756 fotos


Advertisement
Kazakhstan's flag
Asia » Kazakhstan » Taraz
June 11th 2007
Published: June 11th 2007
Edit Blog Post

Saa er det blevet mandag igen, og jeg taenkte, at eftersom jeg alligevel ikke har faaet nogen mails (HVORFOR???) kunne jeg da bruge tiden paa Internettet til at skrive lidt i min blog om, hvad tiden gik med her i weekenden.

For een gangs skyld havde vi nemlig ingen planer. Der plejer jo altid at vaere een eller anden tur, men i denne weekend var vi ganske overladt til os selv. Vi startede med at faa en laekker middag paa cafe madeleine, hvor vi tog ca. 50 billeder af Maria med Hannes briller, Mette med Marias briller - Hanne med Mettes solbriller, og saa videre indtil enhver kombination af briller og personer var afproevet. Vi var meget meget fjollede, og isaer Mette var helt faerdig af grin over smaating. Vi tror nok, det er fordi hun er ved at faa en visdomstand, og havde taget nogle ret staerke smertestillende piller.
Paa et tidspunkt i loebet af aftenen fik vi tilsendt en serviet fra et andet bor. Det var en fyr, der gerne ville have vores telefonnumre, og vide hvor vi kom fra og saadan noget. Mette og Maria insisterede paa, at han skulle have mit nummer, og senere, da vi for laengst var naaet hjem i seng, ringede han til mig igen og igen, og jeg afviste ham hver gang (helt aerligt, jeg laa lige og sov), indtil jeg til sidst slukkede min telefon. Siden har vi intet hoert fra ham. Meget maerkeligt. Men han er nok bare loebet toer for penge. Det sker tit for de her kazakher.

Loerdag havde vi planer om at gaa paa bazar og shoppe igen. Og endnu engang koebte vi ind saa hatten passede. For mit vedkommende 3 par sko og en kjole. Mette og Maria har i alt koebt tolv par sko (Det er Marias de 7) saa jeg halter stadig lidt bagefter. Men jeg har nu taget en beslutning om at stoppe ved 5 par. Vi skulle jo gerne kunne komme med flyveren. Desuden har jeg koebt endnu en taske, som er magen til en af mettes, som var saa flot. Og saa koebte jeg ogsaa en kjole, fordi jeg foelte mig udenfor, da de andre koebte toej. 😊
Desuden koebte vi tre fotoalbum. Vi havde faaet taget et billede hos en "fotograf" - de staar paa alle stoerre pladser med en masse bamser og kunstige blomster og moebler. Og saa kan man blive fotograferet for 150 tenge (ca. 7.5). Det blev et meget flot billede, hvor der baade staar Taras og 2007. Det er kommet paa forsiden af vores fotoalbums.

Efter bazaren tog vi hjem til Mette og Maria for at lave aftensmad. Paa vejen hjem moedte vi Zarina, som sagde, at hun havde daarligt nyt. Hun skulle rejse med noget arbejde i fjorten dage rundt i Kazakhstan. Det vil altsaa sige, at hun ikke naar at komme hjem, foer Mette og Maria (og jeg) tager til Almaty med Andrey. Det var virkelig daarligt nyt for Mette og Maria, for hun er den eneste i deres familie, der taler engelsk. Desuden er hun rigtig soed. Saa det var lidt trist. Vi lavede koldskaal til aftensmad til os selv. Det smager ikke helt saa godt som dansk koldskaal fordi deres kaernemaelk er meget underlig og ikke smager saerlig godt. Men det kan nu sagtens spises, og selvfoelgelig spiste vi til vi var ved at revne. Bagefter spillede vi lidt kort, og saa skulle jeg hjem, for det var ved at blive moerkt.
Lige da jeg kom ud af havelaagen kom der en gigantisk hund og goede af mig. Jeg var ved at doe af skraek, men heldigvis gjorde den ikke noget.
Det var lidt uhyggeligt at gaa hjem, fordi det naesten var moerkt, og der var nogle skumle mennesker paa gaden. Men der skete ikke noget med mig overhovedet, der var ikke engang nogen, der raabte efter mig.

Soendag moedtes vi kl. 11, for at fremkalde billeder. Vi har bestemt at vi vil give handicaphjemmet et fotoalbum fra vores aktiviteter her, mens vi har vaeret her. Desuden havde vi jo koebt fotoalbums, og det ville nok vaere billigere at fremkalde her. Det er det bestemt ogsaa, men det er lidt upraktisk at fotomanden skulle bladre alle billederne igennem, mens vi stod og sagde: "Njet" hvis vi ikke ville have dem, og Tre til dem vi alle skulle have, 4 til dem, boernene ogsaa skal have, og saa videre. Der var ikke tid til de lange overvejelser - de var utaalmodige nok i forvejen - og det kan man ogsaa se paa antallet. 756 stk!!
Da vi kom tilbage for at hente dem, laa der en enorm stabel paa bordet. Vi taenkte: "Det kan da umuligt vaere til os, alle de der!" Men det var det, og de var der ikke engang allesammen. Hele stakken var nok ca. 20 cm hoej. Jeg har ALDRIG set saa stor en stak billeder. Men der var selvfoelgelig ogsaa naesten 1000.
Vi var ved at doe af grin over det, men fotomanden fortrak ikke en mine. Det er lidt underligt, han kan da umuligt fremkalde saa mange paa een gang, saerlig tit.

Af de 756 billeder er der alt alt for mange af handicappede boern, der laver papmachemasker. Men de fleste af billederne er gode, og det er jo ogsaa kun 200 til hver af os (og lidt til). Det kostede 18900 tenge i alt. Det lyder simpelthen som saadan et voldsomt beloeb, men det er kun 300 kr. pr mand, saa vi synes altsaa ikke det er saa galt.

I ventetiden, til billederne blev faerdige, havde vi vaeret paa cafe, for at faa os en milkshake. Da indehaveren, Sasha kom, og hoerte at vi snart skulle rejse, gav han. Desuden ville han gerne have Mettes email, som han ogsaa fik. Hvorfor han ville have den, er der ingen der ved. Men maaske bare for at sige, at han har venner i Danmark til sine andre venner.

Det var lige et sidespring. Efter billedfremkaldelsen maatte vi skynde os til Mettes og Marias hjem, saa det kunne naa at sige farvel til Zarina. De havde fremkaldt et foto af sig selv, og koebt en ramme til det, og hun blev rigtig glad for det. Hun var ogsaa rigtig ked af at sige farvel. Hun kommer nok til at savne at have nogle at snakke med.
Men efter vi havde vinket til bilen, gik vi igang med at saette billederne i orden, og det tog lang lang lang lang tid, for de laa slet ikke i orden fra fremkaldelsen. Foerst blev de sorteret efter begivenhed, derefter lagt i nogenlunde raekkefoelge, og til sidst fordelt i tre bunker. Det var et besvaerligt arbejde.
Men det var ogsaa hyggeligt nok. Jeg naaede godt nok ikke at blive faerdig, foer de skulle spise, og jeg skulle hjem, men det bliver jeg bare en anden dag.
Nogle gange blev man noedt til at saette billederne oven paa hinanden. Isaer af boernene er der mange, der ligner hinanden rigtig meget.

Saa en weekend, hvor vi overhovedet ikke havde planer, gik forrygende hurtigt. Som alle andre dage. Maria siger det hver dag omkring kl. 16.00: "Tiden er simpelthen bare floejet afsted i dag." Og Mette og jeg svarer: "Ogsaa i dag!"
For tiden flyver virkelig afsted saa hurtigt, at man knap faar set sig om, foer dagen er gaaet.

Her fra morgenen af, fik jeg igen serveret aeggekage. Der har ellers vaeret en pause paa et par dage, og jeg troede, det var fordi de havde forstaaet, at det IKKE er min livret (og alle ville da ogsaa vaere traet af det, efter tre maaneder, naesten, med en lille omelet hver morgen).. Men nej, idag var den tilbage paa banen. Jeg maatte give op. Jeg er saa traet af det, at jeg aldrig tror jeg spiser spejlaeg igen. Og jeg tror jeg skal paa Becel Proactiv naar jeg kommer hjem.
Saadan har Mette og Maria det med suppe, og nu hvor Zarina er rejst, og det kun er soesteren der er hjemme, har de udsigt til suppe eller ploof hver eneste dag (hun er knap saa meget husmor som Zarina)... Bortset fra de dage, hvor broderen skal soerge for mad - der regner de med pizza...

I dag har vi lavet en slags paaklaedningsdukker med de handicappede boern. Interkulturel klub blev ikke til noget, fordi de der skulle holde den, aldrig dukkede op. Saadan er der vist meget der er i sommerferien. Vi fik ogsaa en lille snak med Andrey om turen til Almaty. Hvis alt gaar vel skal vi rejse d. 23. om morgenen. Det var meningen vi skulle vaere rejst d. 22. men han skal et eller andet, saa det ikke kan lade sig goere.

Desuden fortalte han os lige, at han ville flytte med sin familie til Canada om et par aar. Til naeste aar skal han selv til USA og studere noget politik eller saadan noget. Og saa, naar han er faerdig, kommer konen og lillepigen med ham til Canada.
Han sagde, at omkring en million af alle de hoejtuddannede i Kazakhstan var rejst ud af landet i loebet af de sidste ti aar. Og nu vil han saa ogsaa goere det. "For", sagde han, "det er jo lettere at flytte vaek end at aendre noget!"
Det er sjovt, at han udmaerket godt ved, at problemet i Kazakhstan netop er den indstilling, og alligevel er han selv blandt dem, der rejser sin vej. Men nu har han selvfoelgelig ogsaa haft en organisation i seks aar, eller noget deromkring. Saa han synes maaske, han har gjort sin indsats... Selvom det ogsaa er en fjollet indstilling.
Men det maa han selvfoelgelig selv om. Han kan jo heller ikke redde Kazakhstan, lige saa lidt som vi kan.

Nu tror jeg bestemt ikke, der er mere at fortaelle fra i dag. Jo, Maria har koebt en mobiltelefon til ca. 800 kr, som ikke var simlaast, saa det var et godt koeb.

I morgen skal vi maaske paa bazar igen. Andrey har ogsaa lovet at vise os en souvenierbutik, saa vi kan koebe noget ordentlig kazakhisk. Det er jo ikke fordi det vrimler med turister her, saa det er ikke saa meget af den slags, man kan koebe paa bazaren. Vi skal jo virkelig til at have shoppet faerdig.

Der er femten dage til vi kommer hjem.

- Hanne

Advertisement



Tot: 0.142s; Tpl: 0.01s; cc: 8; qc: 49; dbt: 0.079s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1; ; mem: 1.1mb