Walking on ice

---

Endnu et adventure-begreb blev tilføjet mit vokabular, mens jeg drønede op ad vestkysten på vej mod at afslutte min rundtur på sydøen - Glacier hiking. Hvorfor ikke?
Nu da hiking har været en af mine primære aktiviteter i NZ, så jeg en mulighed for at udvide mine erfaringer med en vandretur på Franz Josef gletcheren.
Midt i vestkystens fugtige og frodige landskab af tæt regnskov er der nemlig utroligt nok flere store gletchere, som turister proppet ned i det rette udstyr kan få lov til at vandre rundt på, hvis de er ifølgeskab med en guide. Med de store gletcherspalter osv. er det ikke helt ufarligt at begive sig ud på egen hånd.

Så sammen med en multikulturel gruppe af folk fra Sydafrika, Aussie, Irland, Skotland og Malaysia, blev jeg udstyret med regntøj, tykke sokker, hue og vanter, vandrestøvler, der var en soldat værdig samt selvfølgelig de uundværlige ’spikes’ - ispigge til at spænde på støvlerne, så man kan stå fast på isen. Med alt det øvrige tøj, man havde på indvendig, var det utroligt, at man rent faktisk var i stand til at gå:-)

Vandreturen varede fire timer, hvoraf vi gik på gletcheren i to af dem. Det var en sjov oplevelse. Det er sindsygt, så stor sådan en gletcher er. Og meget smukt at gå rundt i de isblå gletcherspalter. Og sammenstillet med alt det udstyr, vi havde på, kunne man ikke helt undgå næsten at føle sig som polarforsker eller Bettina Aller (bare uden krøller og lespen).

Da denne tur blev booket lidt spontant, havde jeg bagefter en smule travlt med at komme videre på landevejen, for White Wonders retmæssige ejere ventede på den i Christchurch. Så det blev til mange timers både bjerg- og mørkekørsel, men som altid, så var landskabet (inden det blev mørkt) så storslået, at jeg bare nød køreturen. Der er lidt Leonardo de Caprio i Titanic ’I’m the king of the world’ eller skal man sige følelse af total frihed over bare at blæse derudad i de kæmpe åbne vidder, mens man skåler med på ’the best of the 80’s’ i radioen.

---