Advertisement
Published: January 17th 2009
Edit Blog Post
I dag skulle vi flyve tilbage til Thailand, så vi skulle have pakket vores ting ordentlig sammen. Vi lod Antons bold og nogle andre småting blive, da det fyldte meget.
Vi tog en taxa til lufthavnen. På vej derud hørte vi i radioen, at 2 brødre var blevet dræbt ved Fox gletcheren, fordi der var faldet store mængder is (ca. 100 tons) ned over dem. De havde stået ved foden af gletcheren, hvor vi også stod med vores guide, men inde i det område der er afspærret pga. nedstyrtningsfare. Ret uhyggeligt, vores guide fortalte netop, at der ikke var nogen, der var blevet dræbt ved gletcheren i de 15 år, han havde været der. Der havde været et ulykker, men ingen dødsulykker indtil nu...
I lufthavnen var der et underligt tjek in system, og der var næsten ingen skilte. Der var ikke rigtig nogen køer, men alle folk stod bare nærmest tilfældigt rundt omkring. Vi fik dog tjekket bagagen ind og kom afsted til tiden kl. 11. Vi skulle kun flyve 1 time og 20 min. til Auckland, så børnene fik ikke en pille mod flyvesyge. Heldigvis blev ingen af dem syge.
I Auckland havde vi 3 timer, før vi skulle
videre mod Thailand. Vi brugte bl. a. tiden til at få lidt frokost. Vi kunne dog ikke helt blive enige, så først spiste børnene på Mac og bagefter spiste Thomas og Mona på Subway.
Flyet var heldigvis igen ikke fyldt op, så vi fik 2 gange 3 sæder, så vi havde god plads. Det var et godt fly med egen skærm, med eget valg af film og spil. Anton fik spillet og set 1½ film, Mona fik set 4 film, Thomas 2½, mens Anna sov næsten hele tiden. Vi fløj kl. 15 og skulle flyve 11½ time. De serverede mad hele tiden følte vi. Først fik vi en snack, derefter 2 varme måltider med et par timers mellemrum og til sidst sandwich.
Anton er lidt optaget at sikkerhedsproceduren omkring fly, og hvad der sker, hvis det går galt, hvilket fik ham til at spørge:
”Hvad skal man egentlig leve af i de der både, man kommer ned i?”, da han så fik at vide, at man meget hurtigt ville blive samlet op af redningsfolk, konstaterede han: ”de sender nok ikke kun en speedbåd, men mange med alle de mennesker, der er, vi kan ikke være i en”.
Vi landede ved 21-tiden i Bangkok og fik fat i en taxa, der kørte os ind til hotellet. Der var næsten ingen trafik, så det gik hurtigt. For os var tiden næsten 4 om morgenen, så vi gik i seng med det samme. Problemet var bare, at børnene havde sovet det meste af tiden i flyveren, så de var ikke nær så trætte som de voksne. Anton var derfor oppe i løbet af natten og skrive dagbog og kl. 5.30 kunne vi ikke trække den længere, men blev nødt til at stå op. Heldigvis blev morgenmaden serveret fra kl. 6. Børnene havde ikke rigtig spist noget om bord på flyet, så de var godt sultne og fik spist en masse.
Efter morgenmaden gik vi en tur for at se, om der var noget, der havde åbent. Vi ville alle klippes, før vi skulle videre ned til Krabi. Det tog os lidt tid at finde en frisør, der havde åbent, men Mona og Anna kunne blive klippet en ½ time efter. Thomas og Anton gik videre for at finde en anden frisør. Da Anton var blevet klippet, havde Thomas dog ikke lyst til at skulle klippes af samme frisør og gik derfor til en anden. Det er lidt underligt med frisører i Thailand, der var en del kvinder, der bare kom for at få vasket og sat deres hår. De gør virkelig meget ud af at føntørre håret, så meget at både Mona og Anna blev lidt utålmodige.
Det var egentlig ret frygteligt at være tilbage. Vi havde helt glemt, hvor støjende og beskidt byen er, nu hvor vi havde vænnet os til New Zealands fantastiske og rene natur. Da vi gik på gaden, kunne vi næsten ikke snakke sammen, sådan larmede trafikken.
Vi gik tilbage til hotellet, hvor børnene hoppede i poolen. Her hyggede de sig indtil frokost. Vi fik badet og gik ud og fandt noget at spise. Vi havde lavet en særaftale med hotellet om, at vi måtte vente med at tjekke ud til kl. 13.30, så det gik vi tilbage og fik gjort. Vi kunne dog få opbevaret bagagen, så vi satte os op til poolen igen, hvor vi fik lavet lidt lektier. Det var træls, at vores fly var blevet ændret fra kl. 14 til kl. 19, for vi kunne ikke rigtig bruge dagen til meget andet, end at vente på at skulle afsted.
Vi kørte ud til lufthavnen ca. kl. 16.30. Vi skulle først flyve ved 19 tiden, men tiden føltes heldigvis ikke så lang. En af goderne ved at rejse med børn er også, at man får lov til at gå ombord på flyene som nogle af de første. Børnene var rigtig trætte, så de faldt nærmest i søvn inden flyet overhovedet var lettet. Anton var så træt, at han slet ikke kunne vågne, da vi 1 time og 10 min. senere landede i Krabi. Han måtte bæres sovende ud af flyet.
Henrik var kommet for at hente os. Vi kørte til Cafe Europa, hvor vi fik det længe savnede rugbrød. Det var bare rigtig godt, uhmm...
Vi var alle trætte, så Henrik kørte os ud i huset og viste os til rette. Han skulle ind efter Tip og Molly (en af hundene), men ingen af os hørte dem komme tilbage, for vi sov alle tungt.
Advertisement
Tot: 0.149s; Tpl: 0.01s; cc: 7; qc: 56; dbt: 0.0815s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb