Fra Adelaide til gensyn med Sophia i Melbourne


Advertisement
Australia's flag
Oceania » Australia » Victoria » Melbourne
April 3rd 2013
Published: April 6th 2013
Edit Blog Post

Så kom vi tilbage til civilisationen og nærmere bestemt Adelaide på Sydkysten. Boede de første par dage midt inde i Adelaide, hvor den stod på sightseeing, men også en sporvognstur til en lækker strand ved kysten. Vi er efterhånden blevet lidt trætte af restaurant-mad, og børnene gider heller ikke at spise pommes frites mere. I Adelaide havde vi en hotellejlighed, så vi benyttede lejligheden til dels at få vasket tøj, dels tage det take-away mad med hjem, som vi hver især havde lyst til. I Adelaide fik vi også det mobilhome, der skal bringe os til Sydney. Det er ikke af samme luksus kategori, som det vi havde i New Zealand, men ganske fint alligevel. Carsten mener nu, at den store og væsentligste forskel er, at der mangler vinglas!!

Den første dag i mobilhomet var en relativt kort tur til et sted, hvor vi havde booket en tur for at se de forjættede pingviner, som det ikke lykkedes os at se på New Zealand, om som Marcus har talt konstant om siden da. Forventningens glæde er som sagt den største, og realiteterne nogle gange anderledes. Sidst på eftermiddagen blev vi nemlig ringet op med besked om, at vores tur om aftenen var aflyst, da vi var de eneste, der havde booket. Krise. Spurgte hvor mange der skulle til for at gennemføre, og om vi kunne betale ekstra for at turen blev til noget, men desværre nej. I baghånden havde vi muligheden for en tur på den anden siden af Melbourne, men dels begynder tiden at skride, dels har vi hørt, at det kan være lidt af et "cirkus", hvis ikke man får det bedste billetter, og de var udsolgt. Nå men Hanne giver jo ikke op så let, så kort efter at have lagt røret på, ringede hun tilbage og fortalte, at børnene var virkeligt kede af det, og at det vores sidste chance for at se pingviner. Bønnen blev hørt, og de indvilgede i at sætte på en guide på. Kort efter ringede de endda tilbage og sagde, at hvis vi kom før, kunne vi også nå at se deres pingvincenter, som ellers var lukket på det tidspunkt. Top service, og vi kunne endda ikke få lov at betale ekstra til guiden. Dog endte vi med at kunne donere nogle penge til deres pingvin-center. Pingvin-kolonien var på en lille ø, Granite Island, der var forbundet med land med en lang træbro, hvor der om dagen kørte en hestetrukken sporvogn. Om aftenen måtte man dog gå, men det blev kompenseret af, st vi på vej over broen så vi en stor rokke ogsæler boltre sig i havet. Vi startede med at se deres lille pingvin center, hvor de havde 9 pingviner, der på forskellig vis var kommet til skade og derfor ikke ville kunne overleve i naturen. Hvor var de bare søde. Pingvinerne her er de samme som på New Zealand, nemlig blå pingviner, der er verdens mindste. De bliver kun ca. 30 cm høje. De er vant til et relativt varmt klima og vil derfor ikke kunne overleve på fx Antarktis. Pingvin-kolonien her er meget lille. For få år siden var her over 1000 pingviner, men nu er her ikke ret mange, da der er kommet mange flere sæler i havet omkring, og de er pingvinernes største fjende. Da mørket var faldet på gik vi rundt på øen med guiden. Hun vidste lige nøjagtigt, hvor pingvinerne ville komme ind på øen, da de er totalt vanemennesker, men samtidig også, da der på den anden side af øen var voldsomme bølger mod klipperne. Hun kunne dog også fortælle, at der ikke er så mange pingviner at se nu, da de er ved at skifte fjerpragt. Når de gør det, er de først 3 uger på havet, hvor de spiser sig tykke og fede, og derefter opholder de sig 3 uger på land i deres huler, mens de skifter alle deres fjer på een gang. Vi så desværre ikke umiddelbart nogle pingviner, og håbet var ved at være slukket, da guiden syntes vi skulle bevæge os lidt længere væk til et sted, hvor hun nogle gange også havde set nogle. Og pludselig, så stod der to pingviner på klipperne ganske tæt på os. De kiggede sig lidt om, og så vandrede de over stien, vi stod på, kravlede op af en skrænt og ind i deres "huler", hvor de vil opholde sig til næste morgen, inden de før solopgang vil bevæge sig mod havet igen. Ganske fantastisk og dagen var reddet - specielt for Marcus! Selvom vi kun så to vilde pingviner var det helt fantastisk. Dels fordi vi var så tæt på, dels fordi guiden var supergod og fortalte en masse om pingviner og andre dyr. Flere timers biologi undervisning blev klaret den aften!

Vi har langsomt bevæget os langs kysten mod øst. Fantastiske landskaber og kilometervis af lækre strande, afbrudt af forrevne klipper, hvor bølgerne slår hårdt ind. Og naturparker med et fantastisk dyreliv. Bl.a et gammelt vulkankrater, hvor vi mødte vilde kænguruer, emuer og kæmpe pindsvin.Der er en masse at se på og en masse stop og gåture at gøre. Vi var desværre også ramt af dårligere vejr i en lille uges tid - oplevede noget der lignede en dårlig dansk sommerdag: ca 20 grader og en byge i ny og næ. Den vejrfølsomme del af familien havde ikke lige forudset, at det skulle være nødvendigt med overtøj i Australien! Ja, og så gik den heller ikke længere. Boogie board'ene er indkøbt, og selvom temperaturen desværre er faldet til omkring 20 grader, har det ikke været en hindring for at kaste sig i bølgerne med stor iver. Børnene er begyndt at spekulere over eller måske rettere fantasere om at få board'ene med til Filippinerne.... Nu må vi se.

Vi var ikke lige forberedt på, at påsken er højsæson. Det sandede vi i første omgang, da vi havde problemer med at reservere en camper, og i anden omgang, da der har skulle mange opringninger og bønner til at reservere campingpladser. Vi har efterhånden luret at næsten samtlige australiere generelt tager på weekend, og at det dermed er sværere og dyrere at få hoteller i weekenden. Hvad vi havde overset er, at påsken er sidste lange weekend inden vinteren og dermed specielt oplagt til udeliv. Nu er vi i forvejen nok ikke dem, der ved mest om campinglivet, men det har også fået en lektion i hernede. Det er helt vildt, hvor meget folk slæber med på fire dages campingferie. Grill, både, cykler og surf boards er måske ganske almindeligt. Blandt mere mærkelige ting vi har set kan nævnes tørrestativ, hundegård, kravlegård, en hængekøje med stativ og stueplanter i 1 meters højde!!,Mange synes at have flyttet familiefesten til campingpladsen. Når påsken er overstået er vi sikkert alene på campingpladserne igen.

Vi lagde også vejen forbi Melbourne, hvor det helt tilfældigt passede med, at vi kunne mødes med Sophia og hendes familie, der også er på påskeferie. De har dog så vidt vides ikke medbragt det halve af hjemmet, men de er jo selvfølglig heller ikke indfødte? ! Dejligt, at det kunne lade sig gøre, og skønt at se dem igen, selvom det kun blev for en relativt
kort bemærkning. Stor gensynsglæde for Anna og Sophia - luksus at kunne ses igen allerede 2 1/2 uge efter at have taget afsked. Det havde de ikke regnet med. Nu går den så ikke længere - næste gang vil der gå laaaang tid før de ses, men Face Time og Skype kan jo heldigvis holde kontakten intakt. Og så ser vi ellers frem til at se dem alle i DK i gen!


Additional photos below
Photos: 8, Displayed: 8


Advertisement

Koalaerne sover 19 timer i døgnet...Koalaerne sover 19 timer i døgnet...
Koalaerne sover 19 timer i døgnet...

Men de skal jo eller ikke bruge tid på at lede efter mad. Spiser kun eucalyptus-blade, så hvorfor ikke bare opholde sig i de træer, så er maden jo lige ved hånden!


Tot: 0.048s; Tpl: 0.014s; cc: 8; qc: 24; dbt: 0.0246s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1; ; mem: 1.1mb