Sydøen af New Zealand

---

Den 12. klokken 8 om morgenen skulle vi med færgen mod Picton og sydøen af New Zealand. Vi havde som nævnt besøgt en bar tæt op hostellet og havde derfor ikke fået mere end et par timers søvn. Trætte og med lidt tømmermænd gik vi klokken 6 ned mod færgen. Kl. 8 sejlede færgen og vi var på sydøen 4 timer efter. Det var et noget kedeligt syn der mødte os. Gråt, blæsende og surt så det ud. Heldigvis var det én af de dage, som skulle bruges på transport og derfor sov vi bare gennem hele turen. Der var dog ét stop, som bestemt var værd at nævne. For 5$ kunne vi deltage i en vinsmagning i Marlborough. Desværre har jeg glemt navnet på selvskabet, men jeg kan dog huske at de havde vundet utallige priser for deres vine. Det var der også grund til, de smagte utroligt godt. Et par timer efter vinsmagningen ankom vi til Marahau, Abel Tasman nationalpark. Abel Tasman er en af mange nationalparker i New Zealand og de har alle voldsomt flotte naturomgivelser tilfælles. Her skulle vibo på Old Mc'donalds farm i 2 nætter. Der var blevet bygget små hytter til Stray's passagerer og endnu en gang føltes det hele meget som en spejderlejr. Hyggeligt, men intet privatliv. Vejret var blevet betydeligt bedre og den gruppe som vi stille og roligt var blevet rystet sammen med, besluttede at lave en fælles barbeque. Det endte med noget af et festmåltid og vi kom endnu en gang sent i seng. Jeg har sjældent grint så meget, som jeg gjorde den aften. Vi spillede en masse drukspil og kulturforskellende som kom imellem, gjorde det umuligt ikke at grine over de andres udtalelser. Dagen efter blev en af de aktive af slagsen. Vi havde booket os en dagstur i havkayaker. Vi var 6 personer fra stray-gruppen som besluttede at sejle sammen. Jeg gik sammen med en dreng fra Holland, som hed Jordi og det viste sig hurtigt at vi var et godt team. De første 2 timer gik med at instruere os i sikkerheden omkring at sejle på havet og udstyret der medfølger. Da vi endelig kom ud på havet og var blevet godkendt til at sejle på åbent hav, blev gruppen hurtigt skilt ad. Jordi og jeg var lidt hurtigere end de andre og sejlede det meste af dagen for os selv. Det var en trættende men utroligt flot affære. Omkring frokosttid parkerede vi kayakerne på en lækker strand og spise vores madpakker. Efter frokost og en lille middagslur var det ud på åbent hav igen. Vi brugte resten af dagen på at sejle ud til bagsiden af en lille ø, hvor et par sæler har deres yngleplads. Det var uroligt flot og flere sæler kom helt tæt på vores kayak.



Næste dag var endnu en heldagstur i bussen, hvilket bare er noget man må tage med. Om aftenen ankom vi til Greymouth og nåede lige at smide vores tasker, før vi skulle ud i bussen igen. Fordi vi skulle på bryggeri-tur! Det var dog ikke meget rundvisning over det, da stedet var under ombygning. Vi blev vist ind i tv-rum og fik vist en DVD om deres processer. Det gik meget stærkt, men det gjorde ikke noget, for så var der bare mere tid til at smage på varene! Lidt beduggede og MEGET sulnte tog vi tilbage til hostellet. Heldigvis havde vi skrevet os på til aftensmaden som bestod af pizza til man ikke kunne mere. Efter Pizza var der fest! Vi fik et par sorte plastikposer hver og skulle ellers lave et kostyme ud af det. Det endte ligesom de andre nætter, meget sent. Det endte dog lidt tidligere for mit vedkommende, for jeg skulle tidligere op end alle andre.
Den 15. om morgenen skulle jeg ud og lave min egen halskæde i ben. På engelsk bliver det kaldt bone-carving og er hvor man laver sit eget smykke ud af knogle. Det var kun mig som skulle dette og det blev derfor en stille og rolig morgen. Desværre hjalp nattens festligheder ikke på mine fingerfærdigheder og det var lidt svært at overføre mine ideer til smykket. Det lykkedes dog nogenlunde tilsidst og jeg er godt tilfreds med resultatet. Resten af dagen bestod af busturen mod Franz Josef og søvn som jeg bestemt havde brug for.



I Franz Josef skulle vi også overnatte 2 dage. Grunden til dette, var at vi ankom sent den første dag og derfor skulle bruge dagen efter til at bestige Franz Josef glacieren! Dagen vi ankom, bestilte vi plads på holdet og de 170 dollers det nu kostede, betalte vi. Morgenen efter, var det tid til at bestige glacieren. Umiddelbart lyder det at bestige en glacier, meget voldsomt bare lige at gøre. Det var nu ikke så slemt, for vi fik udleveret at fra sokker til handsker og en guide som gjorde det hele meget sikkert. Efter at blive udstyret fra top til tå, blev vi kørt i bus i samlet flok op til glacieren, som lå 10 min væk. Vi havde allerede fra morgenstunden alt vores udstyr på og det vi fandt hurtigt ud af hvor forkert det var. Efter at have gået i 30 min, skulle gruppen deles op (dem som var i form, skulle gå i front). Samtidig fik vi at vide, at vi konstant skulle regulere vores tøjmængde. Hvis vi kom til at svede, forblev vores tøj vådt og det ville ikke være rart i 8 timer i træk. Vores gruppe blev gruppe 1 og skulle derfor gå forest. Det betød hurtig gang og mange stop, fordi at vores guide skulle hakke vejen fri, når det var forhindringer. Forhindringerne forekom dagligt fordi at glacerien konstant ændrede sig pga. issmeltning. Vi kom ret så tæt på én af disse ”ændringer” da vi efter 2 timers bestigning, så et kæmpe stykke is brække af glacieren tæt på os. Det var voldsomt og meget højt. Vores guide grinede bare og sagde: ”Jaa det er så godt nok i den retning vi skal, men bare rolig” Betryggende! Men det skete ikke mere og 2 timer senere sad vi og spiste frokost midt på en glacier. Det var en meget underlig fornemmelse, men udsigten var fantastisk lige meget hvor man så hen. Vi havde store støvler med takker på så vi ikke gled, for alt var jo is. Man skulle lige vende sig til at træde hårdt og ikke falde når det gik nedad. Turen tog ca. 8 timer og er bestemt en oplevelse jeg sent vil glemme! Da vi kom tilbage gik vi direkte i spa, da vores Franz Josef inkluderede gratis indgang til et lokalt spa-bad. Det var lige hvad man havde brug for efter 8 timers hike-tur på en glacier! Dagen efter gik turen mod Queenstown og af hvad vi havde hørt, så var Queenstown stedet hvor alle dage var weekend. Faktisk så passede dette utroligt godt som en beskrivelse af stedet. Vi gik ud næsten alle dagene. Den ene aften med pub-crawl hvor man besøger en række bare og får en enkelt hvert sted. Den anden med konkurrencer i Altitude-bar. Sådan fortsatte det alle dagene og Queenstown er virkelig en fed by at besøge hvis man er ung og på ferie. Vi boede på Base hostel som havde bygget en hel etage til Stray's passager. Det var virkelig luksus (eget bad og toilet!) Næsten lige overfor hostellet lå Fergburger, som er blevet kåret til én af verdens bedste burger-restaurenter. Fantastisk gode burgere, som vi fik et par stykker af. Udover at gå i byen og bare hygge med stray-gruppen, så havde vi besluttet os for at bungy-jumpe i Queenstown! Grunden til dette var, at i Queenstown var det 2. største bungy-jump i verden. 134 meter og 8,5 sekunders frit fald gennem luften! Dagen hvor vi skulle gøre det, var hele gruppen lettere nervøs, specielt pigerne!Vi blev kørt i bus op til stedet og fik udstyret på. Da det endelig blev ens tur til at hoppe og man stod på en lille afsats små 200 meter over jorden, så var det lidt skræmmende. Så tæller fyren i kontrol ned: ”3-2-1” og så er det bare med at hoppe, ellers gør du det aldrig. Det var utroligt fedt og jeg vil helt sikkert gerne prøve det igen! Tirsdag aften den 22. var vores sidste aften med stray-gruppen og vi skulle selvfølgelig i byen. Det blev en super hyggelig aften og det var meget svært at sige farvel til folk, selvom man kun havde kendt dem i et par uger.
Videre skulle vi dog og næste stop var Mount Cook. Et fantastisk flot sted hvor vi boede i, hvad jeg bedst kan beskrive som, en dal omringet af bjerge. Camilla fandt hurtigt nye mennesker på bussen at snakke med den dag. Jeg følte dog at jeg havde været social i flere uger i træk og havde derfor brug for én dag for mig selv. Vejret synes at være enig med mig (regn og blæst), så jeg fandt mig en lænestol og læste en god bog. Dagen efter fortsatte vi mod Rangitata hvor vi skulle sove en nat. Her boede vi helt ude på landet. Det føltes utroligt hjemligt og endnu en gang lidt spejderagtigt. Vi sov i køjesenge i 3 etager og jeg fik selvfølgelig en køje øverst! Men det var et utroligt smukt sted og vi lejede et par mountainbikes og udforskede stedet et par timer. Sidste stop på turen, var Christchurch. Det blev et lidt underligt besøg. Byen var sidste år blevet ramt af et kraftigt jordskælv som havde ødeligt det meste af byen. Så centrum af byen var lukket af og butikkerne bestod af hurtigt opsatte containere og gadesælgere. Vi boede på et lejlighedskompleks/hostel kaldet YMCA, fordi det var det eneste tilbage i byen med plads til os. Uheldigvis blev jeg syg igen og måtte bruge alle dagene i Christchurch i sengen. Camilla brugte dagene med de nye personer vi havde mødt i bussen, mens jeg plejede mig selv med masser af søvn. Christchurch var ikke noget at skrive hjem om, men det skal siges at byen virkelig lider efter skævlet og det kan mærkes både på befolkningen og stemningen i byen. Den. 28 november var jeg blevet nogenlunde rask og vi fløj videre mod Melbourne, Australien!

---