Vilcabamba til Peru

---

Foerste bus kl 6 ...

Efter et par dage i Vilcabamba, hvor jeg fik mig en dejlig massage, satte jeg naesen mod Peru. Kunne sagtens vaere blevet i byen, lige som en del andre tidligere rejsende tilsyneleadende havde valgt at goere, men havde en date med Anna i Copacabana d. 30/4.

Saa afsted med mig kl 6 om morgenen i en bus ad mudrede bjergveje, saa mudrede at vi sad fast paa et tidspunkt, men de lokale kunne et eller andet trick, saa vi kom hurtigt fri.

Saa var fremme i Zumba, den sidste by inden graensebyen, kl 11 for at finde ud af at den naeste chiva foerst gik kl 14:30.. vente vente vente... fik dog spist en lokal frokost og snakket med nogle af de andre gaester der.

Emdelig kom chivaerne saa, og jep det var den samme slags som den jeg havde proevet i Baños: en lastbil med en struktur af trae bygget bag paa, egentlig bare traabaenke med tag over... men fint malede det var de!

Men fandt ud af at det faktisk er ret cool at koere paa bjergveje i saadan en chiva, man kan se meget mere naar der nu ikke er nogen sider!!

... mindre jordskred kl 18 ...

Jeg kom til den min sidste destination i Ecuador, graensebyen La Balsa, sidst paa eftermiddagen, og gik i gang med det evindelige papirarbejde.

Det skoere ved byen var at, udover at den ligger paa begge sider af graensen, kommer til og fra den paa jordveje, men den fine internationale bro over floden, som udgoer graensen, den er tosporet og asfalteret!

Efter at vaere blevet lagt an paa af en ung politibetjent - tror at han trak det hele i langdrag med vilje- fik jeg mast mig ind i en taxi colectivo sammen med fire andre.

Jeg kunen dog ikke komem hele vejen til San Ignacio som jeg havde haabet paa, da en jordskred havde spaerret vejen halvvejs i byen Puerto San Antonio!

Naa, den tid den sorg, foerst var der lige en ca to timer lang straekning paa mere elelr mindre udvasket bjergvej der skulle over(leves)staas. Og for at gore det hel ekstar spaendende samlede chauffoeren ydeligere en mor og hendes soen op paa vejen = 8 mennesker i en lille toyota!

Saa bilen var godt laesset, og det var nok medvirkende til at vi gang paa gang maerkde sten ramme undervognen - en gang saa haardt at vi alle naermest hoppede, og chauffoeren stoppede og kiggede ud af vinduet med en lidt bekymret mine. Han blev dog enig med sig selv om at fortsaette, saa det gjorde vi. Over intermistiske broer og gennem deciderede smaa-floder indtil vi kom til det omtalte jordskred.

Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men i hvert fald ikke en ca 4 meter hoej skraaning af mudder!
Men der var ingen vej tilbage, saa det var bare op pa ryggen med alle pakkenelikkerne! Jeg var ikke videre kry ved at skulle forceres moderjords forhindring med ca 20 kg ekstra, saa naerede ingen forhaabning om at komme over paa den anden side uden at falde...

Og maaske betalte min ydmyghed sig, for jeg kom faktisk over uden at falde! Havde kun mudder op til midt pa mine bukseben...

... sidste transportmiddel fremme kl 21

Vel ovre paa den anden siden fik jeg mast mig ind i en ny taxi colectivo med nogel af de samme folk, og saa afsted paa sidste straekning!

Denne gang var chauffoeren en ung fyr der skruede op for Grupo 5, yndlings bandet i hele syd- og mellemamerika opdagede jeg senere! Anoches, anoches soy me contigo... !

Nu var det blevet moerkt saa jeg kunne ikke laengere se de usandsynligt daarlige veje, indtil vi pludselig stoppede midt i ingenting. Jeg forstod ikek helt hvorofr til at starte med, emn troede at vi igen skulle forcere et elerl andet til fods, sa steg ud da nogle af de andre passagere gjorde det.

Vi var stoppet foran et sving i vejen hvor vejen saa godt som var skyllet bort, der var kun et stort muddermorads, og saa en afgrund... Det viste sig dog at jeg nok skulle vaere blevet i bilen, for da de to mandlige passagere havde krydset, vinkede de bilen frem, og frem koerte den!

Saa de skulle bare tjekke om bilen kunne komme over, og der stod jeg! Nu kun me dlyste fra bilens baglygter til at faa mig over, shit! Saa jeg begyndte at smaaloebe, hvilket jeg maatte stoppe igen, da jeg var ved at skvatte, saa krydsede den sidste del i godt og vel moerke...

Men jeg kom dog over, nu med endnu mere mudder, da jeg flere gange havde traadt ned i ankelt dybe mudderhuller...

Ind i bilen igen, og efter ca en time mere kom vi til San Ignacio. Her indskrev jeg mig paa et Hostel som kappedes med mit foerste hostel i Cuenca om pladsen som det vaerste sted jeg har sovet... saa havde ikke daarlig samvittighed over at der kom mudder over alt paa vaerelset da jeg forsoegte at rense mine sko...

---