Advertisement
Published: September 1st 2017
Ahoy!
Nogle tætpakkede dage i Malang og omegn er overstået, vi har virkelig fået set en masse. Da nogle af tingene lå ret tæt op ad hinanden tidsmæssigt, har vi dog måtte okse lidt rundt, og til tider måtte undvære den gode nattesøvn (og kæmpet med sygdom).
De sidste dage i Yogyakarta fik vi set nogle grotter (Goa på Indonesisk), bla. en enorm en af slagsen, Goa Jomblang. Vi vidste ca. hvor grotten lå, så vi sadlede op på de 2-hjulede og tog den ca. 40km lange tur derudaf. Da vi var nået et godt stykke derudaf, stødte vi på en gut på en scooter som, ud af det blå, spurgte hvor vi skulle hen. Det viste sig så at han var en del af nationalparken ved Jomblang, så vi fik lov at følge hans spor - super nemt! Og det er en ting man virkelig lægger mærke til herude, gæstfriheden og venligheden (som i alle andre lande herude i øvrigt), det er helt vildt så hjælpsomme, flinke og nysgerrige de er. Hvis man har lyst, har man venner alle vegne herude. Ud af det blå spørger de om de kan hjælpe med noget, hvem vi er,
hvor vi kommer fra (og om der ikke er koldt i DK...............).
Nå men, for at komme ned til Jomblang, skal man rapelle, så vi fik udstyr på og blev firet ned til indgangen af grotten. At stå nede i et kæmpe, frodigt hul, og se et endnu større stort sort hul som venter... ikke et dårligt syn! Vi fik grejet af og hjelmene på og gik ind. Det første stykke er bare en enorm sort tunnel uden det helt store at se. Men så kravler lidt op, over nogle sten, og dér venter et kæmpe kammer, fyldt med damp pga. varmen og floden nedenfor. Øverst i grotten er et stort hul, op til overfladen, og deroppe vokser skoven. Så sollyset stod og flimrede gennem bladene og ned i dampen så der var et helt fantastisk diskoshow af lyskegler i dampen nedenunder. Det så s fedt ud!
Efter vi havde været på grotteudforskning tog vi videre mod Malang, her ventede én af kronjuvelerne (hvis ikke kronjuvelÉN) af flotte syn i Indonesien, solopgang over Mt. Bromo. Jeg blev desværre syg på sidste dagen i Yogyakarta, fik reddet mig en omgang airconditiontulose, så har måttet døje med en
irriterende forkølelse, øv!
De første par dage i Malang brugte vi endnu engang på to hjul, det er nemlig et område fyldt med vandfald, så hvilken bedre måde at se dem på, end at få turen derud med som oplevelse. Det første vi tog ud til, Coban Sewu (Coban = alm. vandfald), var okay, turen derud var egentlig flottere, end selve vandfaldet. Men vandfald bliver aldrig helt kedelige. Det vi helst ville se var et vandfald ved navn Sumber Pitu (Sumber = vandfald hvor vandet kommer fra en vulkan), det så helt vildt ud på billeder. Turen ud til vandfaldet viste sig at være noget hårdere end forventet, en masse kravlen op og ned, det tog ca 1,5 time, og i den bagende hede og forkølet var det ikke lige sjovt alt sammen. Men desto større var fornøjelsen. En grøn klippevæg, klædt i blade og buske og med vandfald langs hele kanten - SÅ var det tid til en shower!
Sidste, og vildeste ting, vi lavede i Malang var at se solopgang over vulkanen Bromo. Solen går op ved 5 tiden, og der var et stykke derhen, og vi skulle gå et stykke for at komme
op. Så vi blev hentet kl. 01 (ja, 01!) og kørte 2 timer hen til en gut som havde en jeep vi skulle bruge det sidste stykke. En time skulle vi køre i jeepen for at komme til bjerget Penanjakan hvor vi kunne se solopgangen fra toppen. Det var en spøjs fornemmelse at køre i jeep i broget terræn, i bælg mørke, og ikke vide hvad der ventede os af syn. Da vi kom til toppen af Penanjakan, klokken ca 4 om natten var det kulsort, men vi kunne se en klar, klar stjernehimmel - og tilmed et stjerneskud - mens vi ventede i den bidende kulde, omkring frysepunktet. Og endelig! Omkring kl. 04.30 kom det første svage lys, og så lidt mere, og så lidt mere. Nu kunne man begynde at ane konturerne af Bromo, Semeu og de andre vulkaner.
Det er et helt igennem enestående og surrealistisk syn at se den solopgang - vi har set mange ting efterhånden, men er begge enige om at DET, solopgang over Bromo er det vildeste! Det er ikke det højeste, hårdeste eller andet, men det vildeste! Wow..., bare wow! Ofte siger man at billeder ikke gør oplevelsen fyldest, men ikke
lige her, det lignede faktisk at vi stod og kiggede på en computeranimation, et computeranimeret partikler. Men den var god nok, vi stod der altså! Og ja, selvfølgelig havde vi Gammel Dansk med til at holde varmen 😉
Nu går turen helt øst på Java, til Banyuwangi hvor der er lidt flere kratere vi skal se, og så er vi blevet enige om at turen går til Raja Ampat på Ny Guinea som sidste stop på turen.
Håber i alle har det godt, glæder mig til snart at se jer!
kh junior
Advertisement
Tot: 0.103s; Tpl: 0.014s; cc: 9; qc: 52; dbt: 0.0724s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.2mb
Isabella
non-member comment
Hej onkel gutternas haptus
Hej onkel. Det ser dejligt ud hvor du er. Vil du gerne tage en lille Buddha med hjem til mig. Hvad tænkte du da du så ægte vulkaner? Jeg savner dig. Kram fra Bella