På toppen af Kirgisistan

---

Da vi krydsede ind i Kirgisistans del af Fergana-dalen, tænkte vi kun på én ting; at komme op i højderne og væk fra Usbekistans støv, sved og varme.
Første stop var Song Köl, en bjergsø i 3530 meters højde, men for at nå den var vi nødt til at tage den form for transport der nu besluttede sig for at dukke op, for der var ingen busser på den side af søen.
Vi brugte det meste af den første formiddag i Kirgisistan på at finde et forholdsvist billigt lift til Karzaman, en by cirka halvvejs mod søen. Nurlan, en ung kirgiser der talte en smule engelsk, som vi mødte på busstationen, hjalp os med at forhandle. Mens vi ventede på andre potentielle passagerer, viste Nurlan os vej til en restaurant i nærheden hvor vi kunne spise frokost. Da regningen ankom, insisterede Nurlan på at betale - en kamp vi tog op, men godt vidste vi havde tabt allerede, og efter kort tid taknemmeligt accepterede. Det var en rigtigt hyggelig velkomst til Kirgisistan.

Efter en fire-fem timer i bil på den støvede landevej mod søen, forbi små landsbyer og marker hvor solsikkeblomster blev høstet og frøene tørret på vejens varme asfalt, stoppede vi ved en lillebitte restaurant (stort set et telt) og drak the. Her overhørte en flok venlige truckere vores samtale og tilbød at tage os med det meste af vejen mod søen uden betaling - de skulle alligevel samme vej. Så sammen med en trucker der havde studeret engelsk i et par år, og hans bror, begav vi os videre i en stor tung lastbil, der (så vidt jeg kunne se), maksimalt kom op på 40 k/t. Det tog laaang tid at køre de sidste par hundrede kilometer op og ned af de mindre bjergkæder der adskiller Fergana-dalen og Tian Shan bjergene, men jeg havde en genial tur - som eneste kvinde i vognen fik jeg tilbudt truckersengen bagved førersædet og lå udstrakt og blundede hele aftenen og natten igennem, indtil vi ankom til truckernes destination tidligt næste morgen. Her blev vi trakteret til morgenmad (brød, smør, marmelade og vodka) og kørt op til en lille landsby tæt på søen hvor vi fandt en billig deletaxa mod Song Köl.

Vi havde fået at vide, at vi kunne bo hos nogle af de kirgisiske nomader, der hvert år tager op til søen med deres kvæg og deres karakteristiske yurter: Runde telte af sammenklappelige træskeletter, med vævede græsmåtter indvendigt og filttæpper dækket med vandafvisende fårefedt udvendigt. Vi blev afleveret ved et af disse telte og blev modtaget af en venlig, tandløs ældre kvinde der bød os indenfor og derefter overrakte os en prisliste på engelsk. Der var tilsyneladende faste priser på alt fra overnatning og måltider til en times musik på et traditionelt instrument og fremvisning af filttæpper. Det virkede lidt mystisk på os, men turisme, set som en stor fremtidig indtægtskilde, er organiseret i Kirgisistan, og et europæisk støttet initiativ sørger for at også de lokale familier får del i turistkronerne.
Indlogeret i turist-yurten blev vi præsenteret for hjemmelavet kumus, der består af gæret hoppemælk, med en alkoholstyrke som øl, og med bobler som champagne men med en smag af røget gammel kærnemælk - absolut en drik man skal vænne sig langsomt til. Jason hadede det, jeg syntes det var okay efter to-tre glas, og familiens ældste elskede det og bællede og bøvsede det meste af tiden vi var der.
Vi blev ved søen et par dage, et enkelt og stille sted, hvor det var nemt at føle sig næsten helt alene. Yurterne lå med en halv kilometers afstand langs søen, med kun græssende køer og får imellem dem. Der var dejligt køligt om dagen, men næsten for koldt med minusgrader om aftenen og natten, og vores varmevante kroppe rystede af kulde på trods af bjerget af farvestrålende tæpper der udgjorde vores dobbeltseng.

94 % af Kirgisistan består af bjerge, og vi kunne ikke vente med at komme op og gå rundt i nogle af dem. Vi fik et lift til den nærmeste by med en tur-gruppe der også havde camperet ved søen og ankom efter en lang bustur til Karakol i den nordøstlige del af landet, hvor der skulle være gode trekkingmuligheder. Mængden af backpackere i byen var overvældende. Alle der ankommer til Kirgisistan, tager åbenbart til Karakol for at trekke, og det var lidt sørgeligt at se, at de negative konsekvenser af turismen allerede havde fået tag i den forholdsvis lille bjergby. Da vi ankom til vores backpacker hostel blev vi advaret mod at gå ud alene om aftenen, da der i løbet af de sidste par måneder havde været en del voldelige overfald og røverier mod turister - nogle af dem meget voldelige. Vi havde selvfølgelig hørt om overfald i andre byer i Centralasien, men de havde været af næsten høflig karakter i forhold til de vilde overfalds-historier (sikkert overdrevne) der gik rundt om middagsbordet om aftenen, sammen med udveksling af trekking-informationer og kort.
Det var en blandet gruppe turister i vores hostel, rangerende fra hardcore bjergbestigere der lige var kommet hjem fra 10 dages gletscher-vandring ved grænsen til Kina og Kasakhstan, til halvslappe turister der planlagde en enkelt dag i jeep op i den nærmeste bjergslugt. Vi ville trekke alene et par dage og lå nok sådan cirka et sted i midten.
Vi gik i to dage langs en flod i Arashan-dalen, gennem smalle trædækkede bjergslugter op til et fladt plateau i 3600 meters højde. Her camperede vi midt i en hagl- og snestorm, og fik al den kulde vi havde længtes efter i Usbekistan. Jeg havde alt mit medbragte tøj på, inklusiv regntøj, i soveposen og frøs stadigvæk helt vildt! Men det var fantastisk at have et par dage med skarp bjergluft, frisk kildevand, total stilhed og den vildeste udsigt ud over Tian Shan bjergkæden. Og efter et hårdt treck, det meste af tiden kravlende på alle fire op ad en bjergside, blev vi belønnet med udsigten ud over Ala Köl søen.
Vejrguderne var ikke med os på denne tur, for det blev ved med at piske ned med sne og hagl, og vi pakkede vores isbelagte telt ned igen og begav os ned mod det sted vi havde sovet den første nat. Her sørgede et par varme kilder for et naturligt badekar med 40 grader varmt vand - ubeskriveligt fantastisk efter et par dages polarlignende forhold. Vi lå i timevis og sugede varme til os, så solen gå ned og lyttede til et hold unge nomader spille buzkhasi, et traditionelt polo-lignende spil med et hovedløst får som bold.

Karakol ligger tæt på Lake Issyk Kul, verdens andenstørste alpine sø, og jeg havde håbet på et par dage på langs på en sandstrand ved søen. Men ak, det var sidst på sæsonen og i 1600 meters højde kunne den kolde vind fra bjergtoppene på begge sider af søen mærkes. Efter et hurtigt forsøg med bikini og badebukser trak vi os ind i vores lille strandhytte og morede os med at kigge på de russiske familier der trodsede kulden og lå langs strandkanten og sugede solen skarpe stråler til sig. Totalt røde på den ene side og skrigende hvide på den anden mindede de mig om tyske badegæster på en efterårsdag ved Vesterhavet.

Efter et kort besøg i hovedstaden Bishkek, endnu en ret russisk by som jeg nu var ved at kende designet ved, tog vi endnu en hurtig tur i bjergene, op til Ala Archa’s gletschere. I omkring fire kilometers højde var turen derop langsom og pinefuld. Jeg frygtede endnu en nat som istap i vores lille telt, men heldigvis faldt vi over en stenhytte, nogle stejle hundrede meter fra gletscheren, hvor vi blev inviteret til at bo af en lille gruppe hardcore russiske bjergbestigere. De havde boet i hytten i flere måneder og udpegede ivrigt alle de bjergtoppe vi kunne klatre i nærheden. Men nej tak, i den højde havde jeg kun energi til at sidde og drikke the og kigge på Jasons fem timers lange tur op og ned af gletscherens sider.

Fra Bishkek kørte vi tilbage til Fergana-dalen, gennem det smukke bakkede bjerglandskab der deler den nordlige og sydlige del af Kirgisistan. Sneen lå over toppene som puddersukker og kun nogle få standhaftige yurter var tilbage.
Vi fortsatte op til Arslanbob, en lille usbekisk landsby i de lave bjerge nord for Osh, hvor Kirgisistans organiserede turisme havde resulteret i 14 familier der var ivrige efter at have turister boende. Vi valgte det første hus vi fik øje på, smed vores rygsække og faldt i søvn.
Vi må have været noget nær de mest dovne besøgende familien har haft - vi stod op sidst på formiddagen, kravlede udenfor, spiste morgenmad og gik derefter i seng igen og sov eller læste. Vi havde ingen intentioner om at trekke - vores eneste formål med besøget var at nyde udsigten og slappe totalt af. Af og til sad vi bare og så på familiens kvinder arbejde med at tørre solsikkefrø og valnødder på den varme cement i den centrale gård.
Jeg forsøgte at forklare familiens tysk-talende ældste, at vi ikke var dovne eller syge, men bare ramt af en form for luksuriøs rejsedepression, som kommer på forskellige tidspunkter på hver tur og som er en reaktion på en lang og hård og af og til ensom rejse. På det tidspunkt havde vi rejst tusindvis af kilometer og været konstant på farten i fire måneder, altid på vej et nyt sted vi ikke kendte eller forstod. Det, der i starten gav et kick og en ekstrem følelse af frihed, var nu blevet hård hverdag og frustrationerne ved lange busture, billige hotelværelser med sengelus, ensformig mad og manglen på ordentlig kommunikation eller kontakt med omverdenen var begyndt at sætte sine spor. De fantastiske ting vi så på rejsen var begyndt at betyde mindre - vi havde efterhånden vænnet os til dem, og det virkede forkert.
Allerede i Bishkek var jeg begyndt at misunde alle former for stabilt liv omkring mig. Jeg sad en aften på en bænk i byen og så butiksindehaverne lukke deres små bikse og traske ud i mørket, sikkert på vej hjem til deres familier, og jeg tænkte på hvor fedt det måtte være at have et hjem at gå hjem til. Eller bare et værelse med mine egne møbler og ting, nogle mennesker jeg kendte navnet på, nogle butikker jeg kendte priserne i.
Familien i Arslanbob, med alle dens børn og voksne og ældre i en larmende harmoni, forstærkede den følelse der minder om hjemve uden helt at være det. Hvis en eller anden på det tidspunkt havde tilbudt mig en billet til Danmark, ville jeg uden tvivl have taget den - men kun hvis det var en returbillet. Jeg vidste, at det stabile liv ville være eksotisk i et stykke tid, men det ville hurtigt begynde at stramme, og så ville jeg være nødt til at bryde ud af det igen.

Efter nogle afslappende dage i Arslanbob var vores visum ved at løbe ud, og vi måtte videre til Osh for at arrangere transport til Kina. Jeg havde hørt meget om Torugart-passet ind i Xinjiang-provinsen i Kina, men desværre var der gået inflation i turistpriserne for den tur (det var tidligere den eneste mulighed), så vi valgte at tage via det nyåbnede Irkeshtam-pas. Der gik en ugentlig superdyr turistbus, men sammen med Yair, en israelsk fyr der skulle samme vej, besluttede vi os for at tage med bus og på stop så langt vi kunne komme. Da vi nåede frem til busstationen klokken syv næste morgen, var den eneste daglige bus sydpå fyldt op. Heldigvis tilbød en middelaldrende kirgisisk kvinde, der også var kommet for sent, os et lift i familiens bil. Hun var på vej til et bryllup og ville køre igennem vores destination på vejen. Hun skulle bare lige finde en der kunne køre bilen, så vi blev inviteret tilbage til hendes hus i udkanten af byen for at vente. Huset lå i en labyrint af lave bygninger omringet af høje mure, og vi sad i gårdhaven og drak the mens vi ventede. Og ventede. Efter et par timer gik Jason ud for at se hvad der foregik, og rapporterede at de havde skilt bilens motor helt ad. Et par timer senere var den samlet igen, og efter endnu et par timer dukkede en chauffør op, og vi var på vej! Måske var strategien med at reparere motoren før der var noget seriøst galt med den meget god, for vi nåede frem omkring midnat uden nogen problemer. En vågen familie besluttede at modtage os for natten, og efter en sen natmad med the, brød og smør kravlede vi ind i vores soveposer i gæsterummet.

Det tog det meste af den næste formiddag med blafrende håndled lang den støvede landevej, før vi fik vi et lift med nogle truckere på vej til grænsen for at bytte varer i ingenmandsland.
Det var en flot tur op mod passet, kun 10 kilometer fra Tadsjikistan grænse, markeret af en 60 kilometer lang bjergryg. Mellem toppene kunne vi se det andet højeste bjerg i det tidligere Sovjetunionen, den 7134 meter høje Pik Lenin (det hedder den!😊 og Pik Kommunizma in Tadsjikistan.
Efter en nat ved grænsen forlod vi uden de helt store problemer det tidligere Sovjetunionen og gik ind i et helt nyt Asien - Kina. Kulturchok følger…

---

Photos

Song Köl
Med sine 3530 meters højde var Song Köl en forfriskende brise efter Usbekistan.

Vores chauffør
Vi fik et lift mod Song Köl af et par venlige truckere

Familieliv ved Song Köl
Yurten til højre var vores.

Ala Köl
Belønningen ved et hårdt treck kan være syn som dette...

Campingplads, 3530 meter.
Det var heelt vildt koldt!

Sary Tash
Mand med karakteristisk kirgisisk hat. Bjergene i baggrunden markerer Tadsjikistans grænse.