Tilbage i Cambodja

---

Fredag den 12.2

Vi har endnu ikke endelig besluttet os for, hvor vi vil tage hen i Cambodja. Valget står mellem byerne Kep og Kampot i syd. Det afhænger lidt af transportmulighederne. Kep ligger 30 km fra grænsen og er en badeby, mens Kampot ligger ud til en flod 40 km. længere væk.

Vi kommer ombord på båden uden problemer. Desværre er alle sæder solgt, så vi skal på en eller anden måde dele sæder i en time og 40 minutter som turen tager. Heldet er dog med os denne gang. Det viser sig, at der er et ledigt sæde og en venlig mand flytter sig, så vi kan sidde sammen. Den forventede efterregning for sædet udebliver og vi sejler til lyden af Vietnamesisk pop musik.

Havnen i Ha Tien er hjemsted for alverdens plattenslagere. Med syv km. til grænsen er man afhængig af hjælp for at komme videre. Og for ikke at gøre det for nemt sørger det man her kalder ”motorcykel-taxa-mafiaen” for at holde alle taxaer væk, når båden kommer i havn. Så umiddelbart har man to muligheder. Enten kan man tage en bus der kører helt til Kampot eller Kep. Dejlig nemt, men også urimelig dyrt og så hænger man også på at alle i bussen skal igennem grænsekontrollen samtidig, hvilket kan tage laaaaang tid. Eller man kan springe ud i mylderet og se hvad der sker.

Vi vælger det sidste. Og myldret er stort her. Masser af mænd der råber og skriger og tager fat i en. Mænd der alle vil køre én på motorcykel til grænsen. Trods alt forstår de, at vi har brug for andet end motorcykler, så en mand tilbyder os en tuk-tuk. Han vil også hjælpe os over grænsen og har en ven der kører taxa i Cambodja, der kan køre os videre. Vi er ikke interesseret i andet end tuk-tukken og skynder os af sted. Desværre med to motorcykler efter os.

Den gamle tuk-tuk holder hele vejen til grænsen. Det gør motorcyklerne uheldigvis også. Manden fra før er insisterende og vil hjælpe os videre. Og kan yderligere skaffe en taxa til Kampot til 50 US$ hvilket er urimelig dyrt. Og udover at være dyrt så er vi ikke interesseret i, at han skal tjene på os, udover hvad han har fået af Tuk-tuk føreren.

Vi kommer ud af den vietnamesiske paskontrol uden problemer. Mit udrejsekort var ellers forsvundet, så vi havde forventet problemer ved udgangen.

Ingenmandsland er langt ved denne grænseovergang. Ca. 1 km. gik vi med vores motorcykel mand i hælene. Ved den Cambodjanske grænse blev han afløst af hans ven, taxachaufføren, der dog var noget mindre insisterende.

Grænsevagterne er venlige men omstændige i Cambodja. De første vi kom til var ved visa kontoret. Fem lange formularer skal udfyldes, en for hver. Regningen lød på 20 US$ pr. person og 100 US$ i alt. Nu har vi heldigvis været i Cambodja før og ved at visa er gratis for børn under 12 år. Så da vi viste de tidligere visa fik vi uden videre diskussion 40 US$ i rabat. Da vi efterfølgende kiggede nærmere på Hjalte og Julies nye visa stod der også gratis, men går den, så går den.

Mens vi udfyldte skemaerne kom der en buschauffør der gerne ville køre os. Han fortalte, at det tager fire timer til Kampot og da vi synes det var for lang tid, var han så flink at ændre det til to timer.
Næste kontor var kontoret for helbredstjek. Her har grænsevagten hvid kittel på for at se mere autentisk ud. Igen lange formularer skal udfyldes og da vi ikke lige kunne finde vores vaccinationskort frem måtte vi slippe 5 US$, som vi dog selv rundede ned til 3 US$.

Endelig var der lige det sidste kontor. Kontoret der stempler vores pas og giver os adgang. Igen ny formular skal udfyldes med de samme oplysninger som i visaansøgningen… Omstændigt, men formentlig ikke mere omstændigt, end når folk skal have visa til Danmark.
Efter en times papirarbejde er vi endelig i Cambodja.

Her er der ikke så meget postyr som på den anden side. En gruppe taxachauffører og buschaufføren ventede på hvem vi skulle vælge og inden vi kom så langt kørte der en minibus til grænsen. Den kom fra Silankuville en by længere nede af kysten og den skulle blot sætte nogle passagerer af. Bussen var ejet af en australier og for 20 US$ kunne vi køre med. Så efter en cola pause var vi på vej til Kampot. Måske lidt synd for de lokale, men langt billigere og behageligere for os. I øvrigt så vi ikke skyggen af busserne fra havnen inden vi forlod grænseovergangen, så de havde nok en længere tur foran sig.

Efter en times kørsel var vi i Kampot. Kampot er kendt for sin fiskesauce og peber (lyder det bekendt). Kampot blev verdensberømt i Danmark, da programmet ”besøg hjemmefra” besøgte en dansk pige der har et guesthouse i Kampot. Desværre er hun flyttet hjem for to måneder siden og Blissful guesthouse er overtaget af en fransk pige.

Vi fandt et stort værelse på Kampot guesthouse. To af de ansatte har tilknytning til Danmark, idet den ene har fået sin uddannelse betalt af en dansk familie og den anden havde fået et tilskud til sit bryllup af nogle danskere… vi spiste et ikke mindeværdig måltid på hotellet til aften og kunne i stedet glæde os over varmt vand for første gang i en uge. Sjovt nok var der ikke nogen af børnene, der beklagede sig over, at der ikke var varmt vand på øen.

Søndag den 13.2

Vi fandt en restaurant med skøn udsigt over floden og dejlig morgenmad. Kampot er en by der var populær blandt franskmændende og derfor blev godt smadret af khmer rouge. Der er dog stadigvæk mange huse tilbage i flot kolonistil ligesom boulevarden langs floden giver indtryk af en storhedstid. Nogle huse forfalder og andre bliver genopbygget i næsten samme stil. En dejlig støvet by uden de store seværdigheder, hvor det mere er atmosfæren, der er seværdigheden.

Dagen gik i bedste Kampot stil med stort set ingen ting. Om eftermiddagen besluttede vi os for en tuk-tuk tur til Phnom Chhnork. Vores tuk-tuk fører var tidligere tilknyttet Blissful guesthouse og havde et lille dannebrog hængende. Den slags giver jo altid ekstra drikkepenge og da turen viste sig at være ca. 18 km. og ikke de otte som der stod i guidebogen så var de også fuldt fortjent.

Phnom Chhnork er et lille bjerg der ligger langt ude på landet imellem rismarker og spredte landsbyer. På toppen af bjerget er der en fantastisk udsigt og en grotte, der indeholder et lille tempel.
De sidste fem km er af støvede og hullede landeveje. Så mange huller, at på en strækning var det kun børnene der fik lov til at blive siddende, mens vi andre måtte gå, til stor morskab for børnene og ikke mindst de lokale.

Når vi kører i tuk-tuk på små landevej som her går det meste af tiden med at vinke til glade khmer der står langs vejen. Alle er meget smilende og de ser åbenbart ikke så mange turistfamilier her, for alle børn blev slæbt frem, så de kunne se de sjove mennesker fra nord. Yderligere er det lørdag og dagen før tet, så mange familier er samlet til fest. Et enkelt sted var der stablet 20 kæmpe højttalere op ude på en mark og en gruppe unge mænd stod og dansede til musikken. Ikke lige det man forventer at se blandt rismarker og pælehuse.

Lige før man kører gennem de sidste marker til Phnom Chhnork kommer man gennem en landsby. Her holder de lokale guider til og i løbet af et splitsekund havde vi samlede guider nok til et en større turistbus.
Normalt kan selvbestaltet guider godt være en pestilens, men vores otte guider er søde børn der taler godt engelsk. De er mellem fem og 15 år og der er ingen tvivl om, at de kun er her i fritiden. Den ældste fortalte, at han vil på universitetet efter gymnasiet. Det er rart at se, at der også findes ambitiøse unge her i Cambodja, hvor det jo ellers mere er fattigdom der præger bybilledet.

Man kan kravle ned gennem grotten til foden af bjerget, men da vi ikke havde lygter med fik vi ikke lov af vores guider (vi havde nu heller ikke gjort det alligevel).

Om aften spiste vi på Blissful Guesthouse. På trods af at det ikke længere er danskejet, så sad vi under et stort dannebrog og Freja fik frikadeller med kartoffelsalat, der nok ikke fås bedre i landet.
På hotellet havde vi glæde af høj Khmerpopmusik. Tet fejres i flere dage og da vi er tæt på Vietnam er der mange der fejrer tet her.

Søndag den 14.2

Vi har bestilt en taxa til Bokor. Samtidig har vi bestilt plads på 3-river guest house i Phnom Penh, så vi tager al vores bagage med på tur.

Bokor ligger i en National Park og er en spørgelsby, der ikke har været beboet i over 30 år. Den ligger højt på et bjerg og var grundlagt af franskmændene i 20’erne. Her havde kongen sit sommerpalads ligesom den franske elite også tog hertil. En Cambodiansk rigmand har desværre fået lov til at bygge et kæmpehotel og kasino i nationalparken. Vores chauffør er ked af byggeplanerne, da han mener, at det vil ødelægge naturen der har et helt unikt dyreliv.
Der er ved at blive anlagt en rigtig vej til Bokor og vi har fået fortalt, at normalt skal man gå tre timer for at nå til Bokor, men lige netop i disse dage - pga. tet arbejdes der ikke på vejen og vi kan køre hele vejen. Det lyder som noget der er for godt til at være sandt og en del af en turistfælde, men det viser sig ikke at være tilfældet.
Vi kører hele vejen af både den nye vej og af gammel nedslidt vej anlagt af franskmændene og ødelagt af khmer rouge. Pga. tet er vi ikke alene. Faktisk er der rigtig mange lokale der benytter sig af fridagene til at tage på familieskovtur til Bokor.

Det først vi møder er det sorte palads. Det var kongens lille sommerhus og her han gjorde stop på vej til paladset. Selv om det sidst blev benyttet i 1972 ligner det en flere hundrede år gammel ruin. Der har været kampe i området og der er skudhuller i væggene. Alt hvad der har haft værdi er stjålet/fjernet af de lokale, marmor fliser, toilet, vinduer, ledninger, husets beklædning i betelnøddetræ osv.

Længere fremme ser vi de få huse der er tilbage. Oprindeligt var der 72 huse og nu er der ca. 10 tilbage, hvoraf de fleste er ruiner. Det gamle hospital er dog blevet genopbygget og huser nu de lokale rangere der skal beskytte området og dyrelivet. Resterne af det gamle kasino kan man stadigvæk se, ligesom vores chauffør viser os, hvor folk begik selvmord efter at have tabt alle deres penge. Højdepunktet er det kongelige palads og det er også her, at mange lokale holder skovtur med stole, hængekøjer osv.

Den lokale kirke står sjovt nok næste uberørt tilbage. I hvert fald udvendigt. Vores guide forklarer, at det skyldes, dels at den er lavet af sandsten og dels at khmer rouge holdt til her mens de vietnamesiske soldater holdt til i paladset. Kampene foregik i området mellem paladset og kirken og derfor står kirken flot i dag. Indenfor er der dog ikke meget tilbage. Underligt nok, så er kirkerummet delt op i to, så der har ikke været plads til mange kirkegængere under gudstjeneste.

Tilbage i Kampot skifter vi bil og chauffør. Vi spiser på Blissful guesthouse under dannebrog inden vi kører videre til Phnom Penh.

Turen til Phnom Penh var længere end forventet. Måske skyldes det, at der var meget trafik pga. tet. I hvert fald så vi masser af små minibusser fyldt op med mennesker både indenfor, bag på og oven på. Ufatteligt, at busserne overhovedet kan køre.

Hos 3-river får vi en fantastisk modtagelse. Vi har været væk i næste to måneder og alle kommer og hilser. De spørger, hvor Signe er henne og vi må igen og igen forklare, at hun er hjemme for at gå i skole. Eden har reserveret to værelser til os, men er vist kommet til at bruge det ene. Det gør dog ikke os noget, da vi sagtens kan være i et værelse med et par ekstra senge. Vi får det bedste værelse med to vinduer og et kæmpe +50 tommers fjernsyn.

På den indiske restaurant fik vi også en meget varm velkomst. Igen spurgte de hvor Signe var og igen måtte vi forklare. Dejligt at være tilbage i Phnom Penh.

---