Rejsen fortsætter i Laos

---

Tirsdag den 5.1.2010

Toget ankommer ikke planmæssigt til Ubon Ratchathani. Forsinkelse fra Bangkok bliver vi ved med at have med i bagagen, så vi ankommer først kl. 9.30 til Ubon Ratchathani. Togturen og mangel på eget toilet har haft en positiv indflydelse på vores maver.

Fra Ubon Ratchathani er der en times kørsel til grænsen. Vi hyrer en taxa, der senere viser sig at være en sawngthaew og derfor bør være billigere. Chaufføren forklarer, at der ikke findes rigtige taxaer i byen. Det er sikkert løgn, men vi orker ikke at lede efter en anden, så vi vælger hans sawngthaew.

Halvanden times tid efter er vi ved grænsen til Laos. Grænsekontrollen er lidt underlig her. På Thailand siden tjekker vi ud som normalt. På Laos siden er der ikke rigtig nogen kontrol, og vi kan bare gå videre hvis vi har lyst. Det har vi ikke, for så får vi nok problemer når vi skal ud igen. Et par formularer senere er vi igennem kontrollen, desværre lige sent nok til at få plads i bussen til Pakse som er byen vi skal til. Så det bliver til endnu en taxa, denne gang en minibus af slagsen med aircondition.

Vi vælger Pakse Hotel som udgangspunkt for vores jagt på et nyt sted at bo. Dog ikke uden de sædvanlige forsøg fra chaufføren for at få os over på et andet hotel, hvor han formentlig får kommission for at sætte os af. Det første han prøver er et helt nyt luksushotel i byen. Champasak Palace Hotel er byens absolut dyreste hotel, der i 60’erne blev bygget som palads til den sidste prins af Champasak og altså nu er ombygget til hotel. Til både chaufførens og børnenes skuffelse bad vi chaufføren om at køre videre til Pakse Hotel. Efter endnu et hotel forsøg fra chaufførens side lykkedes det endelig at komme til Pakse Hotel.

På Pakse Hotel fik vi noget godt mad. Vi skiftes til at gå ud i byen og lede efter et sted af bo. Vi var heldige at finde et sted med et familieværelse - hvilket vil sige to store sammenhængende værelser og en god central placering til en rimelig pris.

Hotelejeren taler fint engelsk og vi var igen heldige. I morgen har han en tur rundt i området, hvor man besøger alle seværdighederne og der er lige plads til os. Vi var faktisk så heldige, at vi er de eneste der skal på den tur… Så om det var os der var heldige eller det var ham der var heldig at få minibussen af sted i morgen, må tiden vise. I hvert fald er det en tur der lige passer børnene. Rundt og se fire forskellige vandfald, kaffemarker, landsbyer m.m. og alt sammen noget man kan nå på en dag.

Resten af dagen går vi lidt rundt i byen. Her er varmt. Folk er flinke, smilende og lader os for det meste i fred. Hjalte er den der er mest udsat. Han bliver krammet, hevet lidt i armen osv. Og forsøger at slippe væk hver gang. Husene er i rimelig pæn stand her. Her ligger lidt affald i gaderne, men ikke nær så meget som i Cambodja.

Laos har kommunistisk styre, og det kommunistiske parti er det eneste parti der er tilladt. Man kan godt stille op til parlamentet uden at være medlem af det kommunistiske parti. Økonomisk baserer de sig på markedsøkonomi og den private ejendomsret er ukrænkelig. Tiltag som styret har valgt for at få gang i økonomien og tiltrække udenlandsk kapital.
Retssikkerheden skulle stadigvæk være noget begrænset, men dog i bedring, ligesom at antallet af samvittighedsfanger ifølge Amnesti er mindre end en håndfuld.

Det kommunistiske parti ser man ikke meget til i gadebilledet. Der er et par enkelte flag med hammer og segl og det er det.
Trafikken er meget mere afslappet end i Cambodja og Thailand. De kører i den rigtige side (for det meste) og mere hensynsfuldt end vi længe har set. Antallet af biler og især motorcykler er også meget mindre end de andre steder vi har været.

Størstedelen af befolkningen er buddhister, og der er også en del flotte templer i byen. Vi gemmer dog tempelbesøgene til en anden gang, da vi alle er noget trætte.

I Laos er der tre gyldige valutaer; den lokale valuta kip, thai Baht og naturligvis de grønne dollars. Dollars bruges til større betalinger som f.eks hotel, flybilletter m.m. mens baht og kip er til mindre køb. Kursen på kip er ca. 6 kr. for 10.000 kip, så vi får hurtigt brugt nogle millioner…

Vi finder hurtigt ud af, at tre valutaer er for mange at holde styr på, så vi vælger at afskaffe bahten og indkassere knapt tre millioner kip hos banken for vores medbragte baht.
I banken er man i øvrigt ikke bange for at vise sine penge frem. To store pengeskabe står åbne og er proppet med penge. Dollars, kip og baht er pænt stablet op ved siden af hinanden og der er rigtig rigtig mange penge. Da bankmanden skal finde nogle penge til os i skabet vælter det bogstaveligt ud med kæmpe bundter med penge. Det ser ikke ud til at være hans job at same penge op, for han lader dem bare ligge. Jo det er noget andet end vores ubrugelige pengeløse bank på Peter Bangs Vej.

Onsdag den 6.1.2010

Vores chauffør stod klar da vi var ude af døren ved halv 9-tiden. En flink mand, der ikke taler så god engelsk, men det lykkedes ham som regel at gøre sig forståelig. En gang blev han dog nødt til at stoppe bilen og finde vores pose med bananer frem, da han skulle forklare noget om bananer (som vi i øvrigt siden har glemt hvad var).

Turen skulle vare til ved 4- 5-tiden om eftermiddagen, så der var en lang dag foran os. Første stop var hos chaufførens mor. Hvad han skulle der ved vi ikke, men da næste stop var benzintanken, så var han nok hjemme og hente penge til benzin. Efter endnu et stop var vi endelig på vej ud af byen.

Området vi skulle køre i er kendt under navnet Bolaven Plateau. Plateauet har et mildere klima og er ideelt til dyrkning af kaffe og te. Derudover var plateauet et af de mest bombet områder under Vietnamkrigen (og det siger ikke så lidt), så befolkningen lider stadig af at der er mange ikke eksploderet bomber i området. Laos var faktisk det mest bombet land/område under Vietnam krigen. USA smed mere end to millioner tons bomber og miner over Laos under krigen, eller mere end de allierede brugte mod Tyskland under hele anden verdenskrig. For hele landet gælder, at de kun kan bruge 20% af landbrugsjorden grundet ikke eksploderet miner og bomber.

Vores 1. besøg var hos en kombineret kaffe og te bonde. Kaffe fra området skal være blandt verdens bedste, hvilket vi desværre ikke har så meget forstand på, men teen er ligeledes rigtig god. Flot ser det i hvertfald ud med en plantage med kaffe og tebuske. Området er ikke så turistudviklet endnu, så udover at man kan købe nogle af de lokale produkter, var der ikke gjort noget specielt for os.

Derefter fulgte det 1. vandfald. Et vandfald med mere end 100 meters fald. Vi startede i toppen og gik helt ned til bunden, hvor vi kunne gå rundt i vandkanten. Det var for stort til at vi kunne komme helt tæt på. Vandfald er ikke noget vi oplever hver dag, så det var et stort hit hos ungerne. Vores chauffør synes der var mange trapper at gå på for Hjalte, så han blev båret noget af vejen. Så for 1. gang fik han glæde af den opmærksomhed han får, og som han hverken ønsker eller opsøger.

Efter det 1. vandfald fulgte endnu et. Og endnu et. Alle tre meget flotte og med forbandet mange trapper i forskellige højder og dybder. På trods af det var relativt hårdt at gå op og ned af alle trapperne var der ingen vrøvl fra børnene, der ikke kan få vandfald nok.

På vores tur rundt kom vi forbi mange byer. Og alle steder vi kørte var børnene enten på vej til eller fra skole. Det var rart at se, at så mange børn trods alt går i skole, da mangel på uddannelse i befolkningen er et stort problem. Der er fem års obligatorisk skolegang, men kun 80% af alle børn kommer i skole og af dem er det kun halvdelen der gør femte klasse færdig. Under 40% går videre til næste niveau. Mange af dem der ikke kommer i skole bor i utilgængelige egne, hvor der er for langt til nærmeste skole. Og der undervises kun i lao, hvilket det ikke er alle der forstår.
Ved indgangen til flere af byerne så vi at der sad et par ældre mænd i stive uniformer og med store kasketter. De sad ved et lille bord og der var absolut ingen der tog sig af dem. De lignede nogle personer fra en svunden tid, som man har glemt at fortælle, at de godt kan gå hjem, men måske nænner man det ikke…

Der er mere skidt på vejene her end inde i Pakse. Det er som om at der er ingen der ser alt affaldet og som det mest naturlige smider man det bare på vejen. Et sørgeligt syn - et bistandsprojekt kunne hjælpe meget på vej.
Vi undrer os lidt over byggeriet. Langs vejene og i byerne er der huse af forskellig kvalitet blandet med hinanden. Der kan være det mest elendige faldefærdige hus med en familie der ser mere end fattige ud side om side med et moderne muret hus og derefter et nogenlunde pænt træhus osv. I mange byer virker det som om at fattige og bedre stillet bor side om side. Måske er det jord man har ejet i familien gennem generationer, og når man bliver rigere så vælger man at bygge hvor man altid har boet frem for at flytte væk. Egentlig en sympatisk måde at undgå ghettodannelser på - hvis det altså er på den måde det foregår.

Vi gør holdt ved en lille by langs vejen. En by hvor al ting er rødt af det røde støv fra jorden og grusvejen. Selv inde i husene ligger der et fint lag rødt støv. Vi ser et par ældre kvinder med en ordentlig pibe sidde og ryge under et af husene. Om det er opium ved vi ikke, men ud fra deres tilstand og piben så gætter vi på det. Vi køber en stor klasse bananer og to poser nødder af et par kvinder i byen. 4.000 kip (2,40 kr.) der bliver forhøjet med 2.000 kip da vores chauffør er gået. Byen er nyoprettet af regeringen, der gerne vil have, at fattige flytter tættere på vejen, så de lettere kan sælge deres varer. Husene er simple og tøjet er beskidt, så der er ikke tvivl om, at folk er meget fattige her. Grise, hunde, geder og høns løber rundt mellem hinanden overalt i byen. Køkkenhaverne er hegnet ind mens dyrene gå frit. Hvordan de finder ud af, hvor hver enkelt dyr hører til, er ikke til at sige, men uanset hvor vi kører, så løber der grise, køer, høns, hunde osv. rundt langs- og over vejen.

Klokken er ved at være mange førend chaufføren kører ind til frokost. Han har valgt et hotel - lodge - der ligger lige ud til det fjerde vandfald vi skal besøge. Hverken maden eller udsigten kan vi klage over.

Det er ved at blive sent og vi er ved at være trætte. Chaufføren tager os ud i floden på nogle glatte sten og vi må nok sige, at gassen er ved at gå lidt af ballonen selvom her er meget smukt. Endvidere er vi ikke de fødte flodklatre i familien, så vi kommer ikke så langt denne gang.
På vej tilbage til Pakse presser chaufføren endnu et vandfald ind i programmet. Vi er trætte og har fået vandfald nok for en tid, men er naturligvis høflige og besigtiger endnu et flot vandfald. Der er bygget en hængebro af tvivlsom kvalitet som vi får nogle gode løbeture på og nogle fine billeder fra.

10 timer efter vi startede er vi tilbage på hotellet. Chaufføren kan lugte penge, og vil gerne køre med os dagen efter. Vi skal absolut ingen steder i morgen. Det er vist tid til at få kigget på nogle lektier.

Torsdag den 7.1.2009

Der er dømt lektiedag og vi skal også finde ud af, hvordan vi kommer videre fra Pakse.

Vi har indtil videre holdt juleferie men nu skal det være. Al begyndelse er svær, men det lykkes at komme i gang med nogle lektier for alle tre. Freja er mest ihærdig og får arbejdet nogle timer. De andre stopper efter en times tid. Vores samvittighed på lektiekontoen er ikke så dårlig (endnu). Vi får talt rigtig meget om hvordan folk lever og forskel på dem og os. Vi har en ide om at det giver dem mere igen end at terpe dansk og matematik, selv om det andet også skal passes. Freja og Julie er blevet helt flinke til at bestille mad på engelsk og vi får talt om en del gloser så der siver også noget ind der. Hjalte der ikke har engelsk endnu er også begyndt i det små. Det vigtigste er dog at de kan se værdien af at kunne sprog og forhåbentlig kan det stimulere lysten til at lære sprog.

Vores udvalg af restauranter er blevet udvidet med det indiske køkken. Der er to indiske restauranter i byen og vi er alle glade for at prøve noget andet. At prøve nyt mad er dog ikke den disciplin vores børn er bedst i, men de er begyndt at rykke og nu altså også til det indiske. Så både morgenmad og aftensmad bliver indisk i dag.

Der er et rigt dyreliv her. På hotelværelset har vi f.eks masser af myg, flere firben, mus og en kakerlak. Sidstnævnte fik vi sat ud af spillet ved hjælp af en flyvende guidebog.

Når vi skal her fra (altså fra Pakse), vil vi gerne forbi en helt speciel hule i Tham Kong Lo, der ligger ca. halvvejs mellem her og Vientiane (hovedstaden). Hulen er syv km. dyb og man kan sejle hele vejen igennem. Problemet er bare, at der er ingen der ved hvordan man kommer dertil. De fleste rejsende tager VIP natbussen til Vientiane. Det er muligt at komme af på vejen, men det er ikke så fedt at stå et eller andet sted kl. 3 om natten. Yderligere er det ikke helt på ruten, men et par timers kørsel fra hovedvejen.
Vi spørger flere steder om de kan køre os der til i bil. Vi får priser på mellem 250 og 350 US, hvilket er relativt meget. Det er dog ikke prisen der bekymrer os mest, men mere det, at dem vi spørger ikke kender stedet. Ikke engang et rejsebureau der har en plakat med deres eget logo, hvor hulen er på, kender helt hulen og ved hvordan man kommer dertil. Så vi bliver enige om, at vi ikke tør stole på, at de kan finde vej og vælger i stedet den slagne vej som alle andre, nemlig VIP bussen til Vientiane. Hulen i Tham Kong Lo har vi ikke opgivet, og vi håber på, at vi kan tage den på vej til Vietnam.

Vi slutter dagen med et ordentligt regnskyl. Vi bliver fanget mellem hotel og restaurant, og kan derfra følge de lokales måde at takle regnvejret på. Mange der køre på motorcykel kører som det mest naturlige med en paraply i den ene hånd samtidig med at de har et par børn og konen med på motorcyklen.

---