os med Munma og en anden elefant som vi fodrede lidt bananer og hyggede med, vi havde slet ikke lyst til at gaa da en elefant er meget let at blive forelsket i.
Da vi kom tilbage til Pakse tog vi en hurtig beslutning om at tage et fly til Cambodia da vi ikke unne overskue den to dage lange bustur, ja man skal jo vaere soed ved sig selv en gang imellem.
Vi havde hoert rygter om flyselskabet Lao air men valgte at ignorer formaninger, det er jo saa selvfoelgelig de selvsamme formaninger der dukker op i ens hoved naar man sidder i en lille blikdaase som bliver udsat for ekstrem turbulens da piloten er for doven til at flyve OVER skyerne... Vi landede dog ekstra glade for at vaere i live i Siem Reap, Cambodia som huser selveste Angkor
Wat (for dem som ikke ved det er det et stort tempelomraade udraabt til et af verdens syv vidundere).
Advertisement
Tot: 0.049s; Tpl: 0.014s; cc: 7; qc: 23; dbt: 0.0283s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb
Oskar
non-member comment
^______^
Hej där! Riktigt kul att se att ni har det roligt (som på svenska betyder kul, inte lugnt....)! Jag orkade inte läsa allt på ert konstiga språk ;), men det värmer att se era leende ansikten! All lycka och många kramar till er! /Oskar P.S. Jag klarade mig oskadd från upploppen efter Ungeren-vräkningen, sorry att jag inte mailat tidigare! D.S.