Advertisement
Published: December 31st 2009
Edit Blog Post
Søndag den 27.12.2009
For at komme til Thailand skal man køre 8 km til grænsen. Tuk-tuk føren fra dagen før vil gerne køre os, men da prisen er steget med en hel dollar ift. hvad vi aftalte med ham dagen før dropper vi ham. Vi får personalet på hotellet til at ringe til en person med en minibus, som vi også har talt med dagen før. Om det er fordi, at de ikke har telefon ved vi ikke med af en eller anden årsag er det tuk-tuk føren vi ikke gider at køre med, der ringer efter minibussen. Om han bare var hjælpsom eller om de arbejder sammen ved vi heller ikke, men minibussen kom, og vi kom til grænsen. Vi tjekkede ud af Cambodja og ind i Thailand på en halvtimes tid, hvilket var meget godt gået. Vi fik fat i en minibus og kørte mod Trat. Trat er byen der er adgangen til øerne der ligger i området. Det er øer som Koh Chang, Koh Mak og Koh Kut. Vi har ikke lagt os fast på en ø, dog vil vi nok undgå Koh Chang, hvor vi var med Signe for 15 år siden. Dengang var den noget mere
uspoleret end den er i dag, hvor der både er lufthavn og diverse ressorts over hele øen.
Vi har i guidebogen læst om Joys pizzeria og Serge der driver en boghandel som gode steder man kan henvende sig. Vi be’r derfor taxachaufføren om at køre os til Joys pizzeria og efter at have spurgt sig for nogle gange lykkedes det da også.
Joys pizzeria drives af en franskmand Alex og hans thailandske kone Joy. Joy er utrolig hjælpsom og forklarer os vejen til Serge. Så efter at have spist efterlader vi ungerne hos Joy og tager hen til Serge. Serge er - som alle andre vi taler med i byen - hjælpsom, og vi finder hurtigt ud af, at det er Koh Kut vi skal til, da det er den af øerne der er mindst overrendt. Der er bare det problem, at den sidste båd er sejlet for i dag. Og så er der yderligere det problem, at det kan være svært at finde et sted at være på grund af det er mellem jul og nytår, så man skal under alle omstændigheder reservere i forvejen. Uanset om vi fandt en båd, der ville sejle os derud, så kan vi
ikke reservere noget værelse, da booking kontoret har lukket om søndagen. Vi var noget triste over den besked, selv om Serge sagde at det skulle vi ikke være ked af, da Trat er en spændende by. Umiddelbart så byen ikke specielt spændende ud, og slet ikke når man har en forventning om at skulle bade fra en sandstrand inden dagen var omme. Vi kiggede på nogle uinteressante guesthouses, inden vi vendte tilbage til børnene.
Tilbage hos Joys pizzeria blev vi ikke populære hos børnene. Det var faktisk gået hen og blevet en øv dag. Vi fortalte Joy om vores situation og hun sagde som Serge at Trat er en spændende by, så det skulle vi ikke være kede af…
Joy er jo meget hjælpsom og hendes mand Alex var nu blevet færdig med at lave pizzaer og han er også meget hjælpsom. Faktisk var alle meget hjælpsomme. Ved siden af os sad et thailandsk par med en lille pige på fire år. Han er dommer og hun noget lignende, og de synes at vi skulle tage med dem hjem og overnatte til dagen efter. Det var svært at sige nej. De var meget insisterende og det var ikke nogen ulejlighed
- det er ikke svært at se, at man ikke kommer til ulejlighed når man kommer seks personer til overnatning - så det endte med at vi kørte med dem. Inden vi forlod Joys pizzeria havde Alex ringet til sin tyske ven Mike der har et guesthouse på Kho Kut og her var to værelser ledige i morgen til en rimelig pris. Stedet ser fint ud, så det glæder vi os til. Normalt åbner Joy og Alex til frokosttid men vi kan bare komme om morgenen, når vores nye thailandske venner kører os tilbage til dem. Dejligt for så har vi et sted til vores bagage.
Sammen med vores thailandske venner - hvis navne vi har svært ved at huske bortset fra datteren Pang - og med min rygsæk liggende løst på taget, kørte vi til deres hus et lille stykke væk. De bor lige op og ned af retsbygningen i et fint hus. De har fire hunde der løber løs ude i haven og på vejen. Det tager man ikke så tungt her. Huset er meget upersonligt indrettet, måske fordi de er på vej videre, måske fordi at sådan ser det bare ud. Han skal starte med at arbejde som dommer i en anden by 200 km væk om få måneder. Der er en tvungen turnusordning for ham, hvilket vil sige, at de skal flytte hver femte år.
Vi havde jo glædet os til at komme til stranden i dag, og det har de nok vist, for inden vi så os om sad vi i bilen igen og var på vej til stranden. Ikke den første og bedste. 45 minutter kørte vi - eller stort set halvvejs tilbage til Cambodja før end at vi kom til den rigtige strand. Og på det tidspunkt var vi kørt forbi mange skilte med strande.
Endelig kom vi til stranden. Dejlig sandstrand med dejligt varmt vand. Med solnedgang over vandet kunne det dårligt blive bedre. Efter en god badetur endte vi på en restaurant der lå ved stranden. Vi fik noget fint mad. Hjalte, Julie og Freja var ikke de mest spisende, så vore thailandske vener blev ved med at bestille mad i håbet om at de ville spise noget. Vi havde forestillet og at betale regningen, som tak, men heller ikke det fik vi lov til. Hjælpsomheden og gæstfriheden er meget stor her. Så med en stor uventet oplevelse rigere sluttede vi dagen med at sove i et ikke så stort værelse med tre i en seng og tre på gulvet.
Advertisement
Tot: 0.075s; Tpl: 0.009s; cc: 11; qc: 52; dbt: 0.0404s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb