Xinjiang og Kina

---

Jeg havde forestillet mig Kashgar, tæt på den kirgisiske grænse, som en kaotisk Centralasiatisk handelsby, isoleret som byen er i et støvet og afsides hjørne af Kina. Men da vi rullede ned fra bjergene og ind i byen på det nybyggede motorvejsanlæg, begyndte glimtende højhuse og store butikker og supermarkeder med kinesiske tegn at dukke op alle vegne.
Vi var i den uafhængige Xinjiang-provins, beboet af uyghurere, et folk af tyrkisk oprindelse, men ved første øjekast lignede det en kinesisk by. Senere opdagede vi mellem de nye beboelseskomplekser amputerede stumper af den gamle bymur, bevaret som en påmindelse om hvordan byen så ud for få årtier siden. Og vi fandt frem til den gamle bydel, hvor små lerklinede bygninger, arabiske tegn og de centralasiatiske ansigter udgjorde det umiddelbart eneste område i Kashgar der ikke var blevet ”kinafiseret”.

Vi tjekkede ind på byens billigste backpacker hotel - ikke en af de triste betonklodser vi var blevet vant til gennem Centralasien, men en fornem bygning med marmorsøjler, rød løber og dørmand. En af de behagelige aspekter ved at ankomme til Kina var, at de fleste store hoteller havde værelser fra 100 til to dollars. Støvede, skæggede backpackere banede sig vej hver dag vej over de bonede gulve sammen med kinesiske forretningsmænd med sorte jakkesæt og attachemapper og middelaldrende ægtepar.

En anden fantastisk ting var de kinesiske restauranter efter måneder med kun fårekød, fårefedt og kartofler i forskellige kombinationer på menuen. Jeg kan ikke beskrive hvor fantastisk det var at ankomme til en restaurant der kan få selv stegt kål til at smage godt, og vi smæskede os gennem guidebogens oversatte retter med friske, sprøde grøntsager og alle mulige forskellige saucer. Derefter begyndte vi at pege i blinde på menuen, hvilket gik godt indtil den dag vi bestilte kold, marineret komave i strimler, og en anden gang hvor vi åbenbart havde bestilt stegt guldfisk - vi nåede at få ændret ordren mens kokken var i gang med at fange de gyldne fisk i et akvarium ved siden af os.

Landene i Kaukasus og Centralasien havde kun ændret sig lidt fra grænse til grænse, så mødet med Kina var et ekstra stor omvæltning på alle områder. Dagen efter vi ankom, fejrede landet 55 året for dannelsen af det kommunistiske Kina, og hele byen var fyldt med røde flag, balloner, marchagtig musik og selvfølgelig kinesere. Det kulturchok der var begyndt at manifestere sig allerede ved grænsen, brød ud i fuldt flor mens vi vandrede gennem byen forfulgt af fyrværkeri og kommunistiske slogans.
Byens centrale plads var en stor åben firkant domineret af en kæmpe statue, som vi havde set det så mange steder i Centralasien. Men statuen var af Mao, og arkitekturen virkede som det eneste lighedspunkt mellem den russiske og den kinesiske måde at besætte nye områder på. Mens Sovjet-administrationen forsøgte at styre alt fra toppen, sørger den kinesiske regering for at fylde resten ud også - med mennesker. For 55 år siden var mindre end en tiendedel af befolkningen i Xinjiang kinesere. I dag udgør de over halvdelen, og vokser kraftigt med over 300.000 tilflyttere om året.

Xinjiang er et strategisk vigtigt område at kontrollere, som den største provins i Kina og med grænser op til otte andre nationer. Den kinesiske regering har pumpet mange penge ind i at udvikle Xinjiangs økonomi og infrastruktur - noget vi nød godt af i de store supermarkeder der havde alt(!) og nye silkeglatte veje overalt. Men mange uyghurer mener, at de fleste af de nye job går til kinesere, og der er et dybt skel mellem de to befolkningsgrupper, skabt af religiøse, sproglige, kulturelle og selv kulinariske forskelle. Der er ikke megen integration imellem dem og en del uyghure ser på deres uafhængige vestlige naboer i Centralasien med en vis misundelse.
Store dele af befolkningen i Xinjiang ønsker et uafhængigt ”Uyghuristan” eller ”Eastern Turkestan” og den kinesiske regering ser efter sigende mere alvorligt på situationen i Xinjiang end naboprovinsen Tibet. En ulmende opstand mellem de to grupper førte i 1990’erne til flere sammenstød - den mest alvorlige i 1997, hvor 25 mennesker blev dræbt og flere hundrede såret.

Kashgar havde ikke rigtigt nogen turistattraktioner som sådan, men byen lå centralt for rejsende til eller fra Pakistan, Tibet, resten af Kina og i mindre målestok Centralasien, og de fleste blev indtil det store søndagsmarked. Kashgar var tidligere et vigtigt stop på Silkevejen, og selv i dag kommer handlende fra nabolandene hver uge strømmende til byens berømte søndagsmarked.
Desværre var markedet, der tidligere spredte sig over hele byen, blevet ”organiseret” og opererede nu i et lukket område med rigtige boder inddelt efter varegrupper og med mange turistting til rigtige turistpriser. Men uden for murene spildte en del af det originale marked stadig ud, med uyghuere, og handlende fra Kirgisistan, Tadsjikistan, Usbekistan og Kasakhstan.

Efter et par dage i byen trængte vi til lidt luftforandring og tog sydpå til bjergene, via første del af Karakoram Highway der fortsætter ind i Pakistan. Første stop var en fantastisk bjergsø (Karakol Lake) i 3850 meters højde. Vi boede en enkelt nat hos en kirgisisk familie der havde slået deres yurt op ved søen, men på trods af en lille ovn der konstant brændte ko- og yak-ekskrementer var der ved at være lige lovligt koldt i den højde. Så næste dag fangede vi en bus til Tashkurgan, omkring 100 kilometer fra grænsen til Pakistan og under 50 kilometer fra Tadjikistans bjerge. Her boede de fleste af de 20.000 tadjikere i Kina, i et efter et sigende autonomt område, men med en kinesisk hovedgade med kinesiske restauranter. Jason drog glad ud i byens udkant og tog billeder (se eksempel).

Tilbage i Kashgar var det helt store konversationsemne blandt mange rejsende hvilken rute de ville tage til Tibet. Den kinesiske regering har kun to grænseovergange der er åbne for turister, begge langt fra Kashgar, og begge ret dyre, da man (officielt) skal være del af en guidet tur ind i Tibet.
Jason havde længe planlagt at tage den korteste rute, den vestlige og illegale vej ind i Tibet fra Kashgar, en 1100 kilometer lang tur over bjergpas på 5600 meter til Ali og derfra videre til Mount Kalash i den vestlige del af Tibet. Ruten er officielt lukket for turister og der var næsten ingen offentlig transport, så størstedelen af turen ville foregå på stop og forhåbentlig rundt om de mange politikontroller der kontrollerede den eneste vej til hovedstaden Lhasa.
Jeg forestillede mig en 10 dage lang tur i seriøse minusgrader på ladet af en lastbil, uden ordentlig mad eller husly, konstant på udkig efter politikontroller, og besluttede mig for at finde en alternativ rute. Vi havde begge brug for noget tid alene, efter fem måneders næsten konstant samvær i en udmattende rejserutine og nogle gange stressende situationer, så vi besluttede os for at tage hver sin vej i et par uger og mødes igen i Lhasa.
Så dagen efter vi kom tilbage til Kashgar, skiltes vi på busstationen. Jason tog mod syd og jeg købte billet til bussen nordpå, over Taklamakan ørkenen, mod Qinghai-provinsen hvorfra jeg kunne tage en ”lovlig” bus (eller anden transport) mod Lhasa.

(I kan læse om Jasons tur gennem Kina og Tibet på hans travelblog:
http://www.travelblog.org/Asia/Tibet/blog-2068.html
Men bemærk venligst at jeg ikke har nogen indflydelse på hans blog eller nødvendigvis er enig i de ting han skriver…😊

Jeg oplevede min første kinesiske sovebus på vej mod Urumqi, omkring 1200 kilometer fra Kashgar. Det er en genial opfindelse der burde indføres i alle lande uden ordentlige togforbindelser - med tre rækker køjesenge har den næsten lige så mange passagerer som en almindelig bus, og er man ikke højere end en velvoksen kineser kan man sagtens få en ordentlig nats søvn.
Så jeg ankom rimeligt veludhvilet til Urumqi, hovedstaden i Xinjiang og en næsten totalt kinesisk by med over 80 % kinesere. Her var masser af glaserede højhuse, burgerbarer, dyre cafeer og tøjbutikker, og jeg brugte et par afslappende dage på at kigge i butikker og købe varmt tøj, sippe cappuccinoer og kigge på alle de… kinesere.
Urumqi er efter sigende den by i verden der ligger længst væk fra havet (2250 kilometer), hvilket nok forklarer den fascination med strandsten som jeg så i alle souvenirbutikkerne. De var lagt frem som en slags eksotisk pynt i kurve sammen med blankslebne træstykker og andet strandgods, og muslingeskaller var i høj kurs. Syret.
Der var også masser af kinesiske medicinboder med rækker af tørrede slanger, firben, frøer og horn og store glaskrukker med frø, rødder og mystiske pulvere. Mange af dem lå klods op ad en KFC eller en vestlig burgerbar og blev besøgt af unge par med cowboybukser og mobiltelefoner.

Det var fedt at have noget tid alene og kigge på butikker i flere timer i træk, uden at have én på slæb der konstant kiggede på uret eller mente det var for dyrt. Og det var en længe savnet frihed at kunne planlægge turen helt selv, uden at skulle gå på kompromis eller diskutere noget. Men det var også en mærkelig følelse at være helt alene igen og være centrum for folks opmærksomhed. Jeg følte mig pludselig meget bevidst om at jeg var anderledes når jeg gik ned ad gaden, og min mangel på kommunikation med omgivelserne begyndte at blive lidt frustrerende efter et par dage.
I Centralasien havde jeg i det mindste været i stand til at tale russisk med folk på et basalt niveau - her førte mine ekstremt få kinesiske gloser for det meste kun til blanke udtryk og en hovedrysten og der var ingen der talte engelsk. Jeg oplevede mine første frustrerende forsøg på at finde rundt i en by hvor ALT var på kinesisk og alle jeg spurgte om vej pegede i hver sin retning - hvis de forstod hvad jeg sagde og ikke ignorerede mig (som en del gjorde - sikkert på grund af usikkerhed).

Jeg stoppede ikke ved de sædvanlige turiststeder, så jeg så ikke mange turister - min tur gennem den vestlige del af Kina var mest en behageligere måde at komme til Tibet på (jeg vil tilbage og se Kina ordentligt en anden gang). Men jeg blev lige nødt til at stå af toget i Jiayguan i Gansu-provinsen og se det østligste stykke af den store mur. Her mødte jeg endelig en engelsktalende på togstationen - en forretningsmand fra Taiwan der lige som jeg havde en halv dag til at se byens attraktioner. Han havde allerede lejet en taxa og inviterede mig på sightseeing, så jeg gik en tur på den 10.000 kilometer lange mur sammen med Mr. Johnson (som han kaldte sig). Muren var blevet totalt restaureret i slutningen af 1980’erne (tidligere var der mindre end en meter oprindelig mur tilbage) så det føltes ikke helt originalt, men alligevel - tanken om at muren engang havde strakt sig hele vejen til Beijing var imponerende.
Efter frokost blev jeg sat af ved togstationen, hvor jeg tog et tog videre ind i Kina - i en siddekupe fyldt til bristepunktet med venlige kinesere og ufattelige mængder børn, bundter og bagage. Jeg fik ikke sovet ret meget den nat, men lærte at spille et kinesisk kortspil af mine sidemænd og så en flok lettere drukne ældre mænd fnisende og hovedrystende studere min bog på engelsk - hvordan kan nogen dog læse det?

Jeg passerede masser af ens, moderne kinesiske storbyer på min vej mod Tibet, men som jeg nærmede mig Qinghai-provinsen begyndte flere og flere tibetanske byer og templer at dukke op.
I Golmud, i det uofficielle Tibet, købte jeg billet til Lhasa sammen med glatragede tibetanske munke i røde kåber og bare arme. De var nogle af de omkring fire millioner tibetanere spredt ud over de kinesiske provinser omkring Tibet, mange af dem flygtet fra den kinesiske invasion af landet - men det er vist en længere historie til næste mail...

---

Photos

Mao
En af de største statuer af Mao står i Kashgar – her ved fejringen af 55 året for dannelsen af det kommunistiske Kina.

Kashgar
Bag de nye kinesiske højhuse ligger den gamle del af byen, beboet af uyghurene.

Skulle det være et kogt fårehoved, Hr.?
En interessant uyghursk specialitet som vi ikke prøvede.

Tashkurgan
Tadsjikiske kvinder i udkanten af Tashkurgan - en officielt uafhængig tadsjikisk region i Kina.

Urumqi
Hovedstaden i Xinjiang-provinsen var en moderne kinesisk storby med alt man kunne drømme om efter måneder i Centralasien

Den Store Mur
Den østligste del af den 10.000 kilometer lange mur i Jiayuguan.

Comments

[deleted_8495]

mycket intressant! fortsatt trevlig resa! MVH Christopher