Mellem fortid og fremtid i det russiske Asien

---

Vores første møde med Tashkent var desværre ikke så positivt som det kunne have været. Vi tog metroen ind mod centrum, straks efter vi havde tjekket ind på vores hotel, og i togvognen sad en ældre lokal mand overfor os og nedstirrede os i lang tid. Til sidst begyndte han at snakke vredt til Jason på russisk. Jason forstod selvfølgelig ingenting, og smilede bare tilbage, og det blev hurtigt tydeligt for de andre passagerer, der nu alle stirrede på os, at vi ikke var russere. En kvinde der sad ved siden af os, forsøgte at hjælpe os ved at fortælle ham, at vi bare var udlændinge. Det fik manden til at mumle til sin sidemand om Israel og Amerika, en tydelig reference til bombeangrebene mod den israelske og amerikanske ambassade et par uger tidligere. Han nåede at vifte en pegefinger i Jasons ansigt og levere et par vrede kommentarer inden han stod af et par stationer senere. At dømme ud fra udtrykkene på de andre passagerers ansigter, var der ikke sket noget usædvanligt.

Den slags ubegrundede angreb var dog usædvanligt for os, og lidt rystede og forvirrede stod vi af midt i byen og cirklede omkring Amir Timur parken hvor mindst 20 politibetjente i lyseblå skjorter og store hatte skiftevis bad om at se vores tasker, pas, visum, registreringspapirer og pengesedler (hvilket vi nægtede) indtil vi flygtede ned i metroen igen. Næste dag besluttede vi os for at tage videre til Samarkand, hurtigere end beregnet.

Men da vi et par uger senere kom tilbage til byen, var det med en lidt større forståelse for og tålmodighed med Tashkents komplicerede problemer og historie.
For ti år siden var halvdelen af Tashkents to millioner store befolkning russere - i dag udgør de en stadigt svindende minoritet. De fleste emigrerede i årene efter uafhængigheden, mange fordi de langsomt men sikkert blev presset ud af jobs. Den stærke antirussiske følelse i den usbekiske befolkning, som vi fik at mærke, er til dels er hjulpet på vej af regeringen.
Præsident Karimov var leder af det kommunistiske parti da Sovjetunionen brød sammen, men transformerede sig i løbet af et par dage ind i rollen som national patriot. Han besluttede sig for at alliere sig med USA og måtte derfor nødvendigvis tage stærk afstand til Rusland. Usbekistan var det første land til at erstatte det cyrilliske alfabet med latinske bogstaver og ændre de fleste gadenavne (og nogle bynavne). I Tashkents centrale park er statuen af Genral Konstantin Kaufmann i tidens løb blevet udskiftet med Lenin, Stalin, Marx og sidst Timur Tamberlane.

Manglen på russere virker mærkelig, når man går rundt i byen. Under Sovjetadministrationen var Tashkent det russiske hovedkvarter i Centralasien, og efter et voldsomt jordskælv i 1966 blev det meste af byen genopbygget efter russiske standarder. Resultatet er en ekstremt russisk by, med lange lige boulevarder, store åbne pladser med kæmpe monumenter og rektangulære parker med skiftende statuer. Der var bare ingen russere på gaden og de asiatiske ansigter vi så alle vegne virkede som en mærkelig kontrast til byen - som om de lokale indbyggere var turister i deres egen hovedstad.

Vi blev i Tashkent i omkring 10 dage for at få visum til Kirgisistan og Kina, og jeg begyndte at elske byen trods alt - eller måske netop på grund af den sindssyge kontrast mellem fortid og fremtid der på en eller anden måde meget godt opsummerede hvad jeg havde set af Centralasien.
Metroen var fantastisk og jeg tog den alle vegne, konstant på vagt efter politiet der absurd nok var de folk vi skulle passe mest på i Tashkent. Alle de backpackere vi havde mødt advarede os mod metroens politi - mange havde fået stjålet store dollarsedler under gennemsøgninger (for bomber, stoffer eller lignende) af deres tasker og pengebælter. Belært af det, sørgede vi for at ligne lokale indbyggere som meget vi nu kunne, men første gang Jason havde shorts på (et sikkert tegn på en turist) blev han stoppet. Han slap kun for en gennemsøgning ved at skabe en mindre scene i undergrundsstationen, der samlede adskillige nysgerrige usbekere samt en overbetjent der vinkede ham videre.
Korruption er en helt normal og næsten accepteret form for supplering af politiets indkomst på 30-40 dollars om måneden. Jeg så talrige eksempler på taxa- og buschauffører der blev stoppet af politiet af en eller anden grund og rullede en lille stak sedler sammen i hånden før de gik ud og hilste på betjenten - og derefter straks kunne køre videre. Et enkelt sted så jeg en betjent stå midt på vejen og uden blusel forlange penge fra alle der kørte forbi i begge retninger.
Heldigvis er en ”normal” bestikkelsessum kun omkring tre kroner, fortalte en usbeker vi spurgte. Det ville naturligvis være noget højere for en turist, men vi slap med skrækken. Selvom det på en eller anden måde var meget betryggende at vide, at vi ville kunne betale os ud af enhver pine vi måtte komme i…

Jeg brugte noget af tiden i Tashkent på at besøge nogle rimeligt absurde museer, blandt andet et for Amir Timur i en tidligere moske (guld og kæmpe portrætter hele vejen rundt) og Det Statslige Museum i en kæmpe betonblok. Halvdelen af museet var de sædvanlige potteskår og våben fra de sidste 5000 år, resten var dedikeret til præsident Karimov. Der var Karimov som barn, ung og ældre. Karimov i tennisshorts med armen omkring vinderen af Tashkent Cup. Karimov med den engelske udenrigsminister, den spanske konge og Karimov der giver hånd til Henry Kissinger efter at have modtaget ”Most Honerable Foreign Mininster Of The Year Adward, 2002”. Sidstnævnte virker mærkeligt, når man tænker på, at Usbekistan for 10 år siden var på USA’s sorte liste som verdens førende indenfor brud på menneskerettigheder og stort set blev set som en diktaturstat. Siden 1992 er alle oppositionspolitikere forsvundet - enten i fængsel eller i eksil. Derefter dukkede der, ifølge en BBC-journalist, loyale oppositionspartier op for at give resten af verden et billede af et demokratisk land. Parlamentet mødes to gange om året for at vedtage Karimovs love. Næsten alle udenlandske aviser er bandlyst og alle usbekiske medier er under censur.
Men det er der i høj grad blevet set igennem fingre med, siden USA i starten af 1990’erne fik interesse for Usbekistans strategiske placering. Landet er blandt andet blevet brugt som base for angrebene på Afghanistan og forholdet mellem USA og Usbekistan er i dag hjerteligt.

Desværre har vi ikke mange billeder fra Tashkent. En morgen opdagede vi, at vores kamera ikke virkede. Efter vi havde skiftet batterier og trykket på nogle forskellige knapper (og Jason havde åbnet kameraet, kigget lidt på indmaden og lukket det igen, minus de to skruer han havde mistet) begyndte vi i vores naivitet at lede efter officielle Fuji-reparatører i Tashkent. Derefter digital-kamera reparatører, og derefter bare kamerareparatører.
Den første vi opsøgte, fortalte os at det var umuligt at få ordnet kameraet eller købe et nyt i Centralasien, men måske når vi kom til Delhi?… Vi fortalte ham, at vi var desperate og klar på at prøve hvad som helst, så han henviste os til en lillebitte fotobutik i udkanten af byen. Her tog ejeren imod kameraet og sagde at vi kunne komme tilbage fem dage senere. Vi regnede absolut ikke med noget, ikke engang at kameraet ville være der når vi kom tilbage, men det var det, og det virkede skam også. Utroligt! Vores glæde blev dog hurtigt dæmpet, da vi blev præsenteret for en regning på 85 dollars - en total formue på disse kanter. Vores forsøg på at forhandle prisen ned, eller i det hele taget bare finde ud af hvilken del i kameraet der kunne koste så meget, fik ham til at ringe efter Sergei, en ung russisk ingeniør der havde ordnet kameraet. Hans forklaringer svingede helt vildt, fra at han havde importeret officielle dele fra Fuji (hvilket var umuligt på så kort tid), til at reparationsprisen var 10 % af kameraets værdi. Til sidst sagde han at vi bare kunne tage kameraet - gratis. Han sagde, at han kunne se, at vi ikke var rige turister, og at han havde bare skiftet en sikring som han havde i forvejen. Vi forsøgte i lang tid at få ham til at tage imod nogle penge, (vi ville hellere end gerne betale 20, 30 eller 40 dollars, men ikke 85) men det var nu lige så umuligt som at få den astronomiske pris forhandlet ned. Det var åbenbart alt eller en vennetjeneste.

Med visumer og et repareret kamera i hånden tog vi videre mod Fergana dalen, en lang frugtbar dal i den østlige del af Usbekistan. En tredjedel af Usbekistans befolkning bor i området, der er en stor oase med det bedste klima og jordbundsforhold i Centralasien. Tidligere blev næsten halvdelen af al frugtbar jord brugt til bomuldsdyrkning i store kollektiver - i dag er flere og flere bønder gået over til at producere fødevarer, men vi så stadig mange bomuldsmarker langs vejen, med hårdtarbejdende kvinder med store sække fyldt med hvide totter slynget over skuldrene.
Kun en del af dalen tilhører Usbekistan. Resten er delt på en mystisk måde, med lange tadjikiske og kirgisiske fingre og små lommer ind i området. Området blev delt på denne måde i Stalins tid, i et forsøg på at udtynde de uafhængige tendenser som Fergana længe har været kendt for.

Da vi forsøgte at tjekke ind på Hotel Ziorat i byen Fergana, spurgte receptionisten om vi spillede tennis. Da vi lidt forvirrede svarede nej, fortalte han, at hele hotellet var booket til en international tennisturnering. Vi havde set tennis alle mulige og umulige steder i Usbekistan. Karimov elsker tennis, og derfor er det blevet erklæret Usbekistans nationalsport, og store, dyre tennisbanner bliver bygget selv i de mindste landsbyer.
Hotel Ziorat var det eneste billige hotel byen, men receptionisten foreslog at vi boede hos hans familie i stedet. Han ringede efter sin bror, Rustam, der kort tid efter hentede os og førte os ud til familiens hus i en landsby i udkanten af Fergana.

Det var et typisk usbekisk hus med fire sammenbyggede bygninger omkring en stor grøn gårdhave fyldt med roser og vinranker. En åbning mellem husene ledte ud til baghaven, hvor toilettet lå i den fjerneste ende (der er ingen kloakering på landet) og en ged gik og græssede mellem høje træer, kartofler og majsplanter. Her boede Rustam sammen med sine forældre, to ældre brødre og deres koner og børn. Hver familie havde sin bygning, med ugifte Rustam i et enkelt værelse, og vi som gæster i gæstebygningen, der var specielt pyntet med skinnende tapet, vævede tæpper og mørke, tunge træmøbler.

Rustam studerede engelsk på det lokale universitet, så han var en glimrende tolk da vi om aftenen spiste middag sammen med familien. Han fortalte, som svar på vores spørgsmål, at hans far havde bygget den første bygning i starten af 1970’erne da han blev gift og flyttede hjemmefra. Siden kom der nye bygninger til, efterhånden som børnene blev større og stiftede familie. Normalt er det kun den yngste søn der bliver boende hos sine forældre efter han er blevet gift, men faderen ville gerne have alle sine sønner omkring sig, så han byggede huse til dem. Brudgommen skal traditionelt sørge for et hus til det nygifte par, mens brudens familie fylder det med møbler og en masse farvestrålende vattæpper der bliver brugt som madrasser og dyner. Rustams brødre arbejdede på en fabrik og på en bomuldsfarm og nærheden, mens deres koner blev hjemme med børnene.

Rustam var en blanding mellem nyt og gammelt, moderne og traditionelt. Han var intelligent og veluddannet og vidste en masse om hvad der foregik rundt omkring i verden, og samtidig accepterede han totalt, at han, som den yngste søn i familien, ville tilbringe resten af sit liv sammen med sine forældre i udkanten af Fergana. Som 20-årig var han endnu ugift, men hans forældre var gået i gang med at lede efter en passende kone til ham, på samme måde som de havde fundet en til hans ældste bror.
”De elskede ikke hinanden da de blev gift, men senere lærte de at elske hinanden”, fortalte han om sin ældste bror, og tilføjede, at hans mellemste bror var blevet gift med sin kæreste gennem otte år.
Rustams forældre ville vide alt om Danmark og England, men specielt på det finansielle område. Hvor meget en liter benzin, et brød, et hus og en bil kostede og hvor meget man tjente, betalte i husleje og betalte i skat. Det var alt sammen svimlende beløb i usbekisk målestok og sikkert ikke noget der hjælper til at aflive myten om at alle udenlandske turister er rige.
Rustams mor var specielt interesseret i at høre om Danmark, da hun vidste at det var tæt på Norge, som en af hendes sønner overvejede at arbejde i. Hun var meget bekymret, fordi Norge var så langt væk og ville høre, om det var sikkert at gå på gaden om aftenen, om maden var til at spise, om det var meget koldt og om der var mange sygdomme i Norge? Mine forsikringer lod ikke til at hjælpe så meget igen, for det var nu engang et meget fjernt og eksotisk land og hun så hellere at hendes søn blev i Usbekistan, men sådan er mødre så ens over hele verden😉

Efter et par dage i hjemlig atmosfære i Fergana tog vi videre til Andijan, et muslimsk center i Fergana dalen. Præsident Karimov er meget bekymret over de stigende muslimske tendenser i denne del af Usbekistan (nye moskeer, finansieret af Saudi-Arabien, begyndte efter uafhængigheden at skyde op alle steder) og han har gentagne gange brugt den internationale terrortrussel på at slå ned på muslimske tilhængere. Alle muslimske organisationer og moskeer skal i dag registreres og imaner (muslimske præster) skal have en arbejdstilladelse fra regeringen - de er de såkaldte ”røde” imaner. I 1998 blev højttalere forbudt ved azan (kald til bøn), flere moskeer blev lukket, muslimer på vej ind i de resterende moskeer bliver ofte filmet eller registreret på anden vis, og en populær iman fra Andijan forsvandt for et par år siden under mystiske omstændigheder.

Alt dette mærkede vi dog ikke specielt meget til, da vi besøgte byen. Det var Usbekistans uafhængighedsdag, en helligdag, og alle var ude og vise sig frem i deres fineste tøj, hvilket i mange tilfælde var silke produceret i Fergana. Vi sad det meste af dagen på en fortovscafe og så folk gå frem og tilbage på de lange promenader, spise is, snakke, sladre og flirte.
Andijan ligger på grænsen til Kirgisistan og vi ventede utålmodigt på at grænsekontrollen ville åbne igen, så vi kunne smutte ind i en anden del af Fergana dalen, i Kirgisistan.

---

Photos

Tashkent
To usbekere på vej hjem med indkøb i Tashkents gader.

Plads i Tashkent
Et af de få billeder vi nåede at få taget af Tashkent, før vores kamera strejkede. Desværre er det helt vildt dårligt, men det giver måske et billede af arkitekturen.

Marked i Fergana
Et kig ud over et typisk grøntsagsmarked i Fergana dalen.

Der var de vildeste krydderurter og grøntsager til salg på markederne.

Russisk indflydelse i Andijan
En typisk russisk plads i mange mindre usbekiske byer

Andijan
På Usbekistans uafhængighedsdag var alle på gaden i Andijan.

Promenaden i Andijan
To unge piger på jagt (eller flugt?) i Andijan, klædt i lokal silke.