Jay Chou-koncerten

---

Lørdag d. 19. april var den store koncertdag. Jeg var til Jay Chou koncert!!! Jeg tog af sted sammen med en klassekammerat, der hedder Arin. Da jeg var bange for, at der ville være alt for mange mennesker, foreslog jeg at vi tog af sted tidligere.. tja.. alt for tidligt, så vi stod udenfor og ventede rigtig længe. Øv. Nå, men da det endelig var på tide at komme ind fandt vi ud af, at det var udendørs!!! Det havde vi ikke regnet med, så vi havde jo ikke særlig meget tøj på (havde brug for min vinterjakke og vanter!). Det bruger vi jo ellers ikke mere herover. Så fik vi at vide af vagten, at vi ikke måtte slå paraplyen ud med mindre det regnede kraftigt, så vi brugte en 10’er på at købe en skod regnomslag. Kvaliteten var dårligere end de der indkøbsposer man får! Nå, men vi købte jo VIP billetter, så vi sad på ca. 10 række. Det var tæt på! Det var bare så ærgerligt at det regnede så meget, og at vi frøs så meget. Jeg turde heller ikke rigtig tage mit kamera frem, fordi det regnede så meget. Selve koncerten var ok. Jeg følte ikke der var særlig meget kontakt mellem Jay Chou og publikum. Det føltes som om han bare skulle gøre sit (optræde) og så var det bare det. Han sagde endda ikke farvel! Lige pludselig blev lysene bare slukket og en mandestemme sagde ”Koncerten er sluttet. Koncerten er sluttet.” Arin og jeg kiggede underligt på hinanden, var det bare det? Gik han bare uden at sige farvel? Nå, men det er åbenbart den måde man skal gøre det på her i landet. Mistænker at det er noget censur, som Jay Chou skal overholde. Jeg var da glad for jeg fik set ham endelig. Han er jo mit store idol, men bare træls mest pga. vejret. Hjemturen var heller ikke en sjov oplevelse. Der var så mange mennesker, da vi skulle ud, at det bare var umuligt at se hvor du er henne. Man bliver bare nødt til at følge med strømmen! Da vi endelig fik os mast ud, prøvede vi på at fange en taxa i rigtig lang tid, så vi droppede det til sidst og fandt metroen i stedet. Der var virkelig også mange mennesker, og man skulle først stå i kø for at købe billetter, og så løbe hen til døren når en metro kom. Så skal man bare mase, mase, mase!! Det er sådan at metroen ikke bliver kørt helt hen til der, hvor vi bor. Vi kan godt gå, men det var stadig ret langt. Så vi forsøgte igen at praje en taxa. Vi stod virkelig længe og prøvede. Til sidst måtte jeg ringe til David, som var i Nanjing på det tidspunkt, så han kunne finde en taxa der hvor han var og så komme og hente os. Lige da han sagde han havde fundet en taxa og var på vej til at hente os, var der pludselig mindst 20 tomme taxaer vi bare kunne hoppe i, men nu var David jo på vej. Hvor uheldig kan man være? Alt i alt var det jo egentlig en lortedag, men jeg har ikke fortrudt at jeg var henne og se Jay Chou. Nu har jeg set ham, selve Jay Chou! Så min drøm er da gået i opfyldelse selvom den ikke er perfekt.

---