Jeg havde forestillet mig Kashgar, tæt på den kirgisiske grænse, som en kaotisk Centralasiatisk handelsby, isoleret som byen er i et støvet og afsides hjørne af Kina. Men da vi rullede ned fra bjergene og ind i byen på det nybyggede motorvejsanlæg, begyndte glimtende højhuse og store butikker og supermarkeder med kinesiske tegn at dukke op alle vegne. Vi var i den uafhængige Xinjiang-provins, beboet af uyghurere, et folk af tyrkisk oprindelse, men ved første øjekast lignede det en kinesisk by. Senere opdagede vi mellem de nye beboelseskomplekser amputerede stumper af den gamle bymur, bevaret som en påmindelse om hvordan byen så ud for få årtier siden. Og vi fandt frem til den gamle bydel, hvor små lerklinede bygninger, arabiske tegn og de centralasiatiske ansigter udgjorde det umiddelbart eneste område i Kashgar der ikke var blevet ... read more

Vores første møde med Tashkent var desværre ikke så positivt som det kunne have været. Vi tog metroen ind mod centrum, straks efter vi havde tjekket ind på vores hotel, og i togvognen sad en ældre lokal mand overfor os og nedstirrede os i lang tid. Til sidst begyndte han at snakke vredt til Jason på russisk. Jason forstod selvfølgelig ingenting, og smilede bare tilbage, og det blev hurtigt tydeligt for de andre passagerer, der nu alle stirrede på os, at vi ikke var russere. En kvinde der sad ved siden af os, forsøgte at hjælpe os ved at fortælle ham, at vi bare var udlændinge. Det fik manden til at mumle til sin sidemand om Israel og Amerika, en tydelig reference til bombeangrebene mod den israelske og amerikanske ambassade et par uger tidligere. Han nåede ... read more

Det sidste jeg havde forestillet mig ved mit besøg i Aserbaijan var, at jeg ville komme på sporet af mine forfædre. Skandinavere, eller i hvert fald de nordiske Vikinger stammer muligvis fra Aserbaijan, fandt jeg ud af efter blot et par dage i landet… Der var ikke rigtigt noget der pegede i den retning da bussen bumpede over grænsen til Aserbaijan, hvor skiftet mellem et kristent og muslimsk land kom næsten umærkeligt. Spredte moskeer og the-saloner i stedet for barer begyndte at dukke op i de små landsbyer vi passerede, og vi så enkelte ældre kvinder med sorte tørklæder. Men ellers kunne vi lige så godt have været i Georgien - området har også tidligere tilhørt Georgien og grænsen har altid været åben. Vi var stadig i Kaukasus-bjergene og afbrød rejsen i Sheki, en af de ... read more

Vi var i Georgien i en måned, og det var en helt speciel oplevelse. Jeg kan ikke påstå det var kærlighed ved første blik - mere som et af den slags forhold der starter med en uforklarlig fascination og måske en smule afsky, som udvikler sig til forståelse og venskab, og som ender med at trænge dybt ind i sjælen, uden du helt er klar over hvordan det er sket. Vi fik lidt af et kulturchok da vi krydsede grænsen til Georgien fra Tyrkiet. Grænsen har været helt lukket i omkring 70 år, under det sovjetiske styre, som Georgien først blev selvstændigt fra i 1991. Derfor har der ikke været nogen form for blanding af kulturer i grænseområdet, og det var et vildt skifte mellem et muslimsk og et (ortodoks) kristent land, og på en måde ... read more