Det lille landbrug

---

Bosat paa Rosen vej nr. 185

De foerste timer efter at vi er ankommet til sydoen er vi paa farten. Langs kysten koerer vi mod Nelson, hvor vores naeste vaert venter. Flot sceneri og en is i Nelson by, og saa videre ud paa landevejen.

Fruen og herren i huset er et middelaldrende engelsk par, der i foerste omgang inviterer os ned paa den lokale pub (den aeldste i New Zealand - fra 1850 - for at det ikke skal vaere lyv). Vaeldig hyggeligt.
De er selforsynende, gemmer froe fra aaret foer og gaar meget ind for oekologi. Hvad der er overskud af spiser de, alt andet saelges paa loerdagsmarkedet.
De har omkring 30 geder. Fra de mest nuttede kid til den mest stinkende buk. Vores morgentjans er at fodre gederne og malke de 17 af hungederne der er modne til det. Det er rigtig hyggeligt, og efter et par dage sidder rutinen der. De bliver lukket ind i "gedehotellet" hvor hver i saer har et vaerelse. Paa tur kommer de op paa malkebriksen, og i loebet af et par timer er de igen ud paa engen. Scenariet gentager sig igen om aftenen. De kraever en del mere arbejde her, end de har gjort noget andet sted vi har vaeret. Det er haardt - tidligt op og tidligt i seng - men yderst tilfredstillende.
Sky (vores automobil) er stadig en kilde til glaede. Naar vi har fri efter dagens dont, tager vi ud og kigger paa omraadet. Forleden tog vi paa togt til Golden Bay (sandet er gyldent, men det er guldet der giver navnet). Takaka (en af de stoerste byer i denne region) var fyldt med cafeer, faverigt toej og butikker med oekologiske varer. Her var en fantastisk afslappet og hyggelig stemning. Dejligt med en saa uventet god oplevelse. Efter at have oset en times tid i Takaka, tog vi mod Abel Tasmans nationalpark, der er en af eneste nationalpark der ligger ud til kysten. Flot, flot, flot! Vi snuppede et par tyske hitchhikere med paa vejen hjem. Lugtende og traette, som de var, efter 3 dages og 45km i parken, samt tyskere, foelte vi os en kende fornemme.

De foerste par dage gik dog med en hvis baevren. Fruen i huset var en spraengfarlig bombe, som skabte en meget ubehagelig og aggresiv stemning, hvilket kulminerede i et mindre skaenderi og en snak, om at vi - trods al respekt for deres projekt - foretrak at tage flugten. Vi gav det en dag mere og siden da har der faktisk vaeret en o.k hyggelig og ganske venskablig stemning i hytten. Men her den sidste dag, er vi dog glade for at komme videre.

---