Punta del Diablo

---

Klokken var halv et, da vi steg af bussen i Punta del Diablo, oversat ’Djævlens Odde’, i Uruguay. Vi blev sat af på en landevej, hvor et træskilt viste os videre ud ad en grusvej, der førte ud i mørket. En hund gøede et sted bag et mørklagt hus. Der var helt stille, men når man lyttede efter, var natten fyldt til randen med noget, der lød som hundredvis af bambus-uroer, der slog mod hinanden i vinden og spillede en melodisk sang. Eller måske var det træklokker, der ringede om halsen på kvæget, der sov oprejst et sted derude i mørket.
Nede i knæhøjde blinkede dusinvis af ildfluer som små fyrtårne på et kulsort hav. De fortættede sig som et mystisk elverfolk, der er kaldt til samling, og spredtes igen for at dukke op et nyt sted. Luften var mættet med duften af gran, eukalyptus og sødlige blomster, vejen syntes at fortsætte for altid, ude i grøften knitrede cikaderne i kor, og månen, der næsten var fuld, badede vejen i måneskin og lavede natten om til skumring.
Rygsækkene var begyndt at gnave i vores skuldre, vi havde ingen anelse om, hvor mange kilometer der var til et sted, hvor vi kunne overnatte, men pludseligt sejlede et lysende skilt ud af mørket. ’Hotel’, stod der, som et løfte om en blød seng og et bad. Som det lyste op der i mørket, mystisk og spøgelsesagtigt, syntes sangen ’Hotel California’, som Eagles i sin tid hittede med, som den mest passende til lejligheden.

On a dark desert highway
Cool wind in my hair
Fresh smell of calyptus
Rising up through the air
Up ahead in a distance
I saw I shimmering light
My head grew heavy and my sight grew dim
I had to stop for the night.

Hotellets glasdøre var låst, men gennem de tynde gardiner kunne man tydeligt se den oplyste lobby. Der var tomt, og ingen lukkede op, da vi ringede på. Vi prøvede igen. Og igen. Og en gang mere. Endelig kom der en forsovet fyr hen til døren. Han tog fat i håndtaget og kom først da i tanke om, at der var låst. Så sjoskede han over til receptionsdisken, hvor han slog sig for panden, mens han ledte efter nøglen. Mens han ledte, fik han af en eller anden grund tænd for musikken, der bragede ud over hele hotellet. Vi spekulerede på, om vi var de eneste gæster, siden han ikke bekymrede sig om at vække de andre. Så slukkede han for musikken, fandt nøglen og bød os indenfor med meget forkølet stemme.

There she stood in the doorway
I heard a mission bell
And I was thinking to my self
This could be Heaven or this couls be Hell
Then she lit up a candle
And she showed me the way
There were voices down the corridor
I thought I heard them say:

Welcome to the Hotel California
Such a lovely place, such a lovely place
Such a lovely face.
Plenty of room at the Hotel California
Any time of year, any time of year
You can find it here.

Vi blev mødt af en gennemtrængende lugt af brand, eller bål, eller et gammelt røgeri. Det sidste var nok mest sandsynligt, for hotellet bar det stolte navn ’Hosteria del Pescador’ - ’Fiskerens herberg’.
Han viste os op på vores værelse oppe på en gang, der lå øde hen, med pejse og guldindrammede spejle.

Mirrors on the ceiling
Pink champagne on ice
She said:
We’re all just prisoners here
Of our own device
And still those voices are calling from far away.
Wake you up in the middle of the night
Just to hear them say:

Welcome to the Hotel California
Such a lovely place, such a lovely place
Such a lovely face
Plenty of room at the Hotel California
Any time of year, any time of year
You can find it here.

Vi låste os ind, og værelset var rumligt og pletfrit. Møblerne var lidt slidte, men alt var gjort rent til perfektion. Ikke ét støvkorn, ikke en eneste plet. Håndklæderne var foldet med centimeters præcision, badeværelset skinnede hvidt. Jeg trak badeforhænget fra, bare for at berolige fantasien, og tjekkede skabene ude i gangen for eventuelle skeletter.

Om morgenen gik vi ned i den store rustikke spisesal med møbler i mørkt massivt træ, loftshøje vinduer og en hul rumklang. Ude fra køkkenet kom der stemmer, men der gik lang tid, før nogen dukkede op. Ved et af bordene var der dækket op til to - vi var altså virkelig hotellets eneste gæster.
Fyren fra natten groede op ad jorden og serverede friskpresset appelsinjuice, smør og marmelade. Mere så vi ikke til ham den dag.
Da vi var færdige med at spise, kom der en kvinde og ryddede af bordet. Hende så vi heller ikke mere til resten af dagen.
Vi gik op på værelset for at tage et bad. Jeg kiggede på vores dør og fik øje på skiltet. Nummer 13, stod der.

Last thing I remember
I was running for the door
I had to find my passage back
To the place I was before
Relax, said the nightman
We’re all to deceive
You can check out any time you like
But you can never leave.

MED TOETAGERS LEJLIGHED OG HUND

I dagslys ser Punta del Diablo anderledes jordnært ud. To nætter efter vores ankomst, rykkede vi ind i en lille toetagers lejlighed ved vandet, med stue/køkken nede i stuen og soveværelse og badeværelse oppe ovenpå. 1. sal er nærmest bare en hems, og derfra hvor sengen står, vendt over mod altanen, kan man se ud over en lille mark med stråtækte huse og græssende heste, der gumler eftertænksomt. Efter marken er der hav, og det tager fem minutter at gå ned til stranden.
Vi vågner i et soveværelse badet i sol, og selv om det ikke er hver dag, det er varmt nok til at bade - for der blæser en evindelig vind her, som man, når den er på sit højeste, kan betegne som en lille storm - svinger vejret fra dansk sommer til rigtig varm dansk sommer. Og vi er ved at blive brune.

Og så har vi fået hund. Den er selvfølgelig ikke rigtig vores, men nogle af de lokale spøger allerede med, at den er vores adoptivsøn.
Det er den sødeste hund, jeg nogensinde har ’haft’, på nær Trilby. Vi kalder den ”Halte”, fordi den ikke kan gå på det ene bagben, formentlig fordi den er blevet ramt af en bil. Den hopper rundt på tre poter, men gør det imponerende hurtigt og elegant. Og på lige så elegant en måde har Halte sneget sig ind i vores liv her og ind i vores hjerter.
Den har tilsyneladende ikke nogen ejer, for den har holdt til her i området længe, siger vores udlejer. Det var også her, vi så den første gang. Og det var kærlighed ved første blik for mit vedkommende.
Den tigger aldrig, men bliver glad, når vi fodrer den med pølser, toastbrød, tørfoder til hunde og hvad der ellers måtte blive til overs, når vi laver mad.
Halte vovede sig heller ikke selv ind i huset, før vi gav den lov til det, men nu ligger den herinde stort set hele den tid, vi er hjemme, og det er vi meget, for det er et vidunderligt sted.
Den bliver ellevild, når vi går nogle steder, for så går den tur med os og hopper rundt og logrer af glæde. Og den viger på intet tidspunkt fra vores side. Når vi er indenfor, er den indenfor, når vi er på terrassen, er den det også.
Den kommer og sætter sig helt tæt op ad én, trykker sig helt ind til én, lægger hovedet i skødet på én og kigger op med komplet uimodståelige brune øjne. Og så vender den sig om på ryggen med alle fire poter i vejret og misser med øjnene af nydelse, mens dens bliver nusset på maven.
Når vi ligger ned på stranden, kiler den sig ind mellem Mathias og mig, begraver snuden under min eller hans arm og ligger helt stille, indtil den ikke kan klare varmen mere og begynder at blive urolig, som et lille barn, der keder sig. Den strækker sig, vender sig om på ryggen og putter på en ny måde, mens den laver små tilfredse gryntelyde. Så begynder den at lede efter skygge. Når den finder det, pendler den frem og tilbage mellem det skyggefulde sted og os, som om den vil vise, at den har det for varmt. Men den foretrækker tilsyneladende at blive stegt end at vige fra vores side. Vi er derfor begyndt at vælge vores strandsteder ud fra det kriterium, at der både skal være sol til os og skygge til Halte. Den lægger sig tilfreds i skyggen og halvsover, og engang imellem kommer den løbende og smider sig hos os og putter, indtil den igen får det for varmt og må søge ind i skyggen igen, og vi vender tilbage til vores bøger, som vi har lånt på det lokale bibliotek, der er på størrelse med vores stue hjemme i Danmark, men utroligt nok har en hel hylde fyldt med bøger på engelsk. Sådan går vores formiddage.
Inden vi går hjemmefra sørger vi altid for, at Halte får drukket vand, inden vi går, og vi køber mad til den, hver gang vi køber ind til os selv. Om natten er det med et tungt hjerte, jeg lokker den ud af huset med skinke og lukker døren. Og hver eneste morgen ligger den lige akkurat der, hvor vi efterlod den - uden for vores dør - og logrer løs med halen og er helt eksalteret.
Halte er så bedårende sød, kærlig og trofast, at man skulle tro, den aldrig har kendt til andet end at være her hos os. Den er sammen med os alle vores vågne timer. Selv nu, mens jeg skriver, rører den helt stille ved mit ben med forpoten, fordi den mener, det er blevet tid til at blive nusset lidt. Nogle gange sætter jeg mig på gulvet med min computer, for så lægger den sig i skødet på mig og blunder, mens jeg skriver.
Nogle gange glemmer jeg næsten, at Halte eller Stampe eller Tjalfe, som vi i flæng kommer til at kalde den, ikke er vores hund, og jeg er ret sikker på, at jeg kommer til at slippe en tåre eller to den første nat, efter vi er taget af sted herfra.

Livet her i Punta del Diablo er skabt til at give indre ro. Tiden går hurtigt, selv om vi ikke laver noget særligt. Tid er det, her er allermest af. Vi har tiden til at ligge på stranden, til vi ikke gider mere. Til at læse så mange bøger, vi orker. Til at købe ind i et af de tre små supermarkeder i snegletempo eller vandre til den anden side af landsbyen, akkompagneret af pigen, som kioskejeren har bedt følge os ned til damen, der sælger muslinger, rejer og fisk fra kummefryseren i sin garage.
Vi har tiden til at gå lange ture langs strandkanten, helt ud til fyrtårnet. Eller til at vaske i hånden ude på verandaen, mens solen bager i ryggen. Eller bruge et kvarter på at iagttage en fugl, der hopper rundt på ryggen af den hest, som græsser lige foran vores dør…

I dag gik vi den sidste tur på stranden sammen med Halte. Og på samme tid kiggede Mathias og jeg op på hinanden for at sige, at det føles lidt mærkeligt og vemodigt at skulle sige farvel til denne lille landsby. Måske er det på grund af hunden, måske på grund af havet, markerne og de små træhuse… Måske på grund af det hele, og mest fordi vi for første gang, siden vi rejste fra Danmark, har groet bittesmå rødder i Punta del Diablo.
Måske kommer vi tilbage hertil en dag.

---

Photos

Grill mesteren foran vores lejlighed
The grill master in front of our apartement.

Mig og 'Halte'.
Me and the dog we adopted while staying in Punta del Diablo, Uruguay. I must admit I actually cried when we had to leave.

På vores daglige strandtur var vi altid tre.
On our daily beach trip we were always three.

'Halte' og naboens Rocky, der altid gik med.
Our dog and the neighbour's.