På Turtle Bay Resort, Oahu


Advertisement
United States' flag
North America » United States » Hawaii » Oahu
March 5th 2008
Published: March 5th 2008
Edit Blog Post

Så løb tiden ud af timeglasset på Maui. De sidste dage brugte vi på at opleve Iao Valley State Park, som ligger i et af de fugtigste miljøer på kloden, vi nød strandlivet, jeg fik fornøjelsen af at svømme sammen med 3 grandiose havskildpadder og meget mere. Flyveturen fra Maui til Oahu tog 20 minutter, men med transport til og fra lufthavnene, ventetider, de meget nøje kontroller - som også gennemføres indenrigs i USA - tog turen i alt 6-7 timer.

Turen fra lufthavnen i Honolulu til Turtle Bay Resort på nordkysten gik fint! Da vi nåede kysten blev vi betaget af det vilde hav og de skønne vestvendte strande. Vi havde jagtet store bølger på Maui - men her fik vi syn for sagen! Det er ikke for ingenting at denne del af Hawaii bliver betragtet som det ypperste blandt surferne. På stille dage når bølgerne let 5-6 meters højde når de bryder ved kysten.

Efter en halv times kørsel ad landevejen mod nord drejede vi fra ved Turtle Bay Resort, som viste sig at være et større kompleks, bestående af selve hotellet, en golfbane med tilhørende lejligheder og en stribe strandlejligheder - det hele på et stort, smukt område med masser af træer og blomster. Hotellet ligger på første parket med Stillehavet som nærmeste nabo. Vi blev godt modtaget og fik et værelse, som var fint, men manglede den direkte havudsigt og terrasse. Så Ida sørgede for at vi rykkede over på den "rigtige" side med en udsigt, der er fantastisk og med en terrasse. Check lige billederne. Og lidt supplerende oplysninger kan findes her: http://www.turtlebayresort.com/

En lille detalje skal nævnes - vi er vendt tilbage til de højteknologiske aircon-løsninger. På Maui var værelserne udstyret med store vifter i loftet som vi kunne regulere hastigheden på. De var velsmurte og gav en overkommelig luftstøj og en behagelig køling om natten. På dette hotel er der blot en termostat som vi kan regulere. Når anlægget går i gang så larmer det bare for meget - og termostatstyringen indebærer som bekendt at anlægget tænder og slukker i løbet af natten. Det kan laves bedre. Vi overvejer at sove med åben terrassedør i nat og tag

Vi havde fået opfattelsen af at hvalernes tilholdssted på Hawaii var Maui. Undervejs havde vi vendt hvordan det kunne være at de foretrak denne ø og vi nåede ikke frem til en holdbar forklaring. Da vi havde installeret os og gik ud på terrassen så vi straks en hval, der sprang ude i havet. Og herefter flere "blæs" fra andre hvaler. Siden har vi med glæde kunnet konstatere at der må være ligeså mange hvaler her som på Maui. I dag "skød" Ida en hval, der sprang op af havet en lille kilometer fra kysten. Vi vedlægger billedet.

Nu er det aftenen på vores anden dag på Oahu - vi nyder at være her - det er jo lige til at blive afhængig af. Der er flere udendørs swimmingpools og spapools, som ungerne nyder. Jeg var nede og snorkle i Turtle Bay i dag - det var skønt. Bugten ligger som en lille lagune, hvor en række rev tager kraften af de mægtige bølger, der ustandselig banker ind mod kysten. Der er en masse farverige fisk i forskellige størrelser - men i dag var der ingen havskildpadder inde i bugten.

Vi glæder os til de kommende dage, hvor vi skal nå en del forskelligt - jeg satser på at vi sender en blog mere inden vi vender næsen hjem igen.





Additional photos below
Photos: 5, Displayed: 5


Advertisement



Tot: 0.074s; Tpl: 0.015s; cc: 9; qc: 45; dbt: 0.0454s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1; ; mem: 1.1mb