Syd og Oest

---

Efter at have haft 12 overnatninge i omraadet med de store nationalparker, (fra gletcherne i vest, over bjergene i de centrale dele og til fjorden i vest igen) koerte jeg mod syd. Det blev underligt stille, for efter saa lang tid i omraadet, var jeg jaevnligt begyndt at moede "gamle venner," hvor der skulle snakkes om hvad hver isaer havde oplevet siden sidast. Det er ogsaa lidt mere kedeligt, at koere selv, end at rejse paa tommelfingeren, men bortset fra det, har det bestemt sine praktiske sider.

Catlins, som det som det sydlige omraade hedder, var en vaad oplevelse. Hjemmefra havde jeg vaeret i tvivl om, hvorvidt jeg ville have tid nok, til at naa helt til sydspidsen. Jeg ville gerne, fordi Catlins siges at vaere mindre turistpraeget end resten af NZ. For 30 aar siden ville jeg gerne til Irland. Det gik omkring 20 aar, inden det blev til noget, og den gang taenkte jeg, at jeg kom til Irland for sent. For travlt, for mange turister og for meget EU. Det jeg gik glip af, ved at komme for sent til Irland, tror jeg at jeg kunne indhente i Catlins.

Der var ingen bjerge, kun bakker. Spraedt bebyggelse, smaa bondegaarde, smaa landsbyer, mange fraflyttede huse. Catlins havde ogsaa det til faelles med Irland, at stoerrelsen paa hortensiaerne naermest overgik stoerrelsen paa husene.

Fordi jord og himmel gik i et det meste af tiden, tog jeg ikke ret mange billeder. Gaaturene blev heller ikke ret lange. Ikke at det burde vaere noget problem, naar jeg baade har bil og regntoej, og det er det da heller ikke, men det goer det hele lidt mindre tiltraekkende. Jeg saa dog to pingviner. Det er noget saerligt, at vaere saa langt syd, at der er "Antarktis naeste.

Paa vej op ad oestkysten passerede jeg Dunedin, men jeg stoppede ikke. Dunedin er en stoerre by, oprindelig skotsk. En universitetsby, der kom til penge i guldgravertiden. Hjemmefra havde jeg taenkt, at i Dunedin ville jeg ikke koere bil, men det kunne jeg nu sagtens. Der var ikke saa meget trafik. Nu var det ogsaa soendag eftermiddag, at jeg kom i gennem.

Jeg stoppede i Moeraki. Gik en tur paa stranden og tog masser af bilder af Moeraki Boulders. Det er en gruppe store, kugleformede sten (1/2 - 1 1/2 m hoeje). Forunderligt faenomen. Saa store, saa mange, saa runde og lige paa et sted. Det er ikke til at forstaa, hvordan de har kunnet formes og blive bragt dertil.

Naeste stop var Oamaru, en havneby med en meget fornem bymidte. Hovedgaden bestod af ene lyse stenbygninger, mange med graeske soejler. I udkanten af byen er der to pingvinkolonier.

Om eftermiddagen var jeg ude at se gul-oejede-pingviner. Der var tre pingviner paa land. Den ene saa ud til at ligge paa aeg. Den var kun 2-3 m vaek.

Om aftenen var jeg ude at se de blaa pingviner komme op af vandet. Naar det begynder at blive moerkt, samles de i smaa grupper et stykke fra kysten, for at svoemme til land og tilbringe natten hjemme. Vi fik at vide, at de ikke kom hjem for at sove, men for at vaere sociale. De lavede ogsaa en vaerre larm. Der var dog en busfuld japanske turister, pingvinerne havde lidt svaert ved at overdoeve.

De blaa pingviner er meget smaa. Guiden sagde 30cm. De var ikke meget stoerre end maagerne. I loebet af 1-2 timer kom der 100-150 pingviner. Det blev efter haanden meget koldt, men naar man ventede laenge nok, fortrak nogle af de andre tilskuere, og enkelte af pingvinerne kom meget taet paa. En enkelt var indenfor en afstand af en halv meter fra min fod. De stod laenge stille, og saa kunne de gaa lidt igen. De kan stoppe og sove et par minutter, naar de bliver traette. Det kan de ogsaa goere i vand. Ind i mellem faldt de paa "naesen," eller de roeg ned mellem nogle sten. De var da lidt soede.

---