Stadig i Maua - lidt endnu...

---

(30/11)
(En lille kommentar: Her et nyt kapitel på bloggen. Den har været lang tid undervejs, da jeg har samlet lidt ind og ikke haft tid og måske heller ikke den store inspiration til skrive. Man vænner sig forbløffende meget til at leve et andet sted, med andre traditoner og opfattelser. Desuden er der adgang forbudt med USB-stick det sted, vi har haft internetadgang, da de har haft en del problemer med vira.
Jeg har også haft travlt med planlægning af den forestående rejse rundt i landet og til Tanzania)

9/11
Kenyansk mentalitet: Man slår græs med en græsslåmaskine - ligger der en plastikpose med tomater i, kører man da bare henover. Græsset bliver jo slået. Der bliver også spredt splattet tomat og platikstykker rundt - og hvad så?
Faktisk er græsslåmaskinen et sjældent syn; normal foregår det med håndkraft med en slags lang panga med kippet ende. Ofte ser man en gruppe menesker spredt rundt over et mindre område, udføre fejende bevægeser med den ene arm, som golfspillere med en laissez-faire indstilling til sporten.

En kvinde lå idag i begyndende shockudvikling på afdelingen: Nedsat almen tilstand, åndenød, cyanotiske læber, hoste og raslen, tremor, kolde og klamtsvedende extremiteter med en svag og hurtig puls, samt let ascites og pitting edema (det hedder vist deklive ødemer på “dansk” - man blive komplet sprogforvirret; engelsk, medicinsk terminologi på engelsk, dansk, kiswahili). Røntgen viste svær pulmonalt ødem.
Først ved stuegang, blev der taget stilling til hendes tilstand. Godt nok har sygeplejerskerne travlt, men en sådan pt. må ikke ligge hen på den måde. Tsuma diagnosticerede fornuftigt nok cardiogent shock; nedsat blodcirkulation pga. hjertesvigt. Hvad det skyldes, vides ikke endnu, men den skrigende nødvendighed af intervention var ikke til at tage fejl af.
Vi gav hende i.v. væske (i blodbanen), med henblik på senere afvanding (med vanddrivende medicin).
Men det vidunderlige ved historien er, at jeg senere fandt hende i højlydt bøn. “Jesus!…” “…asante!…” (tak) “…God…”
Først kunne jeg ikke bedømme, om hun bad fordi, hun kunne fornemme hendes liv rinde ud, om hun var konfus af samme grund, eller om hun var lykkelig, da hendes tilstand var forbedret, og rædslen for at miste livet var vendt. Jeg spurgte, en mandlig sygesygeplejeske.
“She’s praying!”, svarede han, da han som kenyanere er flest, ikke forstod mit spørgsmål.
“But is it because she’s dying or because she’s better?”
???
“Ask her!”
“kadufu wasaa alafua gedoke” (eller hvad de nu siger)
“She’s better”.

Fandt lidt senere ud af, hun kunne lidt engelsk.
“God is helping me!”.“Asante!”
“Karibu”, svarede jeg (velbekomme) “…and Daktari” (doktor), tænkte jeg.
Hvem end der gjorde udfaldet, var hun i hvert fald lykkelig over at ligge her i sin seng på et hospital blandt fremmede mennesker - med livet i behold. Så lykkelig, at hun takkede sin Gud højlydt.
En meget bevægende oplevelse.

Desuden er jeg blevet “expert” i lumbal punktur - det siger Judie i hvert fald, efter jeg succesfuldt overtog to af slagsen, da den nye CO intern, Makena, fejlede. Min syvende i træk. Dog lærte Makena at tage sterile handsker på idag; noget hun ikke kunne, da hun første gang prøvede sig med en lumbal punktur. De er ikke kede af at prøve sig frem her!

En lille uddybning af Dr. Hawalas baggrund, kirurgen jeg beskrev i 1. og 2. kapitel på min blog.
Efter at have været i Nairobi sidste weekend fik vi et lift, eller faktisk en hel køretur, hjem af et ældre missionærpar, der har boet har i et år ud af fire (hvorfor vi også insisterede på at betale halvdelen af benzinen, der er forholdsvis dyr hernede). Dette er anden gang de er her i en fireårig periode. De arbejder administrativt, fx. registrering at medicinsk udstyr, så man rent faktisk kan bestille ting, fordi man ved, de er dér. På et tidspunkt manglede vi fx. reflekshamre, indtil Dr. Bob gik over for at rode kasserne igennem og tilfældigvis fandt et parti. Genialt!
På den fem timer lange tur hjemad, fik vi et dybere indblik i hospitalets historie, personer og adminstration og ikke mindst i Kenyas historie og politik. Uhyre interessant.
Det viste sig, at Hawala engang faktisk var en utrolig venlig og sympatisk person. Hans søn var ofte ovre hos dem og lege med nogle af deres børn af familien. Men de seneste par år, har han vendt frustrationerne over sine dårlige arbejdsvilkår mod sine omgivelser.
Arbejdsvilkårne er et resultat administrativ uduelighed. De tre topposter under den kirkelige ledelse er besat af inkompetente og dovne mennesker, hvilket vist er en udvikling, der er sket indenfor de seneste par år. Fx. har én af dem påtaget sig en opgave at købe et nogle parti varer (som jeg ikke kan huske, hvad var) hjem, som absolut ikke var godt nok, hvis det ikke blev købt ind i Nairobi. Derfor tog han gentagne gange derind, men kom hvergang tomhændet hjem. Mange har råbt vagt i gevær over tilstandene, men intet har ændret sig.
Hvorfor den kirkelige ledelse ikke har gjort noget, skal jeg lade være usagt, da jeg ikke ved nok om sagen. Men der er frustration i krogene, kan jeg forstå. Men da det sikkert bliver diskuteret på kiswahili, er der nok meget, der går min næse forbi.
Så der er mere under overfladen, end det lader sig ane. Men sådan er det vel alle steder, hvor mennesker er samlet i samfund, små som store. Så vi må håbe tingene tager en drejning til det bedre.

Desuden fortalte de bl.a., at der med den nuværende præsident Kibaki, er sket store udviklinger. Fx. var der ikke asfalteret på mange af de strækninger, vi kørte på fra Nairobi til Maua, samt at han har sørget for regulering af matatu’erne (en Nissan eller en Toyota hiace - som de varervogne håndværkere i DK ofte bruger). I de nuværende tætpakkede matatu’er, må der maximalt være 14 passagere, og der er sat hastighedsrestriktorer ind i køretøjerne til max. 80 km/t. Førhen kunne de presse 30 - som i 30 - passagerer ind!! Folk lå henover hinanden, og dødsmaskinerne kørte gerne op til 100 km/t på de kuperede bjerg-/bakkeveje. Prøv at spille hazard med dit liv!
Disse tiltag har reduceret antallet af kvæstede og dræbte markant.

17/11
Der skal i det følgende advares imod stærke billeder. I går skulle jeg præsentere et røntgenbillede til røntgenkonferencen, der afholdes hver fredag. Da den, i teorien, administrerende læge, Dr. Mukui, kritiserede CO interns’ne under sidste præsentation for at lave “scanty history” af patient-cases’ne, på trods af hans egne “scanty workresults”, besluttede jeg mig for at lave et kort resumé af “min patients” indlæggelse. Da jeg ikke ville glippe fodbold inden aftensmaden, arbejdede jeg om aftenen.
Der manglede nogle undersøgelseresultater, hvorfor jeg gik ind på afdelingen for at finde dem på computeren. Jeg havde brug for log-in, og spurgte den CO, der havde vagten. Først troede jeg ikke, han forstod mig, da han ikke fulgte med, men i stedet fablede om og pegede på den patient, der kom ind for nogle dage siden med KÆMPE, væskeudspilet mave pga. af levercirrose. Det mindede om en højgraviditet med tvillinger, eller måske endnu flere. Pludselig opdagede jeg, hans fod var placeret midt i den balje, hvor hans drænnagepose lå til. Den var fyldt med gullig væske, der også søbede i sengen, rislede ned af hans benklæder, ned i baljen og skabte en plamage på gulvet. Patienten selv var uklar, vejrtrækningsbesværet pga. tryk på lungerne fra væsken, udmagret på overkroppen og med væskefyldte ben. Hans navle bulede ud og havde antaget en form på størrelse med en tennisbold. Nu stod væsken, der havde ophobet sig i bughulen, ud af det sår i den inverterede navle, spændingen i huden havde skabt. Senere noterede jeg mig også hudsprængninger på benene.
Jeg fik fat i et par handsker, fandt hullet, der var på størrelse med det, de laver i CD’er, og blokkerede det. Jeg mente, at have ladet mig fortælle, at en for hurtig udtømning af ascitesvæske kunne lede til et kritisk ekstra væsketab, pga. den nyopståede ligevægt mellem de ind- og udadvirkende kræfter på væsken i karbanen. (Jeg spurgte Dr. Tsuma, der fortalte at der var forskellige overbevisninger, da mekanismen bag dannelsen af ascites ikke fuldt ud forstået. Jeg så et omtåget diagram fra min bog for mit indre øje, som havde jeg lige åbnet det efter en lang nats søvn, omkring the “Under- og overfilling teoriene” - læs på det! 😉
Hvordan stopper man så det, hvis ikke man vil stå i en ascitesvæskepøl med sin behandskede finger i en revnet navle resten natten? Da vi fik lagt ham ned i sengen, var der løbet så meget ud, at navlen var krympet, og vi kunne lægge en forbinding, der spøjst stod i luften.
Næste morgen, så patienten alt for lille ud under sit tæppe, og jeg forstod, at han havde lækket en stor del ud resten af natten. Under- eller overfilling - det hjalp hans besværede vejrtrækning og han er der endnu. Ikke for lang tid, tror jeg, men dog endnu.
(Et par dage senere erfarede jeg, at han ikke befandt sig i sin seng, og sygeplejersken fortalte mig, at han var gået bort.)

Dagen efter var heller ikke triviel. (Hvis du er træt af lægeskvadren, så spring over her - men det giver også et godt indblik i, hvor højt et liv er værdsat på en afdeling). Under stuegangen opdagede vi en patient, der trak vejret med stort besvær og anstrengelser og tydelig væskeraslen i luftvejene. Han lå med maskeforstøver på, og var fuldstændig fjern i de rødsprængte øjne. Det var udelukkende kroppens automatiske livsopretholdende foranstaltninger, der tillod ham at beholde livet. Men ikke for længe, tænkte jeg, da jeg så hvor hårdt, hans vejrtrækningsmuskler arbejdede.
Tsuma stillede genoplivningsudstyret op og satte monotoreringselektroder på patienten. Han fortalte, at patientens blodtryk lige havde været oppe på de 250 systolisk, men nu var faldet til lidt over de 100, så vidt jeg husker. Pulsen var på ca. 110 slag pr. min. og iltsaturationen nær 90, men begge faldende.
Doktoren mente, at patienten, der var kendt med forhøjede blodtryk (i medicinsk øjemed - ikke i medierne! 😊, endelig var blevet offer for denne tilstand og havde pådraget sig en blodprop i hjertet. Det var umuligt at høre nogen mislyde på hjertet pga. den støjende vejrtrækning.
Først blev der ordineret vanddrivende medicin, Lasix, men nødvendigheden svandt, før dette blev iværksat, da sygeplejerskerne ikke så vigtigheden i at skynde sig. Bevares, de har travlt i hverdagen, men i sådanne situationer ville jeg ikke klandre dem for at lunte.
Dernæst blev der givet adrenalin, og endelig dukkede en Rubensballon op, så vi kunne assistere mandens vejrtrækning. Da jeg tidligere havde set hvordan én CO’erne blot havde lagt masken på munden af en patient og begyndt at pumpe med ballonen uden at tage ordentligt fat, tænkte jeg, jeg gerne ville tage mig af den tjans. Og takkede for mine to uger på anæstesiologisk afdeling på niende semester, hvor jeg lærte at ventilere (trække vejret for) en patient. Dog skulle jeg også lige vente på, der kom en ordentlig maske til ballonen.
Det var i et af de sidste øjeblikke vi begyndte at ventilere, for jeg tror, det lykkedes ham at gå i VF/pVT (hurtig, ukontrolleret, pulsløs hjerteaktivitet), men han vendte af sig selv tilbage efter hans iltsaturation begyndte at stige - det er i hvert fald mit gæt.
På det tidspunkt må hans muskler have været godt træt, for jeg blæste to gange imellem hans egen vejrtrækning. Herved blev det synkroninseret, så jeg ikke modarbejdede ham.
Det lykkedes at få ham fra omkring 59 % op til 98 % efter noget tid. Jeg målte hans blodtryk ofte, og havde pulsoxymeteret på, så jeg kunne se hans iltmætning og puls. Det var nok det tætteste hospitalet kommer på en intensivafdeling.
Lidt senere, da anæstesisygeplejersken havde (taget sig?) tid, fik vi lagt en tube (i svælget med en ballon, der pustes op i luftrøret, så man har fuld kontrol over ventilationen). Tsuma ville gerne have ham til at lægge den, da patienten havde forholdsvis sammenbidte kæber.
Længe stod jeg og hjalp manden. Jeg var imponeret over, hvor meget man kan hjælpe et andet menneske, der er så langt ude, ved brug af de rette instrumenter. Selvfølgelig lærer man og læser om, hvad man skal gøre, men man det er først ved selvsyn, man rigtigt forstår værdien af det.
De andre forsatte stuegangen, og på et tidspunkt sagde Tsuma, jeg skulle overlade det til en af de sygeplejerskestuderende at ventilere, hvilket jeg ikke var eget for. Jeg instruerede hende i, hvordan jeg havde gjort m.h.t. synkroniseringen. Jeg tjekkede en gang imellem, og synes hun gjorde for lille en indsats med at opretholde en ordentlig iltmætning.
Mod slutningen, var hans puls svingende mellem 30 og 50, hans egenvejrtrækning svag og til sidst dødede han. Jeg skal ikke kunne sige, om hun passivt forkortede processen, for som Tsuma sagde, var han for svag til at overleve.
Meget lægesnak (undskyld til de uindviede) - det kunne tyde på, det er en interessant afdeling, jeg er på.

30/11
Så er mit ophold i Maua snart slut. Er ved at pakke sammen, inden jeg skal rejse rundt i landet og til Tanzania, hvorfra jeg flyver hjem. Det bliver den 15. jan fra Zanzibar. Skal nok ved lejlighed prøve at lave en oversigt over planer - tror de har nogle meget gode funktioner her på bloggen.

---