Advertisement
Published: December 18th 2009
Edit Blog Post
Onsdag den 16 dec. og torsdag den 17. december
Vi er ankommet her til Franz Joseph 1 døgn tidligere end planlagt, men heldigvis kunne vi både ændre vores reservation af overnatning samt heli-hiket som skal være i morgen formiddag.
Campingpladsen hedder Rainforest Retreat og ligner virkelig en regnskov, opbygget med mange små kroge og masser af træer - samtidig med at der ligger de sødeste træhytter, som Ida frygtelig gerne ville have sovet i - hvorfor forstår vi ikke, vi har jo vores eget hjem med os - men sådan er det vist med forældre, de forstår ikke ret meget!
Da vi har kørt et godt stykke i dag og ikke har fået købt ind, vælger vi i at gå ud og spise. Vi finder den restaurant i byen som hyggeligst ud, og til forskel for mange af de andre steder vi har spist, er der også andre mennesker i restauranten. Alle har jo fortalt os at der er sæson lige nu, men det er nu ikke mange turister vi sådan har mødt på vores vej. Næsten alle steder har der været rigelig med plads, og ikke noget problem at få plads på hverken campingplads, ture eller museumsbesøg.
Men, selvom der
ikke har været andre gæster end os på fx restauranten, ja så har New Zealænderne altid været parat til at betjene os på bedste vis, og madvarerne er altid friske og lækre. Nå det var vist lige et sidespor - dem er der så mange af her down under og lidt til højre !!
Torsdag morgen, jeps og dagen for vores helikopter tur er kommet. Vi glæder os alle 3.
Vi ankommer lige vel tidligt ved mødestedet og går resolut hen til skranken for at lade os indskrive, men næ nej det er alt for tidligt… de skal lige have et hold af sted på glacier-walk inden det bliver de mere mageliges tur - så kom venligst tilbage igen om 10 min.. Da 10 min. jo både er noget og ingenting, vælger vi i stedet at trække os lidt tilbage i lokalet, finder en bænk og sidder og kikker forventningsfuldt på de tv-skærme som er opsat i lokalet. Alle viser de billeder oppe fra gletcheren, og det ser bare fantastisk ud. Nå, men endelig kommer de over til os og udpeger os 3 + 2 australier til at være ” The Pink Ones”. Det betyder, at vi alle får en
rund pink sticker på vores håndryg og dermed bestemt at vi 5 skal i samme helikopter.
Lige inden vi bliver fulgt over til helikopteren får vi en brifing på hvordan man går til og fra en helikopter, så ingen af os ender i enten halerotoren eller rotoren på toppen.
Turen op går relativt hurtigt, og ih hvor kommer man tæt på bjergsiderne, men FLOT det er det. Det larmer dog en del og ørerne propper godt til, så der er nødvendigt lige at lette lidt på høreværnet en gang imellem.
Først flyver vi til Franz Joseph som er den mindste af de to, cirkler lidt rundt og får set hvor flot den er. Det er fuldstændig utroligt at se så meget is, og få en fornemmelse for hvordan det flyder ned af bjerget. Efter det, går det over bakkekammen og over til Fox Glacier, som vi lander på øverst oppe. Lige i det man står ud, føler man fast grund under føderne, men pludselig ryger foden ned i et tykt lag sne, så man går sådan lidt mærkeligt, for nogle gange bærer sneen mens andre gange synker man bare ned.
Undervejs har piloten fortalt os lidt om de 2 glacier
og hvor langt de tidligere har gået til. Faktisk er de blevet foruroligende meget mindre de sidste 70 år, men med den konstante summen af helikoptere over bjergtinderne, er der jo heller ikke noget der holder igen når man sådan tænker global opvarmning.. Piloten fortæller også at de skyer vi kan se, lægger op til regn i morgen , så endnu engang er vi heldige med tidspunktet.
Vel nede igen, vælger vi at køre til foden af Fox Glacier, hvor Bertil og jeg vælger at gå næsten helt ind til slutningen på Fox iskappen. Ida bliver i bilen, hun er stadig meget forkølet, og trænger måske også til lidt tid for sig selv. Det er hård sådan at være sammen 24/7.
Turen ind til iskappen er meget smuk og det føles slet ikke besværligt at gå turen, selvom vejen er spækket med klipper og overgange med iskoldt vand fra bjergene - men nu er vi jo osse i træning fra både Tongariro og Tasman - turene :-)
Da vi nu er foran tid, og vi måske alle trænger til at hvile lidt ud et par dage, vælger vi at køre hele vejen til Queenstown, selvom det viser sig at være
lidt af en sejtrækker. Der er ca. 350 km og noget af det på meget snørklede og stejle bjergveje. Så selvom GPS siger en tid, ja så viser det sig altid at være noget andet. Lidt i ni om aftenen når vi Queenstown og finder vores campingplads. Godt med lidt søvn.
I morgen står den på ACTION for Bertil og Ida.
KH fra Hella
Advertisement
Tot: 0.068s; Tpl: 0.011s; cc: 7; qc: 44; dbt: 0.0372s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb
Grethe Pallisgaard Nielsen
non-member comment
Wauw
Havde intentioner om at skrive en begavet kommentar - meeen - har lige set Robbie Williams koncert i TV, så det kan jeg altså ikke lige samle mig om.....!!!! Grethe