Advertisement
Published: December 13th 2008
Edit Blog Post
Vi havde besluttet, at vi ville tage til lægen og få Thomas undersøgt. Vi har nok ikke fået skrevet, at for et par dage siden blev halvdelen af hans højre øje blodrødt. Selvom han har fået det bedre og spiser næsten normalt igen, vil vi godt være sikre på, at han er nogenlunde ok. Thomas havde derfor ringet hjem til vores rejseforsikring for at forhøre sig, hvordan vi skulle gøre. Vi skulle bare tage til læge og ved en lille regning, kunne vi bare selv lægge pengene ud og få dem igen, når vi kommer hjem. Vi havde fået adressen på en læge, som vi kørte til.
Mens Thomas blev undersøgt sad Mona med børnene i camperen og lavede lektier. Vi kan godt mærke, vi ikke har den samme tid til lektier her i New Zealand, som vi havde i Thailand.
Thomas var tilbage lidt over kl. 11, med besked om, at han var ok. Da vi var kørt forbi en Mc Donald på vej til lægen, blev vi hurtigt enige om, at vi da vist godt kunne spise frokost der, og score nogle billige point hos børnene. Vi kommer ikke til at køre ret meget i byer, da
camperen er et skrummel at komme rundt med og få parkeret. Man holder heller ikke bare lige pludselig ind til siden, fordi der er en flot udsigt, det er vejene simpelthen for smalle til.
Vi kom dog ikke til at køre langt efter frokost, før vi kom til at vente på en demonstration, der skulle forbi i et lyskryds. I alt tog det næsten en time af komme ud af byen (Whangarei). Meget heldigere var vi ikke senere, da vi røg ind i et fuldstændig uforståeligt vejarbejde, hvor det virkede som om alle andre fik lov til at passere, undtagen os i den retning, hvor vi holdt. Det tog næsten 45 min. før vi var forbi. Efter 2½ time, trængte vi til en pause, få tanket og Mona til at blive skiftet ud bag rattet. Heldigvis gik resten af vejen fint og endelig rykkede vi derudaf. De har dog vejarbejde rigtig mange steder hernede og det virker ikke særlig effektivt. Vi har til tider også ondt af de mennesker, der står med stop/go skilte og bestemmer, hvornår man må passere!
Tilbage i Orewa, hvor vi har overnattet tidligere, kørte vi rundt i centrum for at finde en P-plads, hvilket bare ikke er nemt med camperen. Vi fik handlet den smule, vi skulle og fandt campingpladsen. Her fik vi for første gang tømt toilettet og fyldt vand på camperen, så ved vi også, hvordan man gør det.
Thomas lavede mad og det er dejligt igen at være to om tingene. Imens begyndte børnene på deres dagbog, hvor Mona hjalp dem. Efter aftensmaden vaskede Mona så op, mens Thomas hjalp dem færdig med dagbøgerne. Da det jo er fredag, skulle de have deres fredags slik, som blev indtaget på en tur på stranden, hvor vi også fandt en del flotte konkylier. Børnene har hverken set tv eller video, siden vi kom New Zealand, og de har heller ikke efterspurgt det.
De fleste skolebørn har fået sommerferie i dag, så vi skal nok til at planlægge noget bedre, hvor vi vil hen, så vi kan bestille overnatninger. Det er bare svært, når man ikke helt kan beregne, hvor lang tid det tager og køre, hvor der er vejarbejde osv.
Dagens bedste kommentar:
Thomas konstaterede i morges, at det vist var mange dage siden, han havde haft deo på, hvortil Mona sagde; ”vi bærer over med dig, når du har været så dårlig”. Dette fik Anton til at spørge; ”Jamen, hvor bærer du far hen?”.
Hvis du ikke orker høre mere om sygedom så stop her.
Thomas besøg hos lægen forløb fint. Han fik udfyldt diverse papirer og så var der kun 10 min. ventetid til han kom til en sygeplejeske, som målte temperatur og blodtryk, samt noterede sygdomsforløbet. Herefter nogle få min. ventetid inden en læge tog over. Det virkede som et ret effektivt system, betinget af at der selvfølgelig er den rette volumen af læger etc.
Lægen gennemgik hurtigt forløbet og Thomas blev kigget på, lyttet til og rørt ved.
Konklusion: Thomas har nok pådraget sig en virus i Thailand (sikkert blandt alle de frustrerede mennesker på Thai kontoret), som har givet ham feber da vi er ankommet til New Zealand. Det har så været medvirkende til en dehydreret tilstand (mega tømmermænd, uden sjov). I et forsøg på at rette op på det, indtog Thomas noget isotonisk væske for et par dage siden, hvilket fik ham til at kaste op, så han sprang et blodkar i øjet. Altså, han er ikke alvorligt syg og er i stadig bedring.
Advertisement
Tot: 0.116s; Tpl: 0.01s; cc: 13; qc: 59; dbt: 0.0488s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb