Shanghai-Copenhagen 2014: Northern route

---

---

Beijing er en kæmpe by med meget trafik. At tage fra syd-banegården til den centrale togstation med taxa tog 45-60 min. Solen skinnede og i byen fløj små fnug som lignede bommuld og gav en stemning af snevejr midt i forårsvarmen (25-30°C). Gående langs en af hovedgaderne ser det ikke umiddelbart meget anderledes ud end Shanghai men der er til gengæld mange små sidegader med små huse og træer. Hyggelige små ’alleys’ eller ’hutong’. Disse varierer også i standard og det lader til at nogle af de dyreste boliger findes i sådanne små områder. Efter ankomst i Beijing om eftermiddagen var første punkt på dagsordenen at hente togbilletten inden CITS’ kontorer lukkede. Da det var gjort gik gåturen videre til den forbudte by som tilsyneladende lukkede kl 17 lige som jeg ankom

. I stedet blev det til en gåtur langs murene og voldgraven inden en scooter tog mig op til bagsiden af paladset. Her var en park som var bygget på et bjerg af jorden som var blevet fjernet da voldgraven var blevet gravet ud. Der var flotte blomster og træer men vigtigst var udsigten over byen og den forbudte by. Wanfujing Ave svarer til strøget eller Shanghai’s Nanjing Rd. På vejen der over var en gade der solgte en masse ’gademad’. På spyd kunne man få ristede edderkopper, skorpioner og andre kryb. Jeg tog en omgang and i en wrap og en klistret leversuppe som lugtede forfærdeligt.

Næste morgen gik toget afsted mod Mongoliet og Rusland men inden da var den første forhindring at komme in på stationen. Der var et mylder af mennesker der skubbede og masede for at komme til det først check-point hvor der sad nogen i lugerne og tjekkede billetter. Inden på den anden siden (inden man kom ind i selve bygningen) var der baggage scanning hvor der også var proppet. Først derefter kom man til ankomsthallen hvor der blev bedre plads omkring en men der var stadig kaos og stress for folk kom i en konstant strøm løbende med deres baggage mod perron afsnittene.

Jeg kom til at dele togværelse med en franskmand, DD, og en mongolsk fyr, Degi som begge skulle til Ulan Bator. Begge havde en masse baggage med men dog havde DD mest da han havde bragt en masse lædervarer med fra Beijing som hans kæreste skulle bruge i sin nyåbnede shop. Vi fandt dog ud af at indrette os helt fint.

Vores naboer på hver side var hhv en tysk dame som i 40 år gerne havde ville tage turen og en fransk fyr og japansk pige. I spisevognen snakkede jeg også med en tysk fyr, ristof, og et par engelske og amerikanske piger. Alle de, med undtagelse af amerikanerne var rejsende alene. Nogle havde flere stop på vejen mod Moskva mens andre tog den direkte. Det lod altså til at jeg var kommet til at dele værelse med de eneste ikke-turister men dog udlændinge. Det så også ud til at vognene var delt op i kinesere og udlændinge..

Ved den kinesiske grænse til Mongoliet havde vi et længere stop så DD og jeg satte os over på et hotel og fik en øl og han viste mig billeder fra hans tur til Irkutsk. Han havde prøvet turen en del gange før og vidste at vi havde god tid. Ved denne station, Erlin, blev togenes hjul eller bogies vist også skiftet for der er åbenbart forskel på afstanden mellem skinnerne derfra og resten af vejen mod Moskva. Da vi skulle ombord på toget igen var der et virvar af kinesere der også skulle med. De skulle til Mongoliet for at arbejde. Mongoliet har kapital (sikker fra deres naturresourcer) men mangler arbejdskraft. De kineske gæstearbejdere kan tjene op til 10.000 yuan på en måned forklarede en kinesisk grænsevagt os.

Også ved den mongolske grænse skulle vi stoppe og aflevere vores pas igen til tjek. Man begynder pludselig at sætte pris på den effektivitet vi har ved lufthavnene når vi skal have tjekket pas eller det at vi så nemt kan rejse imellem EU-lande uden visum. Togturen fra Beijing er en stor omvæltning fra det højhastighedstog som jeg var kommet med fra Shanghai der kun tog under 5 timer. Man sover nu udemærket på bumletoget. Der er også en vis ro over det som virker afstressende. Det er fantastisk at se landskabet ændre sig. Grønne marker og grønne bjerge nord for Beijing. Når man når til Mongoliet begynder det at virke mere tørt og støvet. Der er store sletter men stadig bakker med begrænset træbevoksning. Ude på sletterne ses mange landsbyer og enkelte bopladser. Det er en blanding af træhytter og ’girs’ med heste og kvæg. Og efter den russiske grænse begynder der så at være mere træ bevoksning. Man kører skiftevis igennem birkeskove og fyrskove. Landsbyerne som man passerer ser forholdsvis faldefærdige ud. Den russiske grænse skal også lige nævnes for her gik det faktisk ret hurtigt med tjek af pas men derefter var der tre forskellige folk inde og tjekke at man ikke smuglede. Desuden var der også tre forskellige hunde forbi.

Efter Ulan Ude var der et langt stræk langs Baikal søen hvor man kunne se flere isfiskere sidde ude på isen. Efter Ulan Bator havde jeg haft værelset for mig selv, spist middag med Kristof og drukket øl med den tyske damen vis navn jeg har glemt. Det var hyggeligt at have nogle rejse buddies og samtidig have masser af plads og fred og ro hvis man havde brug for det også.

I Irkutsk ankom jeg kl 15 og tog en taxa til hotellet så snart jeg havde hentet mine billetter videre til Moskva. Hotellet jeg havde booket lå helt ud til Baikal søen tæt på en lille havneby, Listvyanka, 70 km fra Irkutsk. Jeg fik pruttet taxaen ned fra 2000 til 1500 RUB som svarer til 225 DKK. En bus billet havde kostet en tiendedel men det ville så tage tid at finde den og finde hotellet derefter. Det var en flot solskinsdag og selv om det lige havde sneet ret kraftigt bare en halv time inden jeg nåede til Irkutsk så var det forholdsvist varmt med en køligere vind. Om eftermiddagen gik jeg langs vandet ned til Listvyanka og et stykke forbi.

Hotellet var simpelt men pænt og rent og en af receptionisterne snakkede godt engelsk og var meget hjælpsom og venlig. Næste dag kunne jeg således tjekke ud et par timer senere så jeg kunne nå en god lang vandretur den anden vej igennem skoven og ud til vandet og tilbage. Det tog godt 4 timer og jeg nåede at forvilde mig ind på en flåde/militær base og tage billeder (tror jeg).

Bussen fra Listvyanka til Irkutsk tog ca. 1½ time og kostede 100 RUB (15 kr). Det gav mig tid til at gå en tur fra byens centrum ud til Karl Marx gade og ned langs Lenin gade forbi teateret og hen til byens varemærke –en skulptur forestillende en mountain lion med sin unge i munden. Taxa til stationen, mad og proviantering og om bord på toget igen. De russiske toge er indrettet på fuldstændig samme måde som de kinesiske men er dog mere moderne og rene. Der snakkes ikke meget engelsk men vi finder dog ud af det.

Jeg har mit eget værelse denne gang og jeg har umiddelbart kun set russere ombord. Jeg har bestilt mad med billetten så måltiderne kommer til værelset. Fra Irkutsk mod Ekaterinburg ændrer landskabet sig ikke meget. Jeg har haft god tid og ro til at læse op på mit kinesiske og få skrevet denne journal. Dejligt afslappende. Jeg nyder det.

Jeg har egentlig følt mig rimelig sikker mht mine egendele ombord på toget. Det er de samme folk der er i ens togvogn og der kommer sjællent andre gåenden ned igennem, men efter at være steget på toget i Irkutsk var der lige en fyr der kom forbi med en hel stak telefoner og nogle tablets og spurgte om man ville købe....!

I Ekaterinburg tog en taxa overpris for at køre mig til hotellet men jeg ankom sent og orkede ikke så meget. Godt at få et bad efter ca 2,5 døgn få hvilet ud og være klar til dagens sightseeing i Ekaterinburg. Fra tidlig morgen stod den på hotellets kedelige morgen buffet og så en gåtur rundt i byen indtil turistkontoret åbnede kl 10. Her fik jeg en guidebog og råd om hvordan jeg kunne komme med offentlig transport til Syssert som skulle være en lille hyggelig by 50 km udenfor Ekb med træhuse i en speciel byggestil. Det er svært at få hjælp til at finde vej frem når man ikke snakker russisk men det lykkedes dog at købe billet og finde frem til den rigtige busholdeplads på sydstationen efter at være nået dertil med metro fra centrum. I Syssert fik jeg en god lang gåtur og fik set stedet både oppe fra et udsigtspunkt samt fra gadeplan. Det ligger omkring en flod og der er bestemt hyggeligt og flotte områder men også rigtig meget slum og skræld. Det er ikke ligefrem den mest oplagte turistdestination men en kendte russik forfatter skulle være derfra og så var der vist også noget historisk omkring noget industri der..

Ved busholdepladsen på vej tilbage genkendte en fyr mig fra turen dertil. Selv om han kun snakkede russisk begyndte han at snakke en masse til mig og gik med ind og sikrede sig at jeg fik den rigtig billet og viste mig hvor bussen tilbage ville ankomme. Han begyndte endda at hive flere af de ventende ind i sin samtale med mig som jeg ikke forstod noget af og pludselig var der flere der snakkede til mig på russisk –på samme tid! En enkelt fyr kunne sige nogle enkelte ord på engelsk. De ville gerne vide hvor jeg var fra og hvor jeg skulle hen og hvad jeg lavede i Syssert, om jeg arbejde. Da jeg fortalte at jeg var turist var de ved at tabe underkæben. Manden som havde sat gang i det hele havde undervej i bussen tilbage mod Ekaterinburg pålagt en mor og hendes datter at hjælpe mig videre da jeg skulle stå af bussen. De havde kigget på kort og spurgt til hvilket hotel jeg boede på. Sveda og Kristina, de snakkede ikke et ord engelsk men sørgede for at jeg fulgte med dem ned i metroen hvor de betalte for min billet og stod af med mig. Derfra insisterede de på at gå med mig mod hotellet som jeg ellers prøvede at forklare dem at jeg nok skulle finde men kommunikation var en kæmpe begrænsning. De var søde til at spørge folk om vej og endte med at følge mig hele vejen til døren efter 1-2 km gang. Det var meget rørende at de var så hjælpsomme især da datteren var gravid og til tider gik og var lidt stakåndet.

Jeg var tilbage på hotellet efter en lang dag og skulle planlægge aftenen. Jeg fandt ud af at jeg lige akkurat ville kunne nå en forestilling i et af deres mange teatre hvis jeg klædte om og tog afsted med det samme. Valget faldt således på næsten 4 timer med Figaros Bryllup istedet for aftensmad. Et godt valg og en god lang lang dag.

På turen mod Moskva delte jeg værelse med en kæmpe russer. Vi kunne ikke rigtig snakke sammen på grund af sprogbarrieren og ingen af os gjorde heller et forsøg andet end at byde på kager og tage skrald ud for den anden. Vi sov og læste og passede mest bare os selv. Togturen var faktisk begyndt at blive en smule kedelig idet landskabet udenfor også er meget ensformigt, så da han stod af i Kazan ved 9-10 tiden (12 timer efter) glædede jeg mig egentlig bare over at kunne have værelset for mig selv. Istedet kom et russisk par ind og de snakkede også kun russisk.. De var til gengæld meget snaksalige på trods af at det kun var nogle enkelte ord de kunne på engelsk og på tysk så vi fik brugt håndtegn og skrev noter på en blok for at kommunikere og endte med at drikke tre kopper te og sidde oppe til kl 1. De havde mad og drikke med som de delte med mig og det samme om morgenen da vi stod op. Richard og Sveda, som de hed, skulle ind til den røde plads og fange et glimt af Svedas søn som i hæren skulle gå i parade både den dag og næste dag, d. 9 maj som markerer tyskernes overgivelse i 1945. De tilbød mig at tage med dem derind og det takkede jeg selvfølgelig ja til. De var ivrige efter at fortælle mig om historien og vise mig forskellige vigtige embedsbygninger og turist sights. Frokost og eftermiddagste og kage var vi også inde og spise og de insisterede på at betale hver gang. Det eneste jeg kunne gøre var at skrive en længere besked til dem i deres notesbog som de så må få nogen til at oversætte ved lejlighed.

Transport rundt med metroen sørgede de også for og da vi sagde farvel nede ved metroparronen hvor jeg skulle videre ud og hente min billet til Warszawa så ombestemte de sig i sidste øjeblik og tog med mig derud og tilbage med metroen igen. Det er helt utroligt at man kan støde på sådan en venlighed på trods af så åbenlyse problemer med kommunikationen. Takket være de to fik jeg udnyttet den korte tid (9.30-16.30) jeg havde i Moskva optimalt og fik på den måde en helt unik oplevelse med som jeg overhoved ikke havde forventet. De foreslår at jeg næste gang kommer som turist i Kazan og Mamadish og besøger dem og tager med på fisketur.

Herfra har jeg ikke fået skrevet mere men turen gik altså videre til Warszawa hvor jeg skulle til et bryllup i Polawy, 2 timer udenfor byen. Det foregik på ægte polsk maner: tre dages fest med masser af mad, druk og dans.

Det sidste lille stykke hjem foregik med fly til Malmø, bus til Kbh og S-tog til Ballerup hvor mor stod klar med lånebilen fra værkstedet 😊

---

Photos

Mongolia
Varmesystem, vodka og sletterne.