Vietnam

---

Den 2. januar landede vi i Ho Chi Minh City, Vietnam. Vi havde som sædvanlig ingen reservationer og skulle derfor finde et hotel i byen. Vi havde dog hørt at Vietnam, var lidt værre end Thailand, når det gjaldt prisstigning for turister. Og ganske rigtig, den første individuelle taxachauffør vi spurgte, ville have en vanvittig pris for at køre ind til byen. Så vi gik ind i lufthavnen og snakkede med hvad der lignede et professionelt turistselskab. Her fik vi så også en taxa og første nat på et meget lækkert hotel for samme pris, som den anden taxa ville have.
Vi ankom til vores Hotel om eftermiddagen og så ikke meget af Ho Chi Minh den dag. Næste dag gik vi dog rundt i byen og det første vi blev overraskede over, var trafiksystemet. Der er meget få lyskryds og derfor holder de bare hornet i bund og håber de tværgående ikke har alt for meget fart på.Vanvittigt! Derudover er der i byen, flere scootere end der er mennesker i Danmark. Når man skal over vejen som fodgænger, gælder det om at gå langsomt så scootere og biler kan nå at køre uden om én. Jeg har krydset nogle veje som jeg aldrig vil krydse igen, bogstavelig talt!
Tredje dag i Ho Chi Minh blev brugt på tandlægen. Camilla havde siden nytår haft store smerter i sin visdomstand og nu var det blevet for meget. Vi tog til Tandlægen og Camillas tand viste sig at være betændt og skulle ud med det samme. En halv time efter var Camillas kind dobbelt størrelse og hun havde sin tand i hånden. Godt bedøvet, var Camilla dog ikke i stand til mere den dag og jeg gik derfor alene på opdagelse.
Dagen efter gik turen videre mod Nha Trang. Vi havde fået nok af storbyer og ville tilbage til stranden og kystlinien. Vi havde læst at Nha Trang skulle være strandbyen over dem alle i Vietnam og havde derfor gode forventninger. Turen gik selvfølgelig med bus og efter 10 timer ankom vi om aftenen. Lige så snart vi havde sat foden på jorden, blev vi stormet med tilbud om taxa og tuk tuk. Vi var ikke interesseret og fandt hurtigt hvor vi var. Vi satte kursen mod de billige hoteller i byen. 5 minutter efter var vi ved stranden og så, at det var lige så flot som vi havde læst. Det kunne kun blive nogle gode dage ved stranden. Vi fandt et billigt hotel og fik et enormt værelse for få penge. Næste dag blev brugt på stranden og sikke en strand. Lækkert sand, palmer og store bølger man kan lege i. Vi brugte det meste af dagen der og følte os meget turistagtige, men vi nøj det var dejligt at være ved stranden igen. Desværre blev der ikke flere muligheder for at ligge ved stranden, da vejret blev meget kedeligt fra den dag og resten af turen i Vietnam. ÆV! Dagen efter vores gode strandtur, fandt vi en lille restaurant og fik frokost. Mens vi spiste, var der en gruppe mennesker midt i lokalet der havde gang i at flambere bananer og lave dessert. De var til madlavningskursus og det så meget sjovt ud. Vi besluttede, at det ville vi da selv prøve! Så 2 dage efter mødte vi op kl. 9 om morgenen i restauranten og mødte vores gruppe for dagen. En hyggelig forsamling på 12 mennsker. Før vi kunne lave mad, skulle vi bruge råvarer. Så vi blev enkeltvis smidt op på en cykeltaxa og kørt til det lokale marked. Det var kæmpe og der blev solgt alt mellem himmel og jord. Folk sad på forhøjede borde og solgte deres ting. Det hele virkede meget kaostisk og meget uhumsk, mildest talt. Vi blev ført rundt mellem boderne og fik købt vores råvarer. En lidt bizar oplevelse, var da vi skulle have noget frø og damen tog én fra bunken der lå levende bundet sammen i en kurv. Så slog hun frøen hårdt ned mod en stenkant, skår ryggen og op flåede skindet af. Efter lå der en frø med vrangen vendt ud og man kunne se dens hjerte, der stadig bankede. Man tænker det er lidt umenneskeligt, men forholdende er de samme i europa, hvis ikke værrere når det gælder kyllinger. Efter markedsbesøget, skulle der laves mad. Vi startede med at lave friske forårsruller, derefter en kylling hotpot og til dessert; flamberet banan med appelsinsovs og chokolade. Min hotpot smagte lidt sjovt selvom jeg havde kommet det samme i, som de andre.Det morede Camilla meget, da det normalt var mig, der kunne lave mad. Meget sjov og lærerig oplevelse. Nha Trang var egentlig kendt for at være lidt at én partyby. Det så vi desværre ikke meget af pga. flere ting. Det første receptionen på vores hotel fortalte os, var at vi helst skulle være tilbage på hotellet før 12, for vores egen sikkerhed. Så havde vi læst i vores rejsebog, at vi ikke skulle gå ned til stranden om aftenen. Sidst men ikke mindst, fandt vi en facebook side på nettet, kun for folk som havde været ude for sådanne oplevelser. Siden havde mange medlemmer og vi mistede lidt lysten til at gå ud om aftenen. Lidt ærgeligt, men vi hyggede os alligevel.
Den 9. tog vi videre nordpå mod Hoi An. Vi bestilte busbilletter og tænkte det ville være som sidst. Men den her gang, var turen ret slem. Vi var bagerst i bussen og skulle derfor ligge 5 personer på meget lidt plads. Desuden regnede det hele turen og Camilla lå op af et utæt vindue og blev våd. Vi ankom dog til Hoi An og her havde vi bestilt hotel fordi at højsæsonen nærmede sig. Samtidig ville vi gerne prøve et 4 stjernet hotel, når det nu kostede ingenting. Derfor havde vi bestilt 2 nætter på Glory hotel og havde store forventninger efter de billeder vi havde set på nettet. Det viste sig hurtigt at være rimelig overvurderet at tage på 4 stjernet. Først havde de slet ikke modtaget vores reservation og vi måtte vente på at de gjorde værelset rent. Næst fandt vi, at vores senge var de hårdeste vi havde prøvet på hele turen, inklusiv Australien og New Zealand. En anden grund til at vi havde valgt hotellet, var at de havde et fitnessrum, da vi trængte til at få pulsen lidt op. Men da jeg spurgte receptionen, kendte de ikke noget til det og det var bare for at trække kunder til at de havde skrevet det. Sidst men ikke mindst ville jeg så benytte mig at vores badekar og tage et karbad. Da jeg tændte for vandet kom der mudret vand ud. Det eneste plus var morgenmaden og fri benyttelse af cykler. Fesne fire stjerner vil jeg mene! Heldigvis var Hoi An en dejlig mellemstor by fyldt med liv og skrædderbutikker. Byen havde en gammel del, hvor folk stadig har butikker og bor i charmerende gamle huse. Vietnam havde indtil videre været morderne på mange punkter og det var rart at se noget fra den gamle tid. Cirka hver 3 bygning, var en skrædderbutik der lavede alt fra kjoler til habitter og tørklæder. Da jeg allerde havde fået lavet et jakkesæt i Bangkok, fik jeg ikke lavet noget. Men Camilla tog en chance og fik lavet en kjole. Hun blev dog desværre ikke helt tilfreds, hvilket jeg ikke forstår. Men kvinder er også så krævende på det punkt, har jeg fundet ud af 😊 Vejret fortsatte som sagt med at være surt og selvom vi cyklede til stranden, blev det ikke til mere end at kigge på bølgerne, fuldt påklædt. Vi blev dog på det ”4” stjernede i de 2 dage vi havde booket. Men da det brugte hele vores budget at bo der, fandt vi et billigere hotel efter. Desværre havde de fleste hoteller i området problemer med vejret og da vi fik vores værelse, var det slemt fugtigt og lugtede ret dårligt. Vi overlevede dog ved at lufte ud så meget vi kunne og vaske vores tøj efterfølgende.
En aften fandt vi et lille hyggeligt sted og fik noget god mad. Midt i vores middag, kunne vi høre nogle unge mennesker ved siden af os, snakke dansk. Jeg følte lidt at vi smuglyttede uden det var nødvendigt, så efter maden gik vi over og spurgte om vi måtte sætte os. Det blev en rigtig hyggelig aften, der sluttede sent på den lokale bar.
En af de ting vi endnu ikke havde prøvet, var at køre scooter. Samtidig ville gerne ud og se My Son, som var et kulturrigt område med gamle bygninger og som ifølge vores rejsebog, var noget vi burde se. Så vi slog to fluer med ét smæk og kørte scooter derud. Vi lejede en scooter for 30 kr. og kørte afsted. Jeg kørte scooteren da Camilla kun havde kørt én gang før (scooteroo) og så sad hun bagpå. Det ganske fint og efter halvanden time ankom vi, med ømme bagdele, til My Son. Efter at have kigget på nogle gamle bygninger,og ikke rigtig fundet ud af hvad det egentlig var vi kiggede på, kom en ung fyr fra Vietnam hen til os og prøvede at snakke engelsk. Vi fandt ud af at han studerede området og én dag gerne ville være guide på stedet. Så han spurgte, om han ikke måtte fortælle os om området og vi sagde selvfølgelig ja. Så resten af dagen havde vi guide på og selvom han snakkede meget dårligt engelsk, fortalte han dog nogle interessante ting og det var rigtig hyggeligt.
Næste stop på turen, var Hanoi og efter vores sidste bustur, var vi lettere skeptiske over at skulle prøve det igen. Samtidig var priserne steget til det dobbelte pga. nytår, som er den 22 i vietnam. Så det kostede egentlig ikke meget mere at flyve og vi var helt klar på at betale lidt ekstra, hvis det betød at vi ikke skulle med bussen. Efter 1 time ankom vi til Hanoi, vores sidste stop på rejsen generelt. Vi besluttede at bo på et hostel, som vi havde fået anbefalet af danskerne vi mødte i Hoi An. Det viste sig at være en god beslutning, da stedet var stort og havde lækre faciliteter. Hostellet var lækkert, men byen var absolut en af de værste vi længe havde prøvet. Massiv larm og mere stressende end Ho Chi Minh på mange punkter. Eksempelvis kom en dame hen til os og satte sin pind med 2 fastbundne kurve, som hun solgte ting fra, op på Camillas skulder og giv hende sin hat på. Hun sagde at jeg skulle tage et billede, men da jeg havde taget billedet, havde Camilla fået 2 frugtposer i hånden og nu skulle vi betale for dem. Vi skulle betale en vanvittig overpris. Vi sagde at vi ikke ville have noget, men hun blev ved og vi kunne ikke gå. Til sidst fik jeg det ned på 1/3 af prisen, som stadig var for meget, og de forsvandt. Det satte ligesom vores standpunkt for byen. Allerede efter at have gået rundt i 4 timer i byen, havde vi fået nok. Måske gjorde det dårlige vejr heller ikke meget for stedet, men vi var lidt kede af at skulle tilbringe vores sidste dage i en by vi ikke kunne lide. Vi skulle dog heldigvis se Halong Bay, som var noget jeg havde glædet mig til fra starten af turen. Derfor bookede vi en tur fra hostellet, som havde rygte som en lidt vild tur.
Den 17. om morgenen kørte vi afsted til Halong bay og blev sejlet ud til den båd vi skulle være på. En såkaldt junkbåd i træ med dejlige små kahytter og et stort soldæk på toppen. Vi var to både med 50 mennesker tilsammen. Efter at have fået frokost kunne vi begynde at se Halong Bay. Desværre levede ikke helt op til mine forventninger, da hele området var meget tåget og koldt. Om eftermiddagen skulle vi hoppe i vandet fra båden og sejle i kayak. Det var rigtig flot, men meget koldt da det blæste og solen slet ikke viste sig den dag. Om aftenen blev de to både sat sammen og så var der fest. Vi havde en guide og han var lettere sindssyg for at sige det mildt. Han havde mere energi end alle os andre tilsammen og han havde gjort det samme i 2 måneder! Efter et af de mest vandvittige drukspil jeg har prøvet, så var båden rockende på bedste vis. Fantastisk aften og dejlige mennesker! Morgenen efter var det op efter få timers søvn og vi lignede alle zombier, men vi skulle tilbage til Hanoi.
Vi skulle flyve fra Hanoi den 24. og ville ankomme den. 25 i kastrup. Resten af dagene blev brugt på hostellet, deres nytår og med små ture rundt i byen. Det var helt underligt at tænke over, at skulle tilbage til virkeligheden. Efter 4 fantastiske måneder, var ferie faktisk blevet dagligdag for os og vi skulle vænne tilbage til det normale.
Det var svært at overskue alt det jeg havde oplevet og det ville tage mig lidt tid før jeg rigtig er klar over det. Derfor kan jeg ikke rigtig skrive en god afslutning, da det endnu ikke er overstået i mit hoved. Men jeg glæder mig dog til at se familie og venner igen. Efter 4 måneder i en rygsæk glæder jeg mig til visse luksuser, men det er faktisk også det eneste. For når man backpacker, så har man alt det nødvendige, men man savner dog altid: Familie, venner og luksusting.

---

Comments

[Sofie Frydenborg]

Så er du jo hjemme lige om snart!!!!! :D :D :D Nøj, hvor jeg glæder mig! :D