Chuditharjagt i indisk semi-town!

---

Chuditharjagt i indisk semi-town!

Sidste onsdag tog vi inden aftensmaden med nogle af de ansatte på Siloam Boarding School, stedet vi bor for tiden, ind til Tirukoilur i små åbne taxaer - som i daglig tale kaldes Ottoer. Kort efter at vi, fire mennesker plus chauffør, havde fået mast os ind i den lille otto, lettede vi ellers fra Jordens overflade og med ét gik det hu-haj-vilde-dyr af sted på en hovedvej, der ligesom resten af Indien, er fyldt med støv, indere med kvægtrukne trævogne samt biler, cykler og fodgængere i et virvar!

I Tirukoilur, en by med omkring 50.000 indbyggere, blev vi, som de turister vi nu engang er, ført over til ”The National Bank”, hvor vi kunne hæve en masse rupees til strøgshopping i de indiske gader og stræder. Den af navn storslåede bank, viste sig ydmygt, men typisk India-style at være på størrelse med en lille kiosk (se billede)!

Derefter fortsatte vi vores blodtørstige jagt efter indisk hverdagstøj! Her kunne man tydeligt mærkes at det maskeline køn var i klart undertal - vi strøg imod afdelingen fyldt med farvestrålende kvindetøj!
Indiske kvinder går, enten klædt i en kjole bestående af et seks meter langt stykke klæde, viklet rundt om kroppen kaldt en saery eller en Chudithar [tjy-ri-dar. Sidstnævnte er en tunikalignede skjorte med tilhørende bukser. Vi valgte alle sammen ikke at begive os ud i at skulle gå i saery og købte i stedet Chudirharsæt (til en sætpris af omkring 40 danske kroner) eller stof til senere at få det skræddersyet.

På vej tilbage igennem byen oplevede nogle af os igen, hvor åbensindede det indiske folkefærd kan være. En ganske almindelig indisk mand kom forbi os på gaden, stoppede op og trykkede smilende min hånd og sagde på det bedste gebrokne india-engelsk han havde lært: ”Welcome to India”.

- Ida

---