Advertisement
Published: December 5th 2007
Edit Blog Post
Udsigten fra oven.
The view from the upper level. Parque Nacional Iguazú, nationalparken med et af verdens største vandfald, ligger med den ene side i Argentina, med den anden i Brasilien. Og vi bor på den argentinske side, i den lille by på 32.000 indbyggere, Puerto Iguazú, som også er byen, hvor Paraguay, Brasilien og Argentina mødes. Fra vores argentinske side af floden Paraná ville vi let kunne svømme til venstre og komme til Paraguay, eller til højre for at komme til Brasilien.
”Der findes et paradis på jorden.” Det er det slogan, Puerto Iguazú hilser én velkommen med. Men det er først, når man kommer ud til vandfaldene, man forstår, at sloganet for en gangs skyld ikke kun er turistbranchens påfund. Parkens 2.100 kvadratkilometer strækker sig over en regnskov med tusinder af insektarter, hundreder af fuglearter og masser af pattedyr og reptiler. Og så er der selvfølgelig selve vandfaldene, der på langs strækker sig over mere end 2 km og beviser, at sloganet, der taler om et paradis, ikke er ren reklame.
Ifølge Guaraní-indianernes overlevering, blev vandfaldene skabt, da en indiansk kriger, der hed Caroba prøvede at flygte fra en rasende skovgud ned af floden i en kano med en ung pige ved navn Naipur, som han
var blevet betaget af. Den rasende gud fik flodlejet til at styrte sammen foran de elskende. Det sammenstyrtede flodleje blev til vandfald, som Naipur fald ned ad. For foden af vandfaldene blev hun forvandlet til en sten, og Caroba forvandlede sig til et træ på vandfaldets skråning, hvorfra han stadig våger over sin elskede.
Den geologiske forklaring på vandfaldenes opståen er mere jordbunden, men uanset hvilken version, man holder sig til, er det svært at komme uden om, at Iguazú er et paradisisk og surrealistisk sted. Næsten for perfekt til at være virkeligt.
Garganta del Diabolo, ’Djævlens Svælg’ er det største af vandfaldene. Tusinder tons vand flyder sammen ved kanten af verdens ende. Det er som om vandet står stille i en brøkdel af et sekund før det styrter 80 meter nedad med en ufattelig kraft. Ned i en afgrund af glinsende vanddråber og tåge, der er gennemboret af regnbuer, som sorte fugle flyver under.
Vi vandrer hen over vandløbene ad metalbroerne, og vi vandrer langs med vandløbene, indtil de før eller senere løber sammen i vandfald. Luften er mættet med tropisk fugt, og der dufter som der gør i væksthusene i en botanisk have. Firben piler rundt,
Et smukt landskab til en smuk mand.
Beatiful landscape for a beautiful man. standser og virrer med hovedet for så at klatre op ad træerne, der er viklet ind i lianer. I et træ med gule blomster står en mørkeblå kolibri stille i luften, mens dens propelvinger holder den i luften, indtil der ikke er mere nektar at hente. Den sætter sig på en gren og ligner pludselig en undseelig miniaturefugl. Så forsvinder den med et propelvingeslag. Ved turisternes fødder sjosker coati-bjørnene rundt og roder uforstyrret i skraldespandene i deres jagt på madrester. De har lange stribede haler og spidse snuder med en evigt snusende lille tryne, som de begraver i skraldeposerne, der rutineret bliver hevet op ad skraldespandene, tjekket og sænket tilbage med forpoterne og tænderne. På en af skraldespandene sidder en lille fugleedderkop. Stierne er rammet ind i bambuslunde.
Vi vandrer ad Paseo Superior, ’den høje rute’, som fører os langs vandfaldene oppefra. Herfra styrter de ned i den store flod, hvor øen Isla Grande San Martin vugger på midten. Det er et fantasilandskab af vandkaskader, med regnbuer så tydelige som på en børnetegning. Vandmasserne falder blødt ned over skriggrønne tropiske planter, der glinser af vand i den blændende sol. Vi følger stierne nedad. Ned til floden. Langs klippevægge, der
Det er en udfordring at bade i selv det mindste af Iguazus vandfald.
It's a challenge to take a bath in even the smallest of the waterfalls of Iguazu. er dækket af grønt tropeskov. Forbi os vralter iguanaer med slangeskindsmønster.
En båd sejler os ud til øen San Martin. Man kunne have svømmet, men strømmen er for stærk. Vi bader ved ferskvandsstranden. Hvis man holder op med at svømme, mærker man, hvor hurtigt man bliver ført væk med strømmen. Vi sejler tilbage og sidder lidt i solen, der snart begynder at gå ned.
Parken er næsten tømt for turister, der er ingen menneskestemmer og naturens lyde træder tydeligere frem. Vi har vandfaldene for os selv. Det hele er som en scene fra en af de Disney tegnefilm, man så som barn. Som den scene i ’Løvernes Konge’, hvor to løver går romantisk måneskinstur til tonerne af Elton Johns ’Can’t You Feel The Love Tonight’.
Det er et af den slags landskaber, som enhver teenagepige har drømt sig væk til, og et af den slags landskaber, som man som voksen har været overbevist om, ikke fandtes i virkeligheden. Fordi de var for storslåede, for smukke, for perfekte. Troede man. Indtil nu. Og uanset, hvor længe man ville sidde her og se ud over drømmen, uanset hvor længe man ville lytte til lyden af vand, der falder, uanset hvor længe
At flyde i det stille vand...
Floating in the quiet waters... man ville indånde den fugtige luft, er det som om, det aldrig ville være helt nok.
Advertisement
Tot: 0.145s; Tpl: 0.014s; cc: 11; qc: 50; dbt: 0.0948s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb