Shopping shopping

---

Saa lakker det virkelig mod enden. Med 19 dage tilbage i dag, er vi i slutfasen af vores ophold, og alt vores fritid bruger vi faktisk paa bazaren. Det er jo bare alt for billigt, det toej man kan faa, og de sko... Og tasker. Hvis ikke det var fordi vi ikke kunne have mere i vores tasker, ville vi bestemt aldrig holde op med at koebe.

Indtil videre er Maria den, der har koebt mest. Hun har koebt 5 bluser, 3 tasker og to par sko.
Mette og jeg halter lidt bagefter - jeg har koebt 4 bluser, 3 tasker og eet par sko, Mette har koebt 4 bluser, en kjole, 2 par sko og en taske. Men tiden er jo heldigvis ikke gaaet endnu, og jeg skal da i hvert fald helt sikkert have mindst to par sko mere - og ogsaa gerne en enkelt taske mere... Mette har nemlig koebt en rigtig flot een, og hvis jeg kan finde en, der ligner, saa skal den ogsaa med hjem. Det er da helt sikkert.

Det fantastiske ved bazaren er, at der er saa mange toejbutikker lige ved siden af hinanden, og saa mange taskebutikker, og alt muligt, at man simpelthen aldrig bliver faerdig. Den foerste dag vi for alvor selv var paa Bazar saa Maria nogle stropbluser, som hun virkelig gerne vil have, men som hun ikke koebte, fordi hun ikke havde penge nok til dem. Men nu kan vi simpelthen ikke finde butikken igen. Fordi de allesammen er ens, og det er virkelig svaert at finde rundt. Men det er lige meget. Det er simpelthen det bedste shoppingsted, jeg nogensinde har besoegt.

Nogle gange kan det godt nok godt vaere lidt svaert at gennemskue, hvilket toej der er paent, og hvad der er skraekkeligt grimt, fordi man bliver lidt overvaeldet af alt det toej ved siden af hinanden, saa man synes bare det hele er grimt. Men vi er ved at blive bedre til det nu, synes vi selv...

Af andre ting, som man bare maa have med hjem er selvfoelgelig et thesaet. Det kan man ikke undvaere naar man har vaeret her i tre maaneder og drukket the morgen, middag og aften. Vi ved ikke helt hvordan vi skal have det hele, men vi koeber nok en sportstaske, som vi deles om paa vejen hjem, hvor vi kan have de tre thesaet. Vi haaber ikke de er alt for dyre, men vi har alle tre brugt meget mindre penge paa turen end vi havde regnet med, vi ville, saa vi foeler det er ok at shoppe lidt amok her den sidste tid. Ellers ville vi nok ogsaa snart doe af kedsomhed paa kontoret...

Jeg glaeder mig rigtig meget til at komme hjem, og komme til fest i noget af mit nye toej. Og sko!
Forresten har vi set en Nettopose i dag. Meget mystisk hvordan den er havnet i Kassen.

Ellers har vi vaeret hos de handicappede boern i dag. De malede bare med vandfarve. Vi er i gang med et projekt med at lave masker af papmache, men det er lidt avanceret for dem, og de bruger en frygtelig masse tapetklister, saa vi regnede ikke med, at de var toerre i dag. Men i morgen laver vi masker.
Det er simpelthen saa trist, at vi snart skal forlade dem. De kommer loebende imod os naar vi kommer, og spoerger: "Hvad skal vi lave i dag?" Og er rigtig ivrige. Naar vi tager afsted kommer der maaske aldrig nogen igen til at lege med dem og lade dem lave noget sjovt. De gaar ikke engang i skole, og kan derfor ikke laese - heller ikke de allerkvikkeste. Naar de bliver voksne kommer de paa et andet hjem, hvor de skal sidde til de raadner op. Og nogle af dem er virkelig ikke saerligt handicappede. Der er en pige, der hedder Anata, som slet ikke virker spor retarderet, og som heller ikke ser ud som om hun fejler det fjerneste. Hun faar ikke en levende chance. Det er skraekkeligt at taenke paa, at naar vi kommer hjem, saa sidder de der stadig, og om fem aar sidder de der ogsaa stadig.

Jeg ved ikke om vi bidrager til deres udvikling... Men om ikke andet, saa bringer vi da lidt glaede i deres hverdag - saa laenge det varer. Og med lidt held har vi laert et par stykker af dem, at de ikke skal slaa hinanden. Men jeg tror nu ikke det er noget der bliver overholdt naar vi ikke er der, med saa mange blaa oejne og saar de alle render rundt med.
Men selvom vi bidrager med noget til dem, saa nytter det jo ikke noget alligevel, naar de bare skal vaere spaerret inde i det hul, indtil deres dages ende - saa kan det da virkelig vaere bedoevende ligegyldigt om de kan male med vandfarver, eller hvad de kan. De faar nok aldrig brug for den faerdighed igen. Det er virkelig trist at taenke paa. Men maaske aendrer Kazakhstan sig, saadan at de handicappede ogsaa faar en chance en dag. Det maa vi haabe paa.

Men som konklusion paa vores arbejde derude, tror jeg ikke rigtig vi har gjort nogen gavn. Selvfoelgelig har vi gjort dem glade, men opgaven er simpelthen for stor for os. Hvis man skulle noget derude, skulle man jo laere dem at laese, og lave en specialskole for dem, men det kan vi jo ikke, naar vi ikke kan snakke eller laese russisk. Vi kan ikke engang laere dem alfabetet.

Jeg ved heller ikke, om vi har faaet noget ud af det, som vi kan bruge til noget bagefter. Heldigvis er der ikke boern i Danmark der sidder i saa troestesloes en tilvaerelse. Vi har maaske faaet lidt forstaaelse for, hvad det vil sige at sidde der, men hvad jeg skal bruge den forstaaelse til fremover, ved jeg ikke rigtig. Maaske finder jeg ud af det en dag.

Naa, jeg vil smutte igen.

Nej forresten vil jeg lige skrive, at bare fordi jeg snart kommer hjem, betyder det altsaa ikke, at jeg ikke gerne vil have mails de sidste par uger ogsaa!!!

---