Siem Reap (2-10. marts)


Advertisement
Cambodia's flag
Asia » Cambodia » North » Siem Reap
March 28th 2018
Published: March 30th 2018
Edit Blog Post

Total Distance: 0 miles / 0 kmMouse: 0,0

Koh Rong Sanloam - Sihanoukville - Siem Reap


Fra Koh Rong Sanloam gik turen videre til den større by Siem Reap i det nordlige-vestlige Cambodia. Turen gik for en gangs skyld som planlagt, og der var ikke de store udslag ud over en lidt mærkelig evakuering af lufthavnen i Sihanoukville, som på personalet ikke virkede synderlig alvorlig, selvom alarmen gik og alle ved check in skranken blev bedt om at gå udenfor. Det var lidt svært at tyde, præcis hvad der skete, og personalet så ikke ud til at ville snakke om det efterfølgende. Der var dog ingen forsinkelser til følge, og vi kom hele igennem flyveturen og fandt en tuk-tuk som transporterede os til vores meget lækre hotel med swimmingpool midt i byen. Efter vores primitive ophold på øen var det dejligt og lettende (måske mest for det kvindelige klientel i selskabet) at kunne se frem til igen at have adgang til civiliserede tjenester som bad (og badekar!) uden muligheden for at blive overrendt af mus, myrer eller at have udsigt til gigantedderkopper, mens man gik på toilettet.

Siem Reap er bl.a. kendt for sine templer i den gamle by Angkor og varemærket Angkor Wat. Dette skulle vi selvfølgelig også opleve, så vi købte en tredagesbillet derud, så vi havde muligheden for udforske det store område over flere dage. Vi var dog ikke de eneste, der havde fået denne idé. Horder af kinesiske turister i kæmpe grupper havde også fundet vej derud og meget af tiden i templerne gik med at løbe zigzag løb igennem grupperne, som larmede helt ubønhørligt, og samtidig undgå alt for mange selfies med Lua i centrum.

Det var dog en stor oplevelse at se templerne, og der er ingen tvivl om, hvorfor bygningsværkerne har så stor en kulturel værdi for Cambodianerne. De er både smukke og store og vidner om en helt anden tid end vores, hvor storhed og religion spillede en helt anden rolle end den gør i nutidens Cambodia. Vi brugte i alt to dage derude og så bl.a. Angkor Wat, Bayon og Ta Prohm, hvor man på billederne kan se, hvordan træerne har overtaget templet og på en eller anden mærkelig måde formået at vokse ovenpå. Det ser helt vildt ud.

Udover templerne i Angkor var der også mulighed for at se både aber og elefanter (dresserede vel at mærke), og det var til stor begejstring for især Simone og Lua, som flere gange skulle ud og kigge på. Aberne hyggede sig i vejkanten langs ruten og spadserede lystigt rundt og legede med hinanden til glæde for alle turisterne. Vores private Tuk-Tuk chauffør måtte flere gange rive i bremsen for at stoppe, når aberne blev spottet ud af øjenkrogen og Lua og mor skulle på abejagt. Elefanterne mødte vi på vej hjem den første dag, da de var ude på deres daglige ridt rundt i parken. Lua kom helt tæt på en af dem, så hun nærmest så den i øjnene (nogle øjne som umiddelbart så noget slidte ud efter utallige ture med turister på ryggen), og hun fik endda lov at klappe den. En stor oplevelse for Lua, som hun lystigt snakkede om, når hun genså billederne på kameraet.

En af dagene blev også brugt til at gå på det såkaldte War-museum, som fortalte om Cambodias rolle i Vietnamkrigen samt massakren under Pol Pot. En forfærdelig historie som stadig præger nationen, eftersom de fleste Cambodianere har mistet venner og familiemedlemmer, og mange af de nulevende desuden selv er overlevende fra de arbejdslejre, som var centrum for det kommunistiske styre i perioden fra 1975-79. Museet gav derudover et indblik i forskelligt krigsmateriel brugt under krigen samt viden om de mange miner, som stadig ligger rundt omkring i Cambodia og er til fare for befolkningen på daglig basis. Lidt skræmmende.

Lua charmerede det kvindelige rengøringspersonale på hotellet og lærte at gå op og ned af trapper (næsten) helt uden mor og far. Mor og far skiftedes desuden til at få lidt egentid hver især, som blev brugt henholdsvis på massage og en kulturel udflugt på National Museum og til fortælleraften i et lille teater inde i byen.

Vi endte med at udsætte vores ophold i et par dage mere end forventet pga. dårlig mave.

.


Additional photos below
Photos: 18, Displayed: 18


Advertisement



Tot: 0.057s; Tpl: 0.012s; cc: 9; qc: 48; dbt: 0.0337s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1; ; mem: 1.1mb