Advertisement
Published: June 20th 2009
Edit Blog Post
Vi havde i vores norditalien-bog set at der var et sted kaldet Parco della Cascata, der vist betyder vandfaldenes park, med en masse vandfald, vi gerne ville besøge. Vi kører derover da vi er stået op og har været i bad. Vi kører en times tid og ender efter nogle hårnålesving højt oppe i en by hvor næsten alle husene er lavet i sten. Langs fortovene er nogle store sten der er 1x1m store og så omkring 10cm dybe som en slags hegn, ud til markerne eller skrænten eller hvad der nu er ved siden af fortovene. Det er nogle de saver ud af store sted på en lille fabrik der ligger i byen, det er meget charmerende. Der er også kirsebærtræer over det hele og de lokale er tossede med at sælge kirsebær til folk på vej ned til parken.
Vi går meget stejlt nedad i 10-15 minutter inden vi er ved indgangen til stedet. Det er en kæmpe park hvor man så giver 5 Euro for at komme ind hvor man så får et kort med 3 ruter på. En grøn, en rød og en sort der henholdsvis tager ½, 1 og 2,5 timer hvis jeg husker rigtigt. Vi
tager den mellemste. Der er borde og bænke ved indgangen hvor der sidder en masse og lader op til turen og de fleste har også kondisko på, så det kan ikke bare være ligesom dyrehaven. Vi har i det mindste taget sandaler på og ikke klip-klappere så lidt kan vi da holde til. Det viser sig også at være en ret hård tur hvor man nærmest hele tiden går enten stejlt op eller ned. Man går hen over en masse flotte vandløb og kommer også hen til nogle vandfald. Vandet er så rent så man foldkommen tydeligt kan se bunden på et sted hvor der er 1 meter dybt. Der er ikke nogle steder man må bade, men der er en svævebane og et andet sted er der en gynge hvor snorene hænger så højt oppe så man ikke kan se derop, hvor man så gynger hen til vandfaldet ind over vandet og tilbage igen. Når man ser det et stykke fra ligner det at de bare gynger direkte ud over en kløft og jeg bliver vildt nervøs da jeg ser det er et barn de er ved at skubbe ud over. Når man kommer derhen er den så ikke
mere end en enkelt meter fra vandet på det laveste sted, men det så da helt vanvittigt ud på afstand når man kan se et vandfald i baggrunden, to snore man ikke kan se toppen af og en afsats til at sætte fra på… Det vildeste den har at byde på er at man kommer lidt tæt på klippen så man kan sætte fra på den, plus at hvis man ikke holder benene oppe på tilbagevejen får man et ordentligt klap over hælene.
Det lykkedes os meget trætte og nok omkring 100 billeder rigere at komme turen rundt. Det tog næsten halvanden time, men vi sørgede også for at stoppe alle de flotte steder og sidde og nyde det. Det var en rigtig hård dag og det er heller ikke til at forstå hvordan vi nåede alt det. På hjemturen lykkedes det også Thea at sove næsten hele vejen på trods af at vi kørte 90-100 det meste af vejen med begge vinduerne helt nede…
Advertisement
Tot: 0.107s; Tpl: 0.014s; cc: 10; qc: 51; dbt: 0.0568s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb