Advertisement
Published: September 20th 2009
Vi har hele tiden vaeret i tvivl om vi ville bestige Mount Kinabalu, som med sine 4095 m. er Borneos hoejeste bjerg. Vi havde laest, at det naermest var umuligt at bestige bjerget medmindre man havde booket plads lang tid i forvejen. Efter lang tids snak frem og tilbage, besluttede vi at vi ville proeve at kontakte dem der haandtere bookingerne (Sutera Sanctuary Lodges), for at hoere om der var plads - og soerme om vi ikke var heldige! De fleste bruger 2 dage paa at bestige bjerget. Den foerste dag bruger man paa at gaa de 6 km til Laban Rata og den foelgende morgen bruger man paa at naa toppen. Det der til tider kan vaere rigtig svaert, er at faa en seng paa Laban Rata, men heldigvis var det ikke noget problem for os. Vi fik booket en overnatning d. 12 september, dvs vi ville naa toppen d, 13 tidlig morgen. Alle disse planer blev lavet paa Steffens foedselsdag og vi var begge meget glade over at det kunne lade sig goere.
Desvaerre blev Steffen rigtig daarlig af de malariepiller han tog lige, efter sin foedselsdag. Han var ved laege tre gange foer de fandt aarsagen og
han var daarlig i naesten en hel uge. Helt op til dagen hvor vi vi skulle afsted mod bjerget, haabede vi paa at han ville faa det bedre, men da det ikke var tilfaeldet, var vi noedt til at kontakte Sutera for at hoere om det kunne lades sig goere at udskyde vores booking nogle dage. Vi var begge ret slukoerede, da vi slet ikke regnede med at det kunne lade sig goere. Nu havde vi lige vaeret heldige at faa plads, den ene dag - skulle vi saa vaere saa heldige at vi igen kunne faa plads en anden dag? Til vores store held var det ikke noget problem - og ifoelge damen ved Sutera, ar de slet ikke saa booket som vi ellers havde faaet at vide. OUR LUCK! Den nye plan blev saa at vi skulle forlade Kota Kinabalu d. 15. september - have en overnatning i Kinabalu NP, foer vi naeste dags morgen skulle begynde at bestige bjerget. Det gav lige Steffen nogle dage ekstra til at komme ovenpaa igen.
D. 15 september kom og vi var begge ret spaendte. Kinabalu National park ligger 2 timers koersel fra Kota Kinabalu, saa for at komme derud
skulle vi med bus. Langdistancebus stationen ligger 10 km. uden for byen og Tanya havde laest sig frem til at der koerte shuttlebusser frem og tilbage - saa ingen problemer der. MEN da vi kom til shuttlebusstationen, fik vi at vide at der kun koerte taxaer derud, og saa maatte vi jo betalte hvad det kostede (20 ringgit = 30 kr). Vi saa andre rejsende der fik samme besked, saa vi taenkte at det maatte vaere rigtig nok. Da vi kom ud til langdictancebus stationen blev vi i bogstavligste forstand overfaldet af maend som spurgte hvor vi skulle hen. De naermest hang ind af vinduet allerede inden vores taxa var stoppet. Hvis der er noget der kan faa os op i det roede felt, er det altsaa naar folk naermest staar og hiver i os for at faa os til at foelge med - det har lige modsatte effekt!!!
Mere daarligt nyt - alle busser der koerte forbi Mt Kinabalu var fuldt booket, og vi fandt ud af at vi kunne have taget en minibus fra shuttlebusstationen hvor vi lige kom fra. Altsaa maatte vi tage en taxa TILBAGE igen - dvs. igen 20 ringgit!!! ARGH! Hvor irriterende! Men
Laban Rata
Bagved ses toppen hvor vi skal klatre op i nattens moerkevi kommer tilbage til minibusstationen og finder den rigtige minibus. Minibusserne koere ikke efter nogen tidsplan - de koerer naar de er fyldte. Med vores held den dag, kommer vi lige da bussen er fyldt, ergo maa vi sidde i middagsheden og vente paa at der kommer nok passagere til at fylde en ny bus, hvilket vil sige ca. 10 passagere mere. Vi sidder og venter i en time, hvilket egentlig ikke er saa slemt, foer vi er nok. Prisen for os begge er 30 ringgit, saa vi (isaer Tanya) skumler godt over vores lille taxaeventyr tidligere, som kunne have sparret os for 40 ringgit.
Busturen forloeber uden problemer og kl. ca 14.00 ankommer vi til Kinabalu NP. Her bliver vi indlogeret paa et 4 mands dorm. Der er paent og rent og opholdsstuen har en lille kamin man kan taende op i om aftenen. Vi har forladt kysten og det kan tydelig maerkes. Luftfugtigheden er faldet maerkbart og luften foeles mere ren og klar. Kinabalu NP’s hovedkvarter ligger i 1588 meters hoejde, saa solen foeles lige pludselig dejlig til en forveksling.
Vi bruger eftermiddagen paa at gaa en lille tur og snakke med en venlig aeldre (65
aar) canadisk mand, som ogsaa er her for at prove kraefter med bjerget.
Vi kan godt maerke at vi er kommet op i hoejderne - vi synes begge det hurtigt blev ret koldt. Men efter et kig paa termometeret, maa vi erkende at det nok bare er os der er blevet en smule forvente til varmen - hverfald stod termometeret paa 19 grader (om aftenen), og det er jo ikke saa koldt endda.
Efter en god omgang aftensmad (buffet-style paa den gode maade) hoppede vi i seng.
Efter morgenmaden (igen buffet-style), var det tid til at strabasserne kunne begynde. Fra Timpohon Gate, hvor ruten officielt starter, til toppen er der ialt 8,72 km. Undervejs til toppen er der smaa shelters, hvor man kan faa et velfortjent hvil og fylde sin vandflaske. Vi tager en minibus op til gaten sammen med vores guide, James, som laver en kort briefing omkring ruten. Han lader os gaa i forvejen og siger han vil indhente os senere.
Til at starte med gaar det faktisk nedad, men meget hurtigt derefter finder vi ud af hvad det rent faktisk er, vi har vovet os ud paa. Det gaar opad, meget endda. Og
det bliver det ved med. Det er ikke bare en sti, men trin der hele tiden skal tages, hvilket goer at vi meget hurtig bliver forpustede. Da vi forlod Timpohon Gate, skinnede solen fra en skyfri himmel, men jo laengere op af dagen vi kommer, jo mere traekker skyerne sammen om os. Det var en ret fantastisk fornemmelse at gaa i disen - alt var svoebt ind i taage, og lignede noget fra en film.
Til Laban Rata, hvor vi skal tilbringe natten, er der 6 km fra Timpohon Gate. Vi bruger i alt 4 timer paa at naa dertil, og vi er begge ret smadret. Det sidste stykke er ret stejlt med stejle trin, som sammen med den efterhaanden tynde luft, goer at vi hiver noget efter vejret da vi naar vores bestemmelsessted for dag 1.
Vi begynder efterhaanden ogsaa at maerke, at vi er ved at vaere ret hoejt oppe. Kulden begynder at traenge ind i vores svedige toej og vi glaeder os begge til at hoppe under bruseren og faa et dejligt varmt bad og noget varmt toej paa. Men saadan skulle det ikke vaere. Pga problemer med stroemmen, var der ingen varmt vand eller
varme. Tanya hoppede alligevel KORT under bruseren - vandet var iskoldt!!
Undervejs paa vores tur op til Laban Rata, kom vi om ved flere baerer, som bringer friske forsyninger til resturanten. Vi er begge ret imponeret over hvad de kan slaebe paa ryggen. Vi saa baerere med alt fra aeg, toiletruller,ris, affald og gasflasker. Det vildeste var dog en lille dreng, der ikke har vaeret aeldre end 12 aar, som ogsaa kom slaebende med en last som saa ret tung ud. Behoever vi at naevne hvordan deres benmuskler saa ud? Aldrig har vi set noget lignende... Nogle af baererne tager turen paa de 6 km op til Laban Rata 2 gange om dagen!!! Vi blev begge enige om at saette ekstra meget pris paa de maaltider vi skulle spise mens vi var paa bjerget.
Vi havde hele eftermiddagen til fri afbenyttelse, saa vi fik spillet en masse UNO. Vi var begge ret traette, men ville ikke gaa hen for at sove, da vi vidste at vi saa ville faa problemer med at sove om aftenen. Det var ret sjovt at sidde i resturanten og se folks ansigter naar de traedte ind. Der var saadan et lettelsesudtryk aftegnet i
ansigterne ”vi klarede det, nu kan vi slappe af”. Folk kom dryssende hele eftermiddagen og helt indtil solen gik ned faktisk. Den aeldre canadiske mand vi havde snakket med ved bunden af bjerget, havde vi overhalet tidligt paa dagen og vi havde snakket om, om han mon klarede det. Men det gjorde han, hvilket vi synes var ret flot gaaet (til info, saa kan vi fortaelle at den aeldste der nogen siden har besteget Mt. Kinabalu var 80 aar gammel og den yngste omkring 3 aar).
Da vi ankom til Laban Rata var det helt taaget og vi opdagede faktisk ikke vi var kommet til vores maal, inden vi naesten stod lige foran. I loebet af eftermiddagen kom der smaa huller i skyerne, som afsloerede en massiv klippevaeg - hvor var det overraskende at se, man havde slet ingen forventning om hvad der gemte sig i taagen. Det var ret imponerende at se hvordan skyerne rullede ned over bjerget det ene oejeblik og skjulte baade bjergside og hostel. Det naeste oejeblik var der klart og man kunne se hvilke forhindringer der ventede os.
Efter aftensmaden var det klaret en del op og vi var vidne til en ret
fantastik solnedgang. Det var vildt at vi ikke behoevede at kigge op paa skyerne, men at vi bare kunne kigge ligeud og nedad. Efter en masse billeder, var det tid til at hoppe under dynen. Kl. var kun 19.00, men med dagens anstrengelser der kunne maerkes i benene og med tanke om at vi skulle op kl. 02.00, maatte vil hellere gaa i seng. Da der jo ingen varme var paa vaerelserne, sov vi med masser af toej paa (eller rettere sagt, Tanya gjorde. Steffen sov bare i t-shirt, short og fodboldsokker).
Kl. 02.00 ringede vores vaekkeur og vi stod op. Hurtigt i toejet for det var hundekoldt. Lige et par panodiler til Tanya, pga hoejden. Nede til morgenmad, var der en helt speciel stemning - alle virkede forventningsfulde og glaede sig til at komme afsted.
Kl. ca 02.45 begav vi os afsted i fuldt udstyr - ca 2,7 km skulle tilbagelaegges inden vi kunne nyde solopgangen paa toppen. Natten var skyfri og stjernerne saa ud som om de var saa taette paa, at man kunne raekke ud og tage fat i dem. Allerede fra start gik det stejt opad, og selvom vi havde haft et godt langt
hvil, kunne man hurtigt maerke det i benene. Det foerste stykke gik meget langsomt, da vi var rigtige mange der skulle afsted paa en gang. Det blev heldigvis bedre da vi kom ud paa mere aabne stykker, hvor man kunne overhale hvis man havde lyst.
Nu kunne man rigtig maerke at luften var blevet tyndere og det blev svaere og svaere at traekke vejret. Nogle gange naermest gispede man efter luft. Nogle steder var det meget stejlt og der var reb til at hive sig op i. Imens kunne man langt, langt under os, se byer lyse op i moerket - ingen tvivl om at vi var langt oppe. (Tanya var senere ret glad for at hun havde gjort turen foerst i moerke, ellers var hun ikke sikker paa at hun havde turet).
Det sidste stykke var virkelig haardt og satte virkelig ens styrke paa en proeve. Det eneste man kunne holde til, at var at tage et par smaa skridt og saa holde en pause for at faa vejret. De sidste 50 m. var virkelig en kamp, specielt for Tanya, men ca. 3 timer efter vi havde forladt Laban Rata, stod vi paa toppen af Mt. Kinabalu
- paa Lows Peak (navngivet efter ham der var der foerst), perfekt timet til solopgangen.
Det var absolut noget af det mest fantastiske vi har oplevet, at sidde paa toppen og se solen staa op i horisonten, man foeler sig uovervindelig og helt fantastisk fri. En ubeskrivelig foelse, som vi aldrig vil glemme. Efter en billiard billeder, vendte vi vores forfrosne snuder nedad igen. Da solen nu var staaet op, kunne vi rigtig se hvor fantastisk udsigten var. Under os bredte landskabet sig, kun afbrudt af faa skyer. Vores guide fortalte at vi havde vaeret meget heldige med vejret, da det lige saa ofte er skyet til, naar man naar toppen.
Solen afsloerede ogsaa hvad det egentlig var, vi havde gaaet paa, der i moerket. Store flade stykker af granit, der nogle steder var meget stejle. Det var noget frygtindgydende at taenkte paa, at man i buldermoerke havde famlet sig frem uden at ane hvad man egentlig lavede.
Hvis vi troede opstigningen var haard, var det intet i forhold til nedstigningen. Du skal hele tiden holde igen, fordi det er saa stejlt og det overbelaster dine i forvejen traette ben og knae. Det tog knap to timer
at naa ned til Laban Rata, hvor endnu et maaltid mad ventede os. Herefter pakkede vi hurtigt vores tasker, inden vi begav os ud paa de sidste 6 km ned til foden af bjerget. Det var virkelig noget af et helvede. Stenene var glatte pga regn, saa man skulle passe meget paa. Oven i det, var vores ben og knae efterhaanden saa maerkede af gaarsdagens og morgenens strabasser, at vi bare gerne ville have det overstaaet. Hele vejen paa ruten er der smaa skilte der indikere hvor langt man er paa ruten. Det ville bare ingen ende tage. Den sidste km var virkelig streng og og vi kaempede begge til sidst, men 3 timer efter vi forlod Laban Rata, var vi ved foden af bjerget - Vi kom, vi saa, vi sejrede!!!
*Spol tre timer frem* - Tilbage paa vores hostel i Kota Kinabalu - noget oemme ben...
*Spol en dag frem* - Kan naeste ikke gaa og har derfor lavet meget lidt i dag, trapperne paa vores hostel er et mareridt (note til os selv - skal vi nogensinde bestige et bjerg igen, skal vi bo i stueetagen). Kun lige bevaeget os ud for at faa noget at
spise. Vi har fundet ud af der er mange kantsten i byen..av av av....
*Hop en dag mere frem* - stadg meget oemme ben, hvornaar holder mon smerten op?
(Ja, og hvad skete der egentligt med vores canadiske ven? Ja, desvaerre klarede han det ikke til toppen. Han klarede 500 m, men maatte saa opgive. Men vi synes nu stadig han var en sej gut)
Advertisement
Tot: 4.368s; Tpl: 0.265s; cc: 7; qc: 45; dbt: 0.5065s; 3; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.2mb
Thomas
non-member comment
Hold da kæft!
Hvor er I bare seje! Har I ikke snart fået nok, så I kan komme hjem igen? :)