Filippinerne - og de forheksede hvalhajer

---

Så er vi landet i Filippinerne. Tilbragte de første døgn i på samme tid hektiske og kaotiske Manila. Stilen var ligesom lagt, da taxachaufføren på vej fra lufthavnen spurgte, om vi vidste hvor vores hotel lå, og da vi svarede benægtede, var næste spørgsmål om vi havde et kort?! Han fandt dog hotellet efter at have spurgt om vej nogle gange. Og det virker til at være meget symptomatisk for Filippinerne: Tingene går nok alligevel. Manilla repræsenterer den mest kaotiske trafik vi har oplevet til dato. Der er ingen lyskryds, og det kan nok også være det samme. Biler og jeepney's (minibus lignende offentlig transport) møver i ordets bogstavligste forstand på for at komme frem, og skifter vejbane i et væk. Det er med hjertet i halsen, at man som fodgænger forsøger at krydse vejen. Ingen holder tilbage og respekterer ej heller de få fodgængerovergange. Man ville nok vænne sig til det, hvis man var blevet længere tid. I erkendelse af, at vi er langt fra Pernilles Hairdesign, og håret bliver længere og længere, blev dagen i Manilla bl.a. brugt i en trendy frisørsalon, hvor 80% af familien blev klippet for 140 incl 40kr i drikkepenge. De brugte bl.a. langt over en time på Anna, der lignede en million, da hun veltilfreds forlod frisøren.

Efter Manilla tog vi til Donsol - en times flyvetur fra Manilla. Donsol er den oprindelige årsag til, at vi valgte at tage til Filippinerne. Her kan man fra marts til maj nemlig snorkle med de imponerende hvalhajer (bliver op til 20 m lange). Det var desværre ikke en imponerende statistik, de kunne præsentere for i år. Der var nemlig ikke set en hvalhaj i næsten en uge, da vi kom, og mens vi var der, blev der desværre føjet nogle dage til statistikken?. De lokale kunne ikke give en god forklaring på, hvorfor der kun er gamske få hvalhajer i år, andet end at det mest sandsynlige er, at man andre steder i Filippinerne, hvor man havde små bestande af hvalhajer, er begyndt at fodre dem, og dermed er mange der nu! Vi bor nu på et sted ejede af italienere, som fortalte, at de for 2-3 år siden så gns. 10 hvalhjer dagligt, da de var i Donsol. Havet imkring Donsol er fredet og alt omkring hvalhajerne kontrolleret af WWF. Således er der regler for hvor mange både man må sende ud, har mange der må snorkle med en hvalhaj af gangen osv. Hvalhajer eller ej, så havde vi noge gode dage i Donsol med gode ture på havet. Anna og nogle danskere vi mødte brugte også tid med Marcus i poolen, så han nu er blevet en super snorkler. Vi kommer senere på turen faktisk i nærheden af stedet, hvor de fodrer hvalhajerne, men efter at have læst om det, er vi blevet enige om, at det ikke er noget for os. Det lyder næsten som en zoo, hvor hvalhajerne ligger halvdovent og venter på mere mad, mens der er masser af mennesker omkring dem. Ikke lige den måde vi ønsker at opleve vilde dyr på! Donsol levede af en anden årsag heller ikke helt op til forventningerne: i lufthavnen tog Security nemlig Marcus' plastic fodbold. Måske de mente den indeholdt en eksplosiv gas. De mente dog selv, at de tacklede det super, så 10 min. efter kom de tilbage og afleverede en punkteret fodbold til os! Juhu! ?. Den fodbold havde eller overlevet adskillige flyture. Til gengæld var resten af deres Security check totalt til grin. Deres scannere virkede ikke, så de kiggede lige øverst i det bagage der skulle checkes ind, mens håndbagagen i incl. drikkevarer kunne passere uhindret. En anden feature ved den lufthavIker at ikke bare bagagen, men også passagererne skulle vejes! Godt børnene trak ned i gennemsnittet, så vi slap for at betale overvægt.

Næste destination var Cebu. Her er nogle turister, og måske netop derfor oplevede vi netop her for første gang nogle børn, der tiggede. Cebu City var kun et stop på vejen til de sidste ugers afslapning. Vi opmagasinerede en del af vores bagage, herunder de famøse Boogie boards, på et hotel, indtil vi kommer tilbage sidste dag før vi flyver til Singapore. Vi har herefter begivet os til en lille ø, Malapascua, ud for Cebus nordspids. En lille lækker ø (måler kun 2,5 gange 0,5 km), der har den afslappede attitude vi elsker. Her er intet at lave, hvis ikke man er til strand eller vand?. Og Passende påklædning er badetøj og bare tæer eller klip-klappere (sandet er nemlig brændende! ). Meget betegnende hedder den længste strand med det hvideste sand og klareste vand: Bounty Beach. Der er heller intet at bruge penge på udover mad og drikke. Maden er til gengæld det bedste vi har fået i Filippnerne, og Anna og Laura har allerede konsumeret mange banana shakes, der er blevet deres store hit! Malapascua er blevet udset til at blive det nye Boracay (til Info er Boracay den mest berømte ø/strand på Filippinerne. Det hvideste sand og klareste vand, men efter at have været uberørt for 20 år siden, er den i dag tilplastret med resorts og vi har af samme årsag besluttet ikke at tage dertil). Der er dog en del, der her som i andre lande på disse breddegrader, ikke bliver taget ordentligt hensyn til. Nemlig naturen og miljøet. Således er der ingen regler for "byplanlægning", så man risikerer, at øen bliver tilplastret med ikke passende bygninger. Derudover er sortering og bortskaffelse af affald ikke rigtigt noget man bekymrer sig om. Ud af de måske 20 steder man kan overnatte på øen og blandt de mange lokale, er det kun 4 steder, der får sejlet deres affald til nærmeste store ø, hvor det kan bliver behandlet forsvarligt. Resten graver det ned eller brænder det. Ja, det er bagsiden af paradiset.

Dagene her er gået med total afslapning i vandkanten samt snorkleture. Ren balsam for sjælen. Der er ikke mange turister på øen, og vores børn er de eneste ikke lokale, vi har set. Da vi viste os på stranden første dag, blev vi på en pæn måde konfronteret børnenes navne mm. For som de italienere, der ejer stedet hvor vi bor, sagde: Lynhurtigt ved det meste af øen, at der er ankommet tre blonde børn! Turister kommer her fortrinsvis for at dykke, da det er det eneste sted i verden, hvor der stort set er garanti for at se rævehajer. Det betyder med andre ord, at vi stort set har den kilometerlange strand for os selv om dagen. Når vi om aftenen sidder på stranden og drikker drinks kommer nogle af de lokale børn og snakker. En sød 12-årig pige kom oprindeligt for at fortælle på en ikke anmasende måde, at hun solgte souvenirs. Hun er nu kommet flere aftener i træk for at spille på Ipad mv og se billeder af DK og Australien. Så kan Anna også få træner lidt engelsk. Laura derimod er gået i gang med at lære nogle få gloser på filippinsk. Selvom her er fortryllende - både smukt og afslappende - kender vi også os selv godt nok til at vide, at vi også gerne vil se lidt andet, så nu går turen videre til næste ø.

---