Phnom Penh

---

Tirsdag den 22.12.2009

Signe har stadig feber )-:
Børnene er trætte af at spise toastbrød, så i stedet får de hvidløgsflutes og frisk ananas. Hvis ikke de får noget at spise dur det slet ikke så, hvidløgsflutes er bedre end ingenting - og toastbrødet er altså også kedeligt. Personalet på guesthouset har opdaget, at vi nok har tænkt os at blive, så de foreslår os at købe vand hos gadesælgeren overfor, i stedet for hos dem, da det er meget billigere der. Jo de er meget flinke. På den måde kan Freja og Julie også få øvet noget engelsk. Ikke fordi at gadesælgeren kan tale engelsk, men han smiler venligt og ved hvad de vil have, så det betyder ikke spor.
Vores guesthouse har en dejlig lille gård, hvor man kan sidde og iagttage verden udenfor. Hver morgen kommer ismanden på en ladcykel med store isblokke til gadesælgeren og dem der ellers bor i gaden. Nabokonen får savet en fiks lille isklump på ca. 20 x 20 x 10 cm leveret i en snor. Sjovt ser det ud og det giver en god anledning til at tale med børnene om hvor forskelligt vi lever.
Hver morgen kommer der også et par munke gående ned gennem gaden. Der kommer formentlig flere, men det er nok før vi står op. Munkene bliver altid stoppet af nogle kvinder med børn (ikke de samme kvinder hver dag). De får så lige en fælles bøn midt på gaden, hvorefter munkene får lidt penge for ulejligheden. Og så er der nudeldamen der leverer nudler til personalets morgenmad, utallige skraldemænd osv. Der hele tiden kommer gennem gaden. Egentlig utrolig med alt den trafik, for gaden er ikke speciel stor.
Dagens udflugt går til Choeung Ek bedre kendt som Killing fields. Det var her at mere end 17.000 mænd, kvinder og børn blev henrettet efter at de var blevet tortureret i det berygtede S-21 fængsel, som vi har valgt ikke at besøge, da vi mener, at børnene endnu er for små til at se den helt ufattelige grusomhed der er dokumenteret der. Kun syv personer overlevede dødslejren.
Choeung Ek ligger en halv times tuk-tuk kørsel uden for byen. Af støvede veje og i en elendig tuk-tuk ankom vi til Choeung Ek. I Choeung Ek er der lavet en stupa, hvor mange af kranierne fra de henrettede er placeret. De er placeret efter alder og køn. I stupaen er der også dele af det tøj man fandt i nogle af de massegrave man har udgravet. Stedet er i dag et fredsfyldt sted, der oplyser om tragedien og hvor pårørende til de døde kan komme og sørge. Man kan se de udgravede massegrave og beskrivelser af hvordan personerne blev henrettet. Overalt ligger der små tøjrester på jorden. Formentlig fra de døde. Lejrlederen er en af de eneste ledende khmer rouge der nogen sinde er kommet for en dommer. Hans sag er endnu ikke afsluttet. Han har i øvrigt taget ansvar for sine gerninger og har angret de myrderier der skete i lejren. Alle andre khmer rouge leder har nægtet at have kendt til myrderierne…
Det var en barsk oplevelse, der fik os til at tænke på Cambodjas folk som har denne historie med sig. Det er svært at forholde sig til hvordan et samfund kan udvikle sig så fatalt og til at veluddannede mennesker bliver bødler for millioner uskyldige mennesker.
Hvilket præger befolkningens sammensætning. 40 %!e(MISSING)r under 14 år og der er ikke mange mænd over 40 år. Omkring 2 millioner mennesker blev dræbt. At tænke sig at det er sket fra 1975 til 1979.

Onsdag den 23.12.2009

Signe har stadig feber, så nu er det tid til at komme til lægen igen.
Denne gang er det en anden læge der tilser Signe. Lægen der er etiopisk tropelæge fra Bulgarien konstaterer, at halsbetændelsen er i bedring. Til gengæld mener hun, at Signe skal have fjernet sine mandler og det burde være sket for længe siden. At vores egen læge ikke har set det, fatter hun ikke. Det gør vi nu heller ikke, men vi er heller ikke specielt tilfredse med vores læge, så nu er det nok til at gøre noget ved det, når vi kommer hjem. Lægen kan også se at Signe er meget dehydreret og truer Signe med at indlægge hende, hvis ikke hun indtager noget væske. Anne har blandt meget andet en saltblanding i feltapoteket, og det aftales, at det skal Signe gå i gang med. Hun skal også have noget andet medicin end det hun fik efter første besøg plus nogle ampuller med vitaminer og mineraler. Lægen tager også blodprøver og vi kan få besked senere samme dag. Lægen er meget snaksagelig og fortæller, at hun har været 3 måneder i Cambodja. Inden da arbejdede hun over 30 år i Etiopien med sin mand der også var læge. Da han døde mistede hun alt, da reglerne i Etiopien ikke tillader, at hun kunne arve. Om det skyldes, at hun var kvinde eller udlændige fandt vi ikke helt ud af, men bitter var hun. Hun fortalte, at da de startede i Etiopien for mange år siden levede kristne og muslimer fredeligt side om side, men det var slut nu. Muslimerne har overtaget magten og undertrykker de kristne. Hun var som hevet ud af en kampagne for Dansk Folkeparti. Hun var havnet i et vakuum hvor hun ikke længere hørte til noget sted og så kunne hun jo lige så godt slå sig ned i Cambodja.
Tilbage på guesthouset kontaktede Anne en læge derhjemme og de blev enige om, at behandlingen nok var ok, bortset fra nogle piller som ikke lige hørte til.
Blodprøverne viste i øvrigt, at Signe har forhøjede levertal og at infektionstallene er normale, hvilket lægen ikke kunne forstå. Hun mente stadig ikke at det drejer sig om mononukleose, men kronisk halsbetændelse.
Planer er til for at blive ændret. At tage Signe ud i junglen vil nok være for risikabelt i hendes tilstand så den nye plan går ud på, at vi tager ud til kysten, så snart Signe er frisk nok til det og finder en god strand. Enten i Cambodja eller i Thailand. Så må vi andre tage elefantlejren sammen med Ankor Wat senere på turen.
Vi har nu været i området så længe, at folk er begyndt at genkende os. Det har den fordel, at hvis man er ved at blive væk fra hinanden og kigger sig lidt omkring, så kommer der straks en og peger den vej de andre er gået. Tuk-tuk fører vi møder rundt i byen genkender os og ved hvor vi bor. Jo der er mange fordele ved at være en stor familie.
Den medbragte saltblanding blev blandet med vand og saft. Det er ikke noget hit. Signe har rigtig svært ved at drikke det. Og hun skal drikke en liter om dagen. Det smager som saltvand og det er jo ikke fedt. Og har man det dårligt i forvejen er det rigtig ufedt. Men ned skal det.
Vi kan nu se, at vi nok skal være nogle flere dage i byen, så vi tog til den Vietnamesiske ambassade og fik bestilt visa. Så sparer vi at bruge et par dage på det i Bangkok eller Vientienne. Her kunne vi også bruge billeder fra paskopier til visa som på Laos ambassade.
Vi spiste lidt dyrt på Pop - en italiensk restaurant - der har fået gode anbefalinger i guidebogen. Børnenes pizza var fin, men vores pastaret var alt for salt. Da vi påtalte det for chefen blev vi straffet med en eller anden skrækkelig sød dessertvin.
Signe ser bedre ud til aften, og måske kan vi komme af sted 1. juledag.

Torsdag den 24.12.2009

Så er det juleaften. Signe har det ikke spor bedre, så vi beslutter os til at ringe til SOS International. Klokken er ca. 4 om natten i Danmark, da vi ringer. Telefonen er optaget. Vi ringer igen. Stadig optaget. Vi ringer mere end 10 gange i løbet af de næste 8 timer og med samme resultat. Vi må konstatere, at der ingen hjælp er at hente hos SOS. Det er godt nok juleaften, men vi havde nu forventet bedre service. Og hvad nu hvis det havde været livstruende, hvad skulle vi så gøre? Ikke engang en telefonsvarer var der, så man i det mindste kunne blive ringet op. Signe bliver lidt friskere i løbet af dagen og komme også med ud og spiser.
Da det nu er jul har vi medtaget nogle materialer til at lave julepynt med. En mere end almindelig feminin tjener glemmer sit job og går i gang med at lave julestjerner. Det lykkes da også med kyndig hjælp fra Anne. Vi andre får lavet nogle julehjerter og en guirlande som vi pynter gården med. Festligt ser det ud, selv om vi må erkende, at vi ikke helt når det sædvanlige julehumør. Nu holdt vi også lidt jul inden afrejsen, så børnene er tilfredse med det vi får julet.
Om aftenen laver vi pakkeleg på værelset. 18 små pakker har vi fået købt mens vi har været her. Og efter at især Freja og Julie har brugt rigtig lang tid på at skrive reglerne ned får vi gang i pakkerne og det medbragte slik. Faktisk var der ikke meget salg i slikket. Det er ligesom at varmen sætter en dæmper på lysten til at spise slik, så det viser sig, at vi har alt for meget med.

Fredag den 25.12.2009

Vi beslutter os for at ændre planer endnu engang. Signe har det lidt bedre, men ikke rigtig godt så vi beslutter os til helt at droppe elefantlejren i denne omgang og så i stedet tage ud til stranden. Vi vil rejse mod Thailand så der ikke er så langt til Bangkok, hvor Signe skal rejse til Danmark den 3.1.2010.
Vi dropper helt morgenmaden på hotellet og i stedet kører vi alle seks til et bageri. Brødet her er lidt bedre end det vi plejer at få, så det var turen værd.
Efter morgenmaden besøger vi et stort tempel i byen. Templet ligger på en høj så der er en masse trapper der skal forceres. Oppe ved templet forsøger vi at få hjælp fra de højere magter til at få Signe frisk igen. Vi slipper en fugl fri Signe ber en bøn og tænder noget røgelse i templet og så skulle den være klaret. Templet var i øvrigt fyldt op med mange forskellige spændende budhafigurer.
Vi har fundet en for os ny restaurant der ligger tæt på hvor vi bor. Der er en indisk-khmer restaurant drevet af en mand fra Nepal. Det er rart med noget nyt mad, og det smager tilmed godt her. Og da børnene også godt kan lide det, så er alle glade.
Eden holder julefest på 3 River så vi vælger at spise ude. Vi vælger at gå til Okay, som ligger i samme gade og som har prøvet at få os til at flytte mange gange. Denne gang kan vi ikke komme ind. Da vi er på vej ind i restauranten kan vi se, at der er fyldt med politifolk og der står i øvrigt også bevæbnet politi udenfor. Så vi må finde os et andet sted, og kan glæde os over, at vi ikke flyttede fra 3 River.

---

Comments

[Nina og Henriette]

Hej med jer.......tusind tak for linket til jeres rejse blog. Nina og jeg har snakket om, hvor mon vi kunne finde jeres blog...og så var der pludselig et link på en mail!! Nu har vi været inde og læse alle jeres rejsebreve frem til nu.Det er spændende at kunne følge med i jeres oplevelser. Vi har lidt ondt af Signe.Det var synd at hun har været syg på en stor del af turen.Jeg håber, hun nu har fået den rette behandling og er blevet rask. Julen hos os har været meget kold, hvid og meget "juleagtig".Sneen daler også i dag, hvor Nina er startet i skole igen. Vi har haft en dejlig ferie herhjemme med vores lille familie samlet. Nina fortalte begejstret at hun havde hørt fra Julie på Facebook, men nu kan vi jo følge med her på bloggen.Jeg har tilmeldt vores email adresse. Nina savner sin veninde og opbevarer Julies hvide strikhue, som hun glemte den sidste dag i skolen, som noget meget helligt. Hav det godt og pas på jer selv. Vi glæder os til at høre mere..... Kh Nina og Henriette

[Finn Fabricius]

Tak
Kære Niels (og familie) Tak for mange dejlige breve fra jeres store tur. Dejlig læsning. Håber solen vil skinne på jer. Kh Finn

[fam bjoernstrup]

Kære Finn
Tak for din hilsen. Det er altid rart at få post hjemmefra. Hils alle omrkring. Kh Niels