Advertisement
Published: April 30th 2009
Edit Blog Post
Efter at have nydt livet nogle dage og snorklet på Perhentian Islands, tog vi videre sydpå med bus til en lille by, Cherating. Her var umiddelbart ikke så meget at lave, men vi kom dog på en tur ud af byen, hvor vi så en grotte, som husede forskellige asiatiske, religiøse templer og bl.a. en kæmpe sovende Buddha-figur. Efter en kort dukkert i et vandfald tog vi på bådtur på en flod, hvor vi så ildfluer. De fløj rundt i træerne og lignede stjerner på en nattehimmel - virkelig flot, men mærkeligt fænomen!
Fra Cherating tog vi endnu engang til Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, hvor vi besøgte et stort område med badeland, forlystelsespark, shoppingcenter mm. I dette helt nybyggede kompleks fornemmede vi virkelig Malaysias stigende velstand.
Dagen efter (d. 20/4) fløj vi til Kuching på den sydlige del af Borneo i provinsen Sarawak. Blot to timer efter landing, var vi allerede på vej til et orangutangreservat, hvor vi opdagede den skræmmende lighed mellem os mennesker og aberne! Dagen efter besøgte vi Nationalparken Bako, hvor vi trekkede i junglen og så vilde probiscus-aber (med en stor og meget sjov næse!). Turen til parken inkluderede bl.a. en sejltur på floden, hvor vi
oplevede de lokale fiskeres liv.
Efter et par dage i Kuching, tog vi en 5 timer lang bådtur ad brune floder til byen Sibu, hvor vi havde et par timer, inden vi samme aften tog en natbus til Miri. Efter en hviledag, hvor vi nød en tur i den lokale udendørs svømmehal, fløj vi med et lille fly over junglen ind i Gunung Mulu Nationalpark. Da vi ikke havde fået booket et hostel i god nok tid, endte vi på Royal Mulu Resort, hvor vi blev opvartet dagen lang og fik serveret drinks ved poolen! Som på alle andre tidspunkter af vores tur, udnyttede vi tiden optimalt og nåede på to dage at se fire meget forskellige grotter. Den ene, Dear Cave, bestod af en 2,2 km lang passage med 150 m til ”loftet” - virkelig enorm og fantastisk grotte. For enden af grotten var en indgang til ”Edens Have”, som kun kunne besøges herfra. Hver eftermiddag mellem kl. 17 og 19 valgte 3 mio. flagermus samtidig at forlade grotten for at finde mad i junglen, hvilket betød en lang sort stribe over himlen i stil med ”Sort Sol”.
Oppe under trækronerne var vi på verdens længste skywalk
(450 m lang), som bestod af nogle hængebroer højt oppe midt inde i junglen. Om aftenen tog vi på en guidet nattetur i junglen, hvor vi så kæmpe insekter i massevis bl.a. en tarantel (fugleedderkop). Efter turen slap vi ikke helt af med insekterne, da en kæmpe flue (ca. 10 cm lang) valgte at flyve ind i vores royal room. Dette betød en lang og heftig jagt, indtil vi til sidst fik fanget dyret i en skål og sendt den udenfor. Episoden havde tilsyneladende været så voldsom, at underboen havde overvejet at se til os, pga. af vores vilde trampen og skrig! 😊
Med samme fly fløj vi tilbage til Miri og blev i privatbil sammen med en svensker og en tysker kørt til oliestaten Bruneis hovedstad. Her oplevede vi enorme guldbelagte moskeer, så et 6-stjernet hotel og nød aftensmad på det lokale madmarked.
Tidligt næste morgen tog vi en færge fra Brunei via øen Pulau Labuan til Kota Kinabalu, provinsen Sabahs hovedstad. Her mødte helt tilfældigt et dansk par, som vi snakkede med i Singapore, samt en svensk pige vi boede på hostel med i Melaka - verden er lille!
Ud for byens kyst lå fem lækre øer
og vi brugte en eftermiddag på øen Mamutik, hvor vi slappede af på stranden og snorklede lidt.
Dagen efter tog vi på tur med en lokal guide, der viste os en bifarm, hvor vi smagte helt frisk honning. Herefter kørte han os til ”Tip of Borneo”, det nordligste punkt på Borneo, hvor vi nød udsigten og en dukkert i det koralblå hav. Turen gik derefter til en lille landsby med longhouses, som er Rungusstammenes traditionelle lange hus af bambus, hvor vi skulle tilbringe aftenen og natten. Efter at have nydt en middag bestående udelukkende af råvarer fra junglen, heriblandt bambusskud, papayafrugt og en kylling fra baghaven, opførte de lokale beboere et show for os, hvor de viste traditionelle danse, musikinstrumenter og lege i deres flotte dragter. Om natten sov vi i bambushuset under et myggenet, hængt op under loftet, og vågnede næste morgen op med udsigt ud over regnskoven, da hanen galede. De lokale stammefolk solgte smuk håndlavet brugskunst i form af smykker, kurve, tasker mm, som vi snart er ved at have købt os fattige i. På turen hjem besøgte vi en lille landsby, som levede af at lave gonggonger til brug ved festlige lejligheder. Super spændende at
få et indblik i en anderledes og gammel kultur.
Det er nu d. 30. april og vores sidste aktivitet er endnu en jungletur til Kinabalu Nationalpark, hvorefter turen går turen over Singapore og hjem til lille Danmark.
For de interesserede ankommer vi til Kastrup Lufthavn d. 4/5 kl. 13.05.
Vi glæder os til at se jer alle sammen igen.
Stort knus fra Naja og Laura
Advertisement
Tot: 0.079s; Tpl: 0.012s; cc: 6; qc: 45; dbt: 0.0546s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb