Advertisement
Published: November 1st 2010
Edit Blog Post
Det siges at man ikke har været i Kina, hvis man ikke har været i Xi'an. Dette slogan er formentlig opfundet at "turistmyndighederne" i Shaanxi provinsen (hvor Xi'an er hovedstad) - men for en sikkerheds skyld valgte det meste af vores team så at bruge weekenden plus fredag på en smuttur dertil.
Xi'an var i mange år Kinas "hovedstad" - eller rettere Kejserens bopæl. Her har man fundet nogle af de ældste rester af neolitisk kultur og det var her, at Kinas første kejser lagde grunden til Qin-dynastiet for godt 2200 år siden. Han erobrede et mægtigt territorie, og Qin er grunden til at vi i dag kalder "Riget i midten" for Kina. Den første Kejser - Qinshihuang havde en besættelse af døden, eller måske rettere - han frygtede den voldsomt. Derfor lod han bygge et gigantisk mausolæum, som bl.a. indeholdt en mægtig hær af krigere, der skulle hjælpe ham i det hinsides. Denne hær lod han fremstille i terracotta i mandsstørrelse. Og så er vi fremme ved Xi'an's vel mest berømte seværdighed: Terracotta-hæren!
Terracotta-hæren er vel den primære grund til at så mange mennesker tager til Xi'an og naturligvis også vores. Levede det op til forventningerne? Bestemt -
det er ufatteligt imponerende at se de gigantiske udgravninger, som er fordelt på tre "Pits" der hver har sin hal. Den største - med de fleste soldater er på størrelse med en flyhangar. I denne står hundreder af soldater marcheret op på rad og række, og det er ikke svært at forestille sig, at at de kunne vækkes til live hvis Kejser Qinshihuang skulle kalde fra dødsriget. Der er en forunderlig atmosfære af stille afventen over de alenlange rækker af krigere, hvis altså det ikke lige var for de tusinder af mennesker der drøner rundt langs kanten. Måske lige så imponerende var den anden pit, som også dækker et meget stort areal, men hvor der kun står få krigere. Til gengæld ses kroppe og heste ligge spredt omkring i udgravningerne. Nogen steder stikker kun et hovede op, andre steder er det måske omridset af et vognhjul. I en fjerde udstillingshal finder man de to bronzevogne, som man har fundet omkring mausolæet. Meget meget velbevarede med en ufattelig detaljerigdom.
Alle disse skatte er kun en del af alt det der ligger i jorden. Der er bl.a. mange flere krigere (estimeret 6000) i den første pit, men man venter med udgravningen
af hensyn til de farverester, der sidder på krigerne. Heldt vildt at tænke på!
Iøvrigt var vi også på et andet museum. Ja undskyld nu bliver det kedeligt for de fleste - men faktisk var dette museum væsentligt bedre. Det var et underjordisk museum bygget ind i udgravningerne af kejser Jinshanglings mausolæum. Åbenbart en fuldstændig overset attraktion, men et fantastisk sted. Her var der også tusinder af terracotta krigere, men også kvindefigurer, dyrehold og andre civilister. Alle disse figurer dog kun i 1/10. Men museet er bygget ind i udgravningerne på en helt fantastisk måde. Folk med hang til sådanne steder - det kan varmt anbefales!
Ellers bød turen på det "utrolige" Tang dynasty show: Ægte hollywood/musical stil med masser af farver, dans og musik. Desværre var det altså ikke helt så originalt som man kunne forestille sig. Musikken var vestlig med lidt Kina pling pling indimellem, og de farverige rober var givetvis ikke helt så festlige i de gode gamle Tang-dage.
Sjovere var faktisk søndag morgens cykeltur hele vejen rundt på Xi'an's gamle bymur. Den er tolv meter bred og 16 km. lang. Endnu et imponerende syn og rigtig sjovt at cykle deroppe. Desværre var der
ret tåget, så udsynet var begrænset. Til gengæld gav det stedet en særlig atmosfære, så man næsten kunne glemme trafikken og højhusene rundt omkring.
Iøvrigt: et godt råd til folk der skal til Kina og har lidt interesse for de ting de ser: Læs på lektien på forhånd! Kineserne er ret karrige med engelske oversættelser, så det kan godt blive lidt svært at få den præcise historie ind på stedet. Det bliver let til en opremsning af årstal samt navne på kejsere og dynastier. Kineserne er med rette stolte af deres årtusindgamle historie, men for os andre er det altså ret svært at holde styr på perioderne.
Nå denne gang blev bloggen blev en kedelig omgang historieskrivning, men det var altså ret spændende i virkeligheden. Håber alle har det godt i DK.
Advertisement
Tot: 0.062s; Tpl: 0.013s; cc: 5; qc: 44; dbt: 0.036s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 2;
; mem: 1.1mb