Advertisement
Published: February 28th 2008
Så kom onsdagen som vi alle havde set frem til. Og hvorfor? Jo, fordi det var denne dag vi havde afsat til hvalsafari. Dagen startede med en dejlig gang morgenmad på vores terrasse, som i dag bestod af "Arme riddere" som er en af Oliver's yndlingsspiser. Efter oprydningen gik turen direkte ned i swimmingpoolen, hvor Liv trænede sin nyerhvervede kunden - svømning uden hjælpemidler. Udstyret med svømmefødder og maske har hun været som en fisk i vandet og på det seneste også svømmet under vandet. Men i går prøvede hun selv, ihærdigt bistået af familien og især Oliver - og "yes" - hun svømmede.
Efter en let frokost pakkede vi sammen og kørte ind til Lahaina - en forhenværende hvalfangerby på vestkysten af Maui. Vi havde udset os et non-profit-foretagende, som de sidste 28 år havde forsket i hvalernes liv & levned - de havde desværre udsolgt, men anbefalede os til en af søsterorganisationerne, som havde plads.
Vi havde valgt denne dag, hvor vejrvarslingen havde lovet mindst vind. Liv har ikke haft mod på meget søgang, men i dag indvilgede hun i at gå ombord. Og på nær de evigt rullende dønninger var der ingen bølger. Vi havde heldigvis
taget solblokker med, som viste sig at være nødvendigt, da solen strålede fra skyfri himmel. Fra morgenstunden havde vi set stor hvalaktivitet ½-1 km. fra kysten udenfor vores ressort. På vej ud fra Lahaina var der ingen aktivitet - det var som om hvalerne havde valgt at holde siesta. Efter ½ times sejlads kom den første melding om "hvaler kl. 3" - og vi så 2-3 sorte, glinsende hvalkroppe bryde overfladen og glide lydløst forbi. I løbet af de næste minutter kom meldinger om flere hvalflokke omkring os. Og pludselig skete det som vi alle havde drømt om - en af disse kæmpe kolosser med en vægt på omkring 30 tons og en længde på omkring 20 meter sprang op af vandet og var nærmest fri af overfladen - vi var ca. 100 meter fra den. Ida havde kikkerten rettet mod hvalen og den fyldte hele objektivet - begge børn så det fantastiske optrin og jeg handlede så hurtigt jeg kunne med kameratet og fik skudt 2 billeder som vedlægges - det ene viser hvalen fri af vandet og det næste det gigantiske plask den lavede, da den landede. De få sekunder, hvor dette sceneri udspillede sig, gjorde hele turen
til en kæmpe succes. Den næste times tid så vi en hel del hvalkroppe og -haler - også tæt på. Det er noget helt fantastisk at være så tæt på disse store og fredelige pattedyr. Og tankevækkende at de hvert år tager turen fra Alaska til Hawaii efter at have spist sig godt fede i de arktiske farvande. De bruger ca. 40 døgn på denne tur og de voksne dyr indtager ikke føde undervejs eller under opholdet fra januar til april. De får ungerne i havområderne omkring Hawaii og bruger kræfterne på at fede ungerne op, så de kan gennemføre den lange tur tilbage til spisekammeret.
Efter turen landede vi i Lahaina, hvor vi sadt i skyggen af det største Banyantræ i USA, som blev plantet i 1873 og som i dag danner ramme om en skyggefuld oase, hvor folk i middagsheden trækker sig tilbage til. Ungerne fik sig en lokal schlosseis, som er engang "sne" som overhældes med saft af forskellig slags - Ida & jeg fik os en Cafe Latte. Vi havde læst at den bedste burger på Maui blev serveret på et sted som hedder Cool Cat Café. Og stedet lå lige overfor Banyan Tree Square,
hvor vi befandt os. Oliver var enig i at burgeren her var bedre end Burger King eller andre af de burgere han havde smagt på Maui.
Vi kørte tilbage til Napili i solnedgangen godt tanket op med nye spændende indtryk og oplevelser. Børnene pressede os til at slutte dagen af i swimmingpoolen, før vi nåede til at rapportere til Oliver's klasse, til Liv's børnehave & til jer, gode venner, kollegaer og familie. Så nu er kl. blevet 22 hos os og vi tillader os at holde fyraften.
Advertisement
Tot: 0.082s; Tpl: 0.012s; cc: 10; qc: 49; dbt: 0.0452s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb
