The Great Barrier Reef & Magnetic Island

---

Som tidligere nævnt var planen, at jeg skulle have mit dykkercertifikat over 6 dage på The Great Barrier Reef. Dette blev dog ændret end smule pga. flere omstændigheder, men først var der dagene inden vi kom på båden. Vi bookede hele turen om søndagen, men skulle først afsted om onsdagen og havde derfor et par dage hvor vi kunne slappe af og få vasket tøj. Mandagens lyse timer gik med at få vasket tøj, få købt ind og så læse min bog ind til det blev aften. Om aftenen deltog vi i det traditionelle barbeque party, som fandt sted hver mandag ovre på Tropic Days hostel. Tropic Days var et søster hostel til Travellers Oasis og var det første af sin slags i Cairns. Der skulle kun betales indgang og derefter var der fri buffet. Maden var lige så fantastisk som stemningen. Vi fik alt fra crocodille, kænguro, emu til bøffelpølser og var stopmætte. Lige som vi blev færdige med at spise, begyndte digeridookonkurrencen. En digeridoo er et instrument som de indfødte har opfundet. Det er et langt rør af træ, som man blæser igennem og derved skaber en hummende lyd. 2 piger og en dreng meldte sig til konkurrencen og blev instrueret af ejeren af stedet. Desværre havde drengen prøvet det før og vandt med lidt snyd. Men stemningen var ikke blevet dårligere af konkurrencen og det passede fint, da næste stop ,var en tur i byen på The Woolshed. The Woolshed var en lokal bar / diskotek som var stedet, backpackere tog til når de var i Cairns. Stedet var hyggeligt og havde plads til mange mennesker. Jeg havde egentlig ikke troet at der ville ske særligt meget, men selvom at det var mandag aften var stedet proppet inden klokken var blevet 12. En super sjov bytur, som helt sikkert godt kunne blive gentaget.
Tirsdagen var ren afslapning ved poolen, hvilket var tiltrængt! Onsdag morgen gik turen mod havnen. Her skulle vi ombord på en båd, som ville selje os til den båd vi skulle være på de næste dage. Men allerede fra den første time på havet var Camilla utroligt søsyg og kunne absolut ikke nyde turen. Jeg var selv en smule søsyg, men ingenting sammenlignet med det Camilla gik igennem. Efter et par timer ankom vi til den rigtige båd som hed The Reef Encounter. En halvstor færge-lignende båd med kapacitet på omkring 50 sovende. Den var bygget op af 3 etager og vi skulle være på den nederste, desværre. Jo længere ned man kommer, jo mere søsyg bliver man. Men der var ikke tid til at slås med søsyge for mit vedkommende. En halv time efter vi var ankommet, var jeg i gang med min undervisning og glemte derved helt at jeg var sysøg. Efter jeg havde set et par film omkring det basiske, blev jeg bedt om at komme ud på dækket. Jeg troede at jeg skulle lære en hel masse om udstyret, men jeg fik det bare slynget det hele på ryggen og fik de 3 mest basiske teknikker af vide. 10 minutter efter var jeg 5 meter under overfladen og i gang med praktikken, det kan man kalde ”learn while doing”. Det skal lige siges at man normalt bliver undervist i en pool først, men her foregik i det hele i åbent hav, hvilket kun var mere udfordring. Første dyk var fantastisk og helt uden problemer. Jeg havde lært de basiske ting og kunne nu dykke, troede jeg. Henrykt kom jeg tilbage på båden, helt uvidende om at jeg faktisk stadig var sysøg. Jeg blev dog hurtigt mindet om det, da jeg fandt Camilla i en foster-lignene stilling i sin seng i vores kahyt. Hun var alt andet end okay og havde allerede kastet op. Det fik hurtigt min søsyge tilbage og derefter kom min morgenmad også, men efter det havde jeg det faktisk nogenlunde resten af turen. Efter frokost skulle jeg ned på dyk nummer to. Men desværre kunne jeg ikke nyde det. Lige inden vi gik under, fik jeg 12 teknikker af vide og skulle derefter vise dem alle under vand. Teknikkerne var blandt andet at kunne tage alt sit udstyr af under vand og tage det på igen. Det lyder umiddelbart ikke så svært, men når ens vejrtrækning afhænger af, om man gør det i den rigtige rækkefølge, så tager man det lige pludselig alvorligt. Helt ærligt, så var det dyk én af de sværeste ting jeg nogensinde har gjort. Sværere end nogen eksamen, køreprøve eller test jeg har prøvet. Men det gik nogenlunde og Simeo, min instruktør, var tilfreds og derfor var jeg det samme. Jeg skulle igennem 8 dyk over de 3 dage vi var på båden. Den første dag sluttede efter dyk nr. 2, men dag 2 og dag 3 indeholdt hver 3 dyk og man er virkelig træt efter at have dykket 3 gange på én dag.
Dagene gik virkelig hurtigt og jeg nød hvert dyk mere og mere. Som nævnt var det meningen at vi skulle have været blevet på båden 6 dage. Det gjorde vi ikke alligevel fordi at Camilla over alle 3 dage, kæmpede med søsygen. Derfor stod vi af da jeg havde fået mit certifikat. Det gjorde mig ikke noget, for vi havde meget mere at se i Australien, inden vi skulle til New Zealand.
Vi kom tilbage til Cairns og blev begge slået omkuld af landsyge. Altid gyngede konstant og det var til at få kvalme over. Det var lidt ironisk at Camila endelig havde fået det nogenlunde på båden og så skulle vi på landjord igen hvorefter at hun fik det dårligt igen. Vi blev i Cairns natten over. Næste morgen gik turen mod Townsville. Vi havde købt et buskort som virkede ned gennem hele østkysten. Det eneste vi skulle, var at booke en plads 24 timer før. Derved var alle transportproblemer løst og vi kunne bare rejse når vi ville. 7 timer efter ankom vi til Townsville. Vi havde ingen idé om hvad vi skulle gøre når vi ankom, men vi ville gerne se Magnetic Island. Så da vi havde fået vores bagage kiggede vi hinanden og sagde ”Nå, hva så nu?”. Men heldige som vi åbenbart er, så var der en irisk fyr som havde rejst med samme bus, som også skulle til Magnetic Island. Han sagde at der gik en bus om 5 min der ville tage os til færgen, så det var jo fint. Men vi havde ingen idé om hvor vi skulle være, men efter at kigget vores brochurer igennem, fandt vi et hostel og lånte hans telefon. 2-3 timer, 2 busture og en sejltur senere var vi på Magnetic Island og havde fået vores værelse på Bungalow Bay. Bungalow Bay var et hostel beliggende i smukke natur omgivelser med små hytter som dormrooms. Det var en slags spejder atmosfære over stedet og det virkede meget fredeligt. Første dag på øen mødte vi endelig nogle danskere. Det var 2 piger, Sidsel og Carina, som var backpackere ligesom os selv. Næste dag blev besluttet til at være hvile dag, så det eneste turist relaterede vi lavede, var en lille gåtur op til The Forts. Resten af dagen blev brugt på Horseshoe Bay strand. Hele øen er generelt et fantastisk sted. Jeg ville kalde det en klippeø og det var en del anderledes end hvad vi havde set i Australien på det tidspunkt. Rundt på hele øen var der vildt flotte strande og steder der skulle opleves. Vi ville rigtig gerne se øen, men kunne kun gøre det via den lokale bus og det ville blive lidt dyrt. Men endnu en gang var vi heldige! Vi stødte ind i de 2 danske piger under morgenmaden i jungeomgivelser og hørte at de ville leje en bil. Det passede jo perfekt, da vi også mangelede en transportmulighed. Derfor blev det aftalt at vi delte regningen og brugte en dag sammen og så øen. Men inden vi kunne komme afsted, havde Camilla og jeg booket en lille wildlife tur til om formiddagen. Men wildlife ville jeg ikke rigtig kalde den. Det var mere bare en rundvisning i en lille zoo tæt på vores hostel. Her fik vi lov til at holde slanger, fugle, øgler og diverse. Hovedattraktionen var dog muligheden for at holde en koala, men det blev dog hurtigt droppet, da det kostede lige så meget som turen alene. Efter den lille skuffelse, fandt vi de to piger og kørte afsted. Vi ville bruge dagen på at se de forskellige strande og udsigter der var. Vi kom til nogle fantastiskte steder. Steder man kun ser på film og vi nød det. Sidst på dagen endte vi op på den anden side af øen på noget der hed West Point. Her skulle vi se solnedgang og spise aftensmad på stranden. Solnedgang blev der ikke meget af pga. skyer, men det var rigtig hyggeligt og det var bestemt det hele værd. Næste dag var rejsedag igen og vi skulle nu til Airlie Beach for at se Whitsunday Island.

Flere billeder laengere nede!

---