In the city of munks

---

---

Vi har nu tilbragt nogle dage i Luang Prabang, den, måske, diametrale modsætning af Vang Vieng.

Turen til Luang Brabang tog ca. 7 timer som endnu engang blev tilbagelagt i en mini van. Turen var dog lidt mere behagelig da det laotiske vejvæsen har taget deres opgave lidt mere seriøst øst for Vang Vieng. Der var således denne gang mulighed for at nyde den fantastiske udsigt turen gennem bjergene gav mulighed for.

Da vi ankom om eftermiddagen gik den første aften med at se byen og opleve natmarkedet som hver aften udfolder på en af gaderne. Hundredevis af lokale sætter telte op langs en af de centrale gader og sælger forskellige ting, alt fra knive til kjoler. Dette fænomen udspiller sig hver eneste aften, dag ud og dag ind.

Dagen efter besluttede vi at besøge et af byens templer, dette dog med den specielle egenskab at det ligger på et lille bjerg(bakke..) midt i byen.

At finde op til templet skulle dog vise sig at være en udfordring. Skilte synes ikke at være specielt udbredte, hvorfor vi gik rundt om bakken til vi fandt noget der lignede en indgang. Det viste sig dog kun at være delvist sandt, da den gik igennem et område med private boliger (det mindede mest om det brasilianske "favelaer", hvis det giver nogen mening) og tydeligvis ikke var den rigtige indgang. Man kunne dog alligevel komme den vej op og vi forsatte op af. Efter en masse trapper nåede vi endelig toppen som bød på en fantastisk udsigt. På vejen op talte vi om, om man mon kunne få en kold cola, nå man nåede toppen. Buddha må have hørt vores bøn, for det kunne man! Man kunne også købe et lille bur med fugle, som man så kunne slippe fri - hvis man nu havde lyst til det.

Byen er en gammel kongeby, og der ligger templer OVER DET HELE. Det betyder også, at der er mange munke i byen. Disse munke må ikke eje noget, og de må heller ikke tigge om mad. Derfor er der en tradition i byen om at give munkene mad hver morgen (de må selvfølgelig også kun spise et måltid om dagen..). Man får lov til at købe kurve med sticky-rice (kommer vi til at skrive mere om senere) og små bakker med diverse frugter og kiks. Så sætter man sig på en lang række (omkring 100 meter, hvis ikke mere - og ja, der er RIGTIG mange mennesker!) på nogle tæpper. Det er både lokale og turister der deltager. Så skal det også lige indskydes, at dette cirkus starter kl. 05.30, og så venter man ellers bare på munkene. Endelig kom de. Gående på en laaaaang række - der var nok et godt stykke over 100. De bærer alle en form for metalkrukke, hvor man så kan lægge en banan eller en lille klump ris. De må jo ikke selv bede om det. Vi sad næsten sidst i rækken, og her havde mange af munkene allerede fået fyldt deres krukker godt op (ret store krukker, på størrelse med en god stor gryde). Dog skulle man nok komme af med alt maden alligevel, for når munkene havde fået fyldt godt op hos dem selv, begyndte de at give maden videre til små børn, som sad eller gik rundt med kurve. De fik også fyldt godt op i sidste ende. Så når munkene havde mad nok gik maden til fattige (må man gå ud fra) gadebørn. Det var i hvert fald en interessant oplevelse. Se billeder.

Det skal også lige indskydes, at der er RIGTIG mange kinesere! Over det hele. De tager på ferie pga. det kinesiske nytår, og det foregår gerne i deres egne, store biler. De larmer (både bilerne og kineserne) ganske meget..

Vi købte igennem selskabet Green Discovery en to dages kajaktur op af Nam Ming floden. Vi blev hentet 8:30 og med vores guide, Chit, kørt ud til det sted hvor de opbevarede kajakkerne. Herfra kørte vi i en lille åben lastbil med kajakkerne ovenpå op til det sted vi skulle sejle fra.

Kajakkerne var åbne "sit-on-top" kajkker. Derudover var de rimelig brede hvilket betød de var ret stabile. Vi sejlede derefter stille og roligt ned af floden. Chit, vores guide, fortalte om de ting og små landsbyer vi sejlede forbi. Han læser engelsk på et universitet i Laos, hvorfor han var ret forståelig sammenlignet med den gennemsnitlige befolkning i Laos. I følge ham selv var det bedre for ham at snakke med turister for at lære engelsk, end at sidde og studere. Desuden tjente han jo også lidt penge på at være guide.
Da januar er tørsæson i Laos var der ikke specielt meget vand i floden og heller ikke specielt mange steder med stærkt strøm og egentlig potentiale for white water kayaking. Der var dog enkelte steder, men iflg. vores guide ikke noget mod hvad der plejer at være. Chit havde frokost med hvilket bød på traditionel laotisk mad. En meget spændende oplevelse, om end ret speciel. I Laos er hovedbestanddelen af dagens tre måltider "sticky rice", hvilket egentlig bare er dampet ris. Det at det er dampet betyder dog risene klistrer sammen, hvorfra navnet sticky rice kommer. Til vores frokost var derudover en form for meget fint hakket oksekød i en stærk tomatsovs, stegt svinekød med grønsager, æg stegt på panden hvilket mindede om omelet samt dybstegte auberginestykker med tomatsovs. Det blev alt sammen serveret på bananblade på et improviseret bord (se billede). Måden man spiste på var ved at "brække" et stykke ris af sin klump (vi fik hver en klump sticky rice pakket ind i bananblade) og derefter, med fingrene, skovle lidt med op på sin klump af ris og derefter blot spise det. En ret mærkelig måde at spise på, men ikke desto mindre smagte det virkelig godt. Efter ca. 5 timers roning ankom vi til den lille landsby vi skulle overnatte i, hvis navn vi aldrig fik fat på. Landsbyen lå helt nede ved floden, måske 100 meter fra flodbreden. Landsbyen mindede os om en middelalderlandsby, med et par få undtagelser. Der var en begrænset mængde strøm, nok til at få et par pærer til at lyse, der var noget der mindede om et toilet (Et hul i jorden, men dog med en form for kloaksystem) og der var tilsyneladende også et sted i landsbyen de havde et lydsystem, det formåede i hvert fald at spille hele landsbyen op. Netop den aften vi ankom var der fest i landsbyen da byggeriet af en vej lige var blevet afsluttet. Det betød alle arbejderne sad og drak Lau Lao (den lokale whisky) og hørte den samme sang på repeat, samtidig med de sang med. Vi blev straks inviteret til at deltage i festlighederne, hvilket vi dog pænt takkede nej til. Det hus vi boede i var et som Green Discovery havde lejet af nogle lokale. Vi spillede fodbold med nogle af de lokale børn, som efter noget tids stirren forsigtigt inviterede os med. Da deres huse er lavet af tørrede, flettede blade, var det ikke så smart at spille fodbold i selve byen. Derfor gik vi hen til deres skole, hvor der var en nogenlunde fodboldbane. Alle små landsbyer har en primary school, var de fleste børn faktisk har mulighed for at gå i skole.

Chit stod for aftensmaden hvilket blev forberedt i deres køkken. Køkken er dog et meget pænt ord at bruge om det rum han lavede maden i, da det egentlig blot var et bål, en gryde over bålet og et lille bord, alt sammen bygget oven på den bare jord. Aftensmaden bød selvfølgelig på sticky rice, denne gang med svinekød, dampede grønsager samt en chiliblanding. Denne gang havde vi tallerkener med en ske, denne var dog kun til at øse op på ens egen tallerken med, og derfra spise med fingrene. Igen var måltidet ganske udmærket og smagte glimrende. Grundet manglen på strøm, og dermed lys, var gadelamper ikke noget man rigtig gjorde brug af. Det betød, at da solen var gået ned kl. 18:30, var der mørkt. Meget mørkt. Vi gik en runde i landsbyen, men efter at have konstateret der ikke rigtig skete noget gik vi i seng, kl. 19:00. Seng er dog igen et meget pænt ord at bruge om de to topmadrasser der tilsyneladende skulle udgøre det for en seng, jeg (Casper) sov dog udmærket. Der var desuden et stort myggenet udenom madrasserne så vi var beskyttet mod myg (se billede).

Anden dagen bød på mere roning på Nam Minh floden. Vi startede med morgenmad Chit havde forberedt, omelet med sticky rice. Ca. kl. 9 var vi på floden og på vej mod vores første stop, et vandfald og dets tilhørende forlystelser. Vandfaldet lå ca. 3,5 time fra landsbyen, en pæn tur. Vandfaldet var en mindre turistattraktion med forskellige ting, bl.a. elefantture og en svænebane. Selve svævebanen var en række stålwirere mellem træer som bragte en fra start til slut af vandfaldet. Man hænger i en sele og svæver så fra træ til træ. Længden mellem træerne varierer fra 30-400 meter. Selve vandfaldet (som ikke var specielt stort, men ganske flot) var der dog ikke meget gang i da det jo som sagt er tørsæson (se billede). Der var også mulighed for at ride på elefanter og tage en dukkert med dem, de så at sige gik ned i en sø med en på ryggen. Ingen af delene kastede vi os dog ud i, primært fordi vi ikke havde særlig mange kontanter. Efter vandfaldet sejlede vi videre ned af floden i et par timer til vi nåede vores endelig mål. Herfra blev vi hentet og kørt tilbage til Luang Prabang.

Vi skulle videre sydpå til byen Pakse, hvor vi havde tænkt os at besøge "Tree Top Hotel" - mere herom senere!! Vi gad ikke rigtig tage den samme vej tilbage med minivan, så vi besluttede at flyve tilbage til Vientiane. Lufthavnen kan nok sammenlignes med den i Rønne, hvis ikke den er mindre. 40 minutter i fly passede os ganske udmærket, og så kom vi frem til Vientiane. Her skulle vi til den nordlige busstation, men desværre var der mere eller mindre monopol på taxaservicen fra lufthavnen. Alle chauffører refererede til den samme disk, hvor man så kunne købe en billet.. Alligevel nåede vi frem til busstationen i god tid. Vores bus gik kl. 20.30, som der stod på billetten - troede vi. Kl. ca. 20.05 gik vi ud for at finde bussen (som vi havde set tidligere!), men den var væk. Vi snakkede så med billetkontoret, hvor de sagde, at den bus var kørt for fem minutter siden (hvad??!). Hvad gør man så? Man hopper åbenbart på en tuk-tuk, for nu skulle det gå stærkt. På det tidspunkt vidste vi ikke hvad planen var, men chaufføren kørte i hvert fald hurtigt. Det viste sig så, at vi skulle indhente bussen ved den sydlige busstation. Det lykkedes heldigvis.. Bussen, en VIP ULTIMATE NIGHT BUS et eller andet, viste sig at være et glimrende transportmiddel. En ombygget dobbeltdækker, med senge i stedet for sæder. Sikkert helt vildt ulovligt i Europa, men meget komfortabelt til en 10-timers bustur. Næste morgen nåede vi frem til Pakse. Veludhvilede. Her prøvede tuktukchauffører at sælge ture, på trods af, at man kunne gå til centrum på under fem minutter..

---

Photos

Tempel
På et lille bjerg

Venter
På munke

Munke
Der kom flere og flere!

Folk (pirmært kinsere!!)
Venter på munke

Gadebørn
Gadebørn får en bid af kagen

Frokost
om nom nom

Frokost
Man spiser med fingrene, hvad ellers?

Peter
en velfortjent pause fra roningen

I landsbyen
og et mindre byggeprojekt i baggrunden

Fodbold
med børn

Morgenmad?
Smagte ganske udmærket

Casper
Skulle lige dyppe sig i vandet

Et lille fly
Virkede fint

Et monster
Voldsom bus