De foerste par dage

---

Hermed starter den første beretning fra mit ophold i Kenya.

Efter 6500 km og ti timers flyvning fra London, satte vi endelig hjulene ned i Nairobi lufthavn. Lige inden, oplevede jeg for første gang det hurtige lysskifte, der findes på disse breddegrader - fra helt mørkerød til ganske lyst på en halv til en hel time, forekom det mig. Desuden så jeg Mt. Kenya rejse sig totalt uanfægtet op af de omkringsejlende skyer, stor og solid. Skønt syn - dér skal jeg op på et tidspunkt!
Vi blev hentet ved syvtiden af Minneh, der er kontaktperson for hospitalet, i Nairobi. Vi blev kørt til Terminal hotel, som hun havde booket for os. Da vores værelse ikke var klar endnu, blev vi nødt til vandre lidt rundt i Nairobi, selv om vi mest af alt havde lyst til at tage os af den søvn, vi manglede fra flyveturen.

Byen var fuldstændigt død! Af uransagelige årsager troede vi, det var hverdag (det var dog søndag), så vi tænkte, rygterne om afrikaneres arbejdsindsats ikke var helt ved siden af. Vi fandt langt om længe et sted, der havde åbent - et fint hotel, der serverede lækker brunch. Vi kom selvfølgelig til at købe den store pakke til 1200 Kenyan schillings (Ksh) (100 Ksh = 12 kr.) (I Maua, hvor jeg bor, lever man for ca. 300 Ksh om ugen)
Den centrale del af byen er en sjov blanding af højhuse i mærkelige former, tårne, palmer, parker, smalle stræder, men også, hvilket slog mig, brede veje med masser af “luftrum” - en “højt-til-loftet-fornemmelse”. Desuden er den forholdsvis ren, selv om de lokale gør alt for at svine den til (blev i bussen til Maua bedt om at åbne vinduet, så en nyligt indkøbt mælkekarton kunne blive en ejer fattigere. Jeg kunne ikke undgå at føle mig medskyldig, da jeg fulgte opfordringen…). Men om morgen bliver der spulet løs, fejet og gjort rent.
Det går ikke uset forbi, at man ikke er lokal, og det har jeg ikke helt vænnet mig til, men det kommer vel. “Mzungu”; “hvid’’, hører man fra tid til anden, hvilket oprindeligt skulle betyde “gæst” - og det tyder da på en vis “gæstfrihed”. Et par stykker sagde da også “welcome”, så de er ikke allesammen ude på at sælge én det sædvanlige turistskrammel.
Efter lidt omvandren i forsøget på at tegne et billede af Nairobi, fandt vi en lile park, hvor vi slappede af. Her fandt jeg, at der ligeledes blev slappet grundigt af, men flere steder to og to uden at der blev vekslet et ord. Det lyder måske ikke meget forskelligt fra Danmark på en søndag i Kgs. Have, men det forekom mig bare pudsigt.

Turen til Maua tog syv timer og var mildere, end jeg havde turde håbe på. Bussen var i “god” stand og ligeledes vejen, i det store hele. Men da hastighederne gennem Nairobi gerne sniger sig op på 80 km/t, da der ingen trafiklys findes, og politiet formentlig ikke ejer fartfælder, har de klogeligt nok valgt at opsætte små hidsige bump, dér hvor befolkningstætheden langs landevejen er stor. De kan få selv skaterne på Langelinie til at føle sig heldige, for de banker én op af sædet, selv i ganske lav fart, og havde det ikke været for den lille påspændte sele rundt om livet, havde jeg gentagne gange siddet på skødet af min medpassager! Så søvn var udelukket - undtagen for min omtalte nabo, der ikke havde problemer med at trykke sig ind til mig i let søvne. Heldigvis sad jeg ved vinduet, så jeg kunne regulere temperaturen, og det var højst 15 grader udenfor (det er jo vinter, på den anden side ækvator).

Endelig, efter syv timer, nåede vi hospitalet, og inden det blev mørkt. Ved porten fik vi via vagten fat i Kathrine Eve og Christian, der bød os velkommen. Kathrine, 28, er halv englænder, halv tysker + lidt fransk = hel europæer, og den nye kontaktperson for IMCC (medicinerorganistationen, der formidler kontakten til hospitalet) og en frivilligt arbejdende tysker, Christian, 20.
Efter lidt mad og anvisning af vores værelser (og et kæmpe mas med et myggenet med fire snore og fire kroge, der bare ikke kunne sidde fast i det loft! - og så havde jeg vendt indgangen mod væggen…)

I dag er vi blevet vist rundt på hele stedet, der er noget større, end jeg havde regnet med!
Jeg kom på Surgical ward, Charlotte på Medical. Det passede os begge fint - jeg håber på at få nogle fingre i fadet, så jeg kan få en fornemmelse af, om det skal være fremtiden. Det første jeg skal vænne mig til er den ramme lugt af sved og inficerede sår, der findes på sengeafdelingen. Førstnævnte minder i sin rene form, uden at drage paraleller(!), af chimpanseburet i zoo. Det er faktisk, hvad det minder mig om…! Den næste, af en udefinerlig ost, man ikke har lyst til at få serveret…
De arbejder på mange måder som herhjemme, men læge-patientforholdet kan få én til at krumme tær. Jeg tror ikke, jeg ville kunne slå ordet “empati” op i den største Swahili-ordbog, der findes! De gør alt det, vi lærer, vi ikke må gøre! Taler og griner henover patienten, udviser ingen medfølelelse, når der pilles bandager af en penis og pung, hvor en infektion efter omskæring, har taget til. Dog mestrer jeg ikke swahili endnu, og desuden fandt jeg alligevel en form empati i den samtale, jeg havde med “Dr. Wahala”, som jeg vender tilbage til. Jeg tror blot, det minder om vores facon for 30-50 år siden, eller måske mindre, for man ser da også grelle tilfælde herhjemme.
En del af patienterne havde de såkaldte “panga-cut”, der er en slags machete, der gerne bruges, når man gerne vil gå fra diskusionen med det sidste ord… Desuden en hel del trafikuheld. De fleste af disse blev behandlet med stræk, der ville få en rygkirurg i Danmark til at græmme sig.

Ved forkosttid kom jeg over på operationsgangen, hvor jeg mødte den føromtalte kirurg Dr. Wahala. Han er som kirurger er flest; selvhævdende og med en udstråling og en let slentrende gang, der får ham til at se ud som om, han som den største naturlighed ejer hele operationsgangen. Men han gør det med et glimt i øjet og griner af hele hjertet - meget varmt og smittende. En af de første gange, jeg noterede mig hans vittige kritik af personalet, der omhandlede, at han næste gang ville stille sig op på Mt. Kenya og med en megafon, råbe hvadend det var, de ikke måtte eller skulle huske, besluttede jeg mig for at teste ham lidt. Jeg spurgte ham, mens de andre sad dér, om han også var god til at give komplimenter, hvilket fik ham til at skraldgrine, og så vidste jeg, at han var god nok…!
Det var sidst på eftermiddagen, vi fik en god snak om kirurgi, kirurger, og om hvorfor jeg skulle, og ikke skulle vælge den vej. Den er for lang at gengive, plus at del nok også gik tabt, da jeg skal vænne mig til deres swahili-accent, der vender op og ned engelsk - men utroligt interessant. Bl.a. drømmer han om at kunne specialisere sig og blive den bedste indefor et felt, som man gør det i Danmark, hvor jeg frygter det ensformige i det. Men kenyanere har ikke råd til specialbehandling og udstyret, så indtil da må han lave alt fra lyskebrok til knoglebrud overalt på kroppen efter pangaer og road accidents. Måske er det fordi, jeg ikke har stået med kniven i hænderne og ikke mindst planen i hovedet, eller forsøget derpå, eller også er græsset altid grønnere på den anden side. Han mente det første.
Alt i alt minder han mig meget om mange af de kirurger, jeg har mødt, og jeg tror nok, vi skal komme rigtigt godt ud af det.

(billeder kommer senere - langsom forbindelse og solen er ved at gaa ned, saa vi skal naa at vaere tilbage inden)

---