Florianópolis

---

Det er et must at gå med klipklappere i Brasilien. I hvert fald hvis man kaster et hurtigt blik på de lokale i Florianópolis. Eller i hvert fald i Barra Lagoa, som er den lille by i Florianópolis, hvor vi bor i øjeblikket.
Florianópolis er hovedstaden i den brasilianske provins Santa Catarina. Og Florianópolis er samtidig en ø. Men ikke kun en ø. En del af den - dens kommercielle centrum og trafikale knudepunkt - ligger også på fastlandet. For at gøre det endnu mere indviklet hedder provinsen ’Santa Catarina’ i virkeligheden ’Ilha do Santa Catarina’, og eftersom ’ilha’ betyder ’ø’, burde det være Santa Catarina, der var en ø, og ikke Florianópolis. Alt i alt er det nogle meget svært fordøjelige fakta for én, som er født uden det gen, der burde sørge for geografisk fornemmelse og stedsans. Men det er måske også noget med sproget… For hånden på hjertet: vi forstår ingenting. Ingenting overhovedet i Brasilien. I Brasilien taler man nemlig portugisisk. Og kun portugisisk.

Ud over at tale portugisisk, lider mange af de lokale også af den vrangforestilling, at hvis bare man bliver ved med at tale længe og insisterende nok og vælger at ignorere folks ”undskyld, men vi forstår virkelig ikke portugisisk… English? Espaniol?...”, så vil folk forstå dem til sidst. Jeg ved ikke, om folk gør, vi gør i hvert fald ikke. Nogle enkelte gloser kan vi gætte os til, fordi de enten ligner spansk, italiensk eller fransk. Og hvis man analyserer et stykke portugisisk tekst længe nok, lykkes det nogle gange at finde orden i kaoset af fransk, spansk og italiensk. Men man har bare ikke tid til den slags sproglige analyser, når kassedamen siger en masse ord, der lydmæssigt er en blanding af spansk og russisk - ja, meget mærkeligt - og kigger spørgende på én. Kort sagt: sprogligt set er vi på spanden her i Brasilien, og derfor er der rigtig mange ting, vi ikke forstår. Som for eksempel, hvorfor Florianópolis er en ø og samtidig en hovedstad, som ikke kun er en ø, og samtidig hovedstaden i en provins, der hedder ’Øen Santa Catarina’…

I Florianópolis bor vi altså et sted, der hedder Barra Lagoa. Lagoa betyder sø. Og der er også hele to meget store søer her på øen. Og der, hvor vi bor - et minut fra stranden - mødes den ferskvandskanal, der løber gennem byen, og havet. Fiskerbådene sælger friskfanget fisk og seafood, og små huse stabler sig op på en bakke som små pastelfarvede bolcher. Hippieagtige mænd sælger hjemmelavede smykker og hunde løber omkring i flokke, fører en krig om territorium og har en mærkværdig adfærd, hvor de synes at glemme, hvorvidt de er hunner eller hanner.

Vi bor i en poussada, hvilket vil sige, at man lejer en privat ejet lille lejlighed. Lejligheden ligger på første sal i en slags rækkehus og har stort spisekøkken, soveværelse og bad.
Især køkkenet er en fordel, for det er alt andet end billigt at spise ude i Brasilien. Faktisk er priserne i Brasilien nedslående høje, ligefrem skræmmende, når man tænker på, hvordan fattige mennesker klarer den med de priser. En hovedret på en restaurant kan koste op til 250 kr., hvilket sammenlignet med de andre sydamerikanske lande er skyhøjt. Og det bliver ikke meget bedre i supermarkederne. Nogle varer er endda dyrere end i Danmark. Undtagen kød. Lækre røde bøffer fås til 15-20 kr. pr. kilo. Og så er der frugt og grønt, som synes at vælte ud af et usynligt overflødighedshorn til ingen penge.
Hver dag går vi 50 meter ned ad vejen til vores lille grøntsagsmarked, hvor vi fylder poserne med agurker og tomater, der rent faktisk smager af noget, gulerødder, forunderlige rodfrugter, peberfrugter, knasende friske salatblade, tre forskellige slags appelsiner, guava, bananer og frugter, vi aldrig har smagt før.
Og så er der østers. De koster 50 kr. for 12 østers nede på strandrestauranten, og jeg har en klar plan om at finde ud af, hvor mange østers man egentlig kan spise, før man rent fysisk ikke synes, det er sjovt mere.

To af dagene her på øen lejede vi en motorcykel, og den første brugte vi på at udforske den nordlige halvdel, der - måske mest på grund af vejret den dag ( = regn/blæst/lidt sol/støvregn/mere sol/blæst/skyer/mere sol og blæst/lidt mere regn) - mindede om Rørvig. Der var granskov, hvide sandklitter med buskads og store bølger på havet.
På motorcykeldag to lagde jeg mig med en ondsindet madforgiftning/maveinfluenza, og Mathias nåede at se noget af øens sydlige halvdel, før han også måtte lægge sig med samme madforgiftning/maveinfluenza, som holdt os begge inden døre i halvandet døgn.


Klipklappere er et absolut must for de fleste brasilianere her i Barra Lagoa. Helst af mærket ’Havainas’, som også boomede i Danmark en sommer for nogle år siden, da stort set alle danskere uden undtagelse pludselig blev ramt af en epidemi af mørkegrønne gummiklipklappere med brasiliansk flag på fødderne.
Ud over klipklapperne gælder det om at have så lidt tøj på som muligt. For selv om det brasilianske vejr har svigtet på det kraftigste og de bedste dage i øjeblikket mest af alt minder om en middelmådig forsommerdag i Rørvig eller ved Vesterhavet, så insisterer de lokale at gå i små cowboyshorts og bikinitoppe, eller - for mændenes vedkommende - surfer dude badeshorts. Og mange af dem surfer også. For i det blæsende vejr er bølgerne høje og strandbredderne velbesøgte af folk, der dyrker alskens vandsportsgrene. Og så af alle de andre badegæster, der lader til at være fuldstændigt upåvirkede af, at folk som jeg må pakke sig ind i to bluser og et håndklæde for overhovedet at holde varmen.

Indtil videre har vi skiftet naboer en enkel gang. De første var et stille par homoseksuelle mænd, der en gang imellem listede ned ad trappen og fremstammede en lyd, der måske var et hej, men ellers så vi ikke noget til dem. Derfor stod de nye naboer, vistnok to vennepar, i endnu større kontrast til dem, da de flyttede ind og straks gik i gang med at grille og synge med på sangene i fjernsynet på en måde, der ikke efterlader nogen tvivl om, at de øver sig på at komme med i South American Idol.

Når vi ikke er underholdt af naboerne, er vi godt underholdt og vogtet af to, nogle gange tre, hunde. Den ene er en kæmpe han, der er så god som dagen er lang, den anden er hans kæreste - en hun, der er så tynd, at man kan tælle hendes ribben. Og selv om de ser søde ud, når de putter sig ind til hinanden, er der ingen tvivl om, hvem der har krav på at spise først og nogle gange indtil der ikke er mere mad tilbage.
De væltede bogstaveligt talt indenfor, en aften, da jeg åbnede døren og opdagede, at de havde lagt sig til at sove med ryggen op ad vores dør. Og selv om vi kun sporadisk havde klappet den ene på stranden dagen før, havde de af en eller anden grund besluttet at gå hele vejen op til første sal og lægge sig til at sove på vores trappeafsats.
De så ud som om vi havde kendt hinanden i evigheder og gav mig en kongelig logrende velkomst. Og da vi gav dem brød, der forsvandt på under et halvt sekund, gik det op for os, hvor sultne de egentlig var. Derefter forsvandt et kilo råt kød, fire pølser og resterne af aftensmadens spaghetti med kødsovs ned i deres rumlende maver. Og hele måltidet blev afsluttet med en imponerende masse vand, som de slubrede i sig. Bagefter logrede de endnu mere, mens de kiggede på os som om vi var guder, og så rullede de sig sammen på dørmåtten og gik til ro.
Om morgenen var de væk, men allerede samme aften mødte vi dem på stranden, hvor de holder til sammen med de andre hundeflokke. Og det er blevet til en fast tradition, at vi går ture sammen.
De to har tydeligvis besluttet, at de og endnu en hun, som de har lukket ind i varmen, er i flok med os, hvilket indebærer en masse gøen og løben efter de fleste andre forbipasserende, for ligesom at markere, at vi altså er en enhed, man ikke sådan skal løbe om hjørner med. Efter hvert ’angreb’ styrter den tynde lille hun hen til os for at få ros og anerkendelse.

Det allerbedste ved Brasilien har for os indtil videre været at lave ingenting. Ingenting som i ’slet slet ingenting’. Ingen ting overhovedet. Og det har været en mærkelig surrealistisk oplevelse ikke at kunne tale med nogen. For det er for os begge første gang nogensinde, vi befinder os i et land, hvor ingen af de sprog, vi tilnærmelsesvist kan begå os på, har slået til. Så vi rejser til Uruguay. Landet, som ifølge Lonely Planet er dybt undervurderet. Hvor alt er billigt og ren luksus, hvor folk er ’super-venlige’ (og taler spansk!), og hvor der også er dejlige strande og smuk arkitektur fra kolonitiden. Så vi siger på gensyn til Brasilien, som vi vender tilbage til i Rio de Janeiro til januar.

---

Photos

Vores surfer-venlige strand.
Our surfer friendly beach.

Brasilianere på stranden.
Brazilians on the beach.

Til 9 kr. kiloet er det ekstra fristende at spise sig mæt i frugt og grønt.
For 9 kr. per kilo it's ekstra tempting to stuff one self with vegetables and fruit.

Florianopolis' utrættelige surfere.
The surfers in Florianopolis still surfing strong.

Venner med hunde - igen. Vi kan ikke gøre for det.
Dog friends again. We can't help it.