Fjordland

---

Jeg fik ikke fortalt saa meget om Fjordland. Det er den stoerste af NZ's mange nationalparker. Mt. Aspiring, Westland og Fjordland daekker til sammen et omraade paa 2 500 000 hektar. Fjordland ligger ved det sydvestlige hjoerne af Southern Alps, et stoerre bjergomraade, der paa langs gennemskaerer en stor del af sydoeen.

Fjordland er et omraade med sneklaedte bjergtoppe, dybe gletcherdale, styrtende vandfald, skarpe haarnaalssving og taet regnskov. Naesten mennesketom bush i en haard og vild natur.

For de mere lokalkendte: Hollyford Vally ligger 30 km nord for Milford Sound. Det er den laengste dal i Fjordland. Langt tilbage har Hollyford ogsaa vaeret en fjord, men indgangen blev blokeret, og der dannedes en soe i dalen. Soen er fortsat sat i de dybere lag.

Inden europeerne kom til (sidste halvdel af 1800tallet) hed Hollyford: Te Wahipounamu, der betyder, Den groenne stens omraade. For Maori var Hollyford en meget betydningsfuld faerdselsaare. Hvor dalen moeder Det Tasmanske Hav laa maoriernes vigtigste "groenstenslandsby." Der boede kun ca. 15 mennesker fast, men om sommeren, naar der var mulighed for handel og transport, steg indbyggertallet til ca. 100.

Vi saa en bunke muslingeskaller, hvor maoriernes boplads havde vaeret. Der var ogsaa en sti paa stranden. Man kunne fortsat tydeligt se, hvor de havde gaaet. Utroligt. Taenk at saette spor i sandet, der bliver i aarhundreder.
Et sted (ca. tre kvarter fra bopladsen) saa vi kantede sten. Vi fik at vide, at naar der var kantede sten i en gletcherdal, var det fordi, de havde vaeret en del af en stenovn og revnet paa grund af varme fra ilden. Vi kunne se, at det havde vaeret en stor ovn. Man ved ikke hvorfor ovnen laa saa langt vaek, eller hvad den havde vaeret brugt til, men en af mulighederne er, at det var her bopladsens beboere tilberedte sine fjender. Kannibalisme var et ritual. Man spiste ikke fjender af sult. Maori gik heller ikke i krig udenfor saesonen.

Hvis nogen har vaeret inde at se videoen fra Hollyford Track, kan jeg fortaelle, at vi havde den guide, der optraeder i videoen. Han hedder Bard. Han havde ogsaa den samme hue endnu. Det var hyggeligt. Ham havde jeg jo siddet og kigget paa hjemme ved mit spisebord, mens jeg forsoegte at forestille mig, at jeg skulle til New Zealand. Saa kom jeg til at "huske": "Du er altsaa i New Zealand, og det er vinter der hjemme." Det kan jeg nogle gange helt "glemme." Ting bliver hurtigt en selvfoelge. Lige pludselig gaar man rundt i regnskoven og taenker: "Hvornaar mon vi skal have frokost?"

Vi var 13 = 2 guides, og vi manglede bestemt ikke noget. Det var heldigt, at jeg efterhaanden har faaet laert at tale igen, for jeg var den eneste, der ikke havde engelsk som modersmaal. Det stod ellers sloejt til de foerste dage her nede. Det er snart 30 aar siden, jeg kunne engelsk.

Hollyford Track turen tog 3 dage. Foerste dag gik vi en del kilometer gennem regnskoven. Vi fik en masse at vide om planter og dyr og om de mennesker, der havde levet i omraadet. Pionererne i bushen var temmelig seje. De har efterladt mange historier og anekdoter. En aeldre dame, der boede der inde som barn, skrev i sine erindringer, at hun en gang havde seet en moa.

Foerste aften var vi nede ved aaen og fodre nogle kaempe-aal. De var godt nok ulaekre. Puha of foej. Det er vist det taetteste, jeg har vaeret paa at moede Smeagul. Naar aalene slimede sig vej op paa stranden i en filtret levende bunke og glubsk stoejende indtog vores middagsrester, kunne jeg naesten hoere dem sige: "My Precious..."

Anden dag blev vi transporteret med jetbaad til den anden ende af soeen. Det regnede temmelig meget. Det blev moerkt i skoven. Men det var ikke koldt, og fordi der er den taette skov, regner det lige ned, ikke paa tvaers. Det kom dog til at betyde, at vandet gik over stoevlekanten nogle steder. Jetbaaden blev ogsaa forsinket, fordi vandstanden steg med 3 meter. De kaldte det "en lille byge." Naar det rigtigt regnede, kom der meget mere, sagde de. I Fjordland maaler man ogsaa regn i meter. Der kommer 6-8 meter i aaret. Vi fik at vide, at vi ikke ville have syntes om at gaa turen, hvis det ikke havde regnet i 3-4 dage. Saa ville det have vaeret toert og brunt over det hele. Det var en oplevelse at se regnskoven i regnvejr.

Den foerste tid, jeg var her, undrede jeg mig over de mange udtoerrede flodlejer. De er slet ikke udtoerrede. Der kommer lynhurtigt vand i dem naar det regner. Brunt Vand. Soerne og kystnaere havomraader bliver ogsaa brune. Vejret skifter hurtigt. Den dag, det stod ned i staenger, skulle vi have solcreme paa ved middagstid. Der siges, at man her kan have alle fire aarstider den samme dag.

Anden dags eftermiddag var vi ude ved et rev og kigge paa seler. Vi kunne gaa ret taet paa dem, uden at de blev bange. Det var hunner og en del unger. Ungerne var soede.

---

Comments

[JH]

Saa kom endnu et fyldig rejsereferat fra NZ. Hvis jeg lige var fravaende i geografi da vi i folkeskolen havde om NZ, er min viden da efterhaanden blevet opdateret med de gode rejsebeskrivelser du sender hjem. Her i Karup (lille Karup) har vi faaet sendt Mads afsted, vi har talt med han et par gange og han er meget tilfreds kan vi hoere paa ham, naar han ringer hjem. Hans opgave er at transportere personel rundt paa poster og til og fra lufthavnen naar de skal hjem paa leave (ferie). Med 12.000 udsendte er der vist nok at se til med at koere bus rundt omkring. Bjerge og haarnaalesving i Norge er det rene barnemad i forhold til at koere i Libanon. Han bor paa et 2 personers vaerelse ca 30 m fra Middelhavet Jeg kan forstaa at paa grund af din aendrede udrejse - er der ogsaa aendret hjemrejse - saa der kommer nok et nyt tidspunkt for afhentning, naar du bliver adviseret om det fra Nikolaj. Fortsat god og oplevelsesrig tur