Snescooteri!

---

Så er familien blevet motoriseret. Og med køb af snescooter sætter vi helt sikkert tålmodigheden på prøve. Det er nemlig ikke altid at skidtet starter. og så må man jo bare sige 'pyt', så skal vi altså ingen steder i dag. Det fungerer ikke helt så logisk for en 5 årig som for os. Sebbi spørger hver morgen om vi skal tage snescooteren i bh, men indtil videre har den altså ikke været så pålidelig, så vi kan satse på Polaris indy touring som foretrukne transportmiddel. Det er iflg. kendere en helt normal kultur. Så skal man hive lidt i den, skrue lidt på motoren, spænde tændrørene lidt, sørge for den er helt kold og trukket fri for is - og så kan det være at den starter. Og hvis ikke, ja så er det fordi der er for koldt eller for meget sne... altså for en SNEscooter. Nå, jeg er holdt op med at få katastrofetanker, svedige håndflader og bankende puls hver gang Pedro kommer ind med sorte finge, lugtende som om han har stået i en uge i et maskinrum på en dieselmotor, og nedtrykt annoncerer at nu starter den altså ikke længere. Vores nye sms-kode er pt ikke kys- jeg elsker dig, men mere kommer senere - lortet starter ikke!

Når den så kører, er det altså skide sjovt at suse afsted. Vi har stadig tilgode at komme langt ind i fjeldet - altså vi skal jo også komme hjem igen, men det er god gas at fræse rundt på den. Sebbi vokser over en halv meter når han sidder bagpå. Og den første tur han fik var med ræser-mor. Hans guldkommentar var 'mor vi kører bare, så kan far jo gå'. Dertil kan jeg kun være enig knægt!

Pedro har snart lavet ungernes slæde (altså en rigtig børnehundeslæde, snøret sammen og det hele) og så skal vi låne en hund af Christine, Pers kollega så vi kan komme afsted på slæde. Det skal nok blive rigtig festligt med Mufasa som bas. Han er heldigvis rigtig glad for børn og meget kælevenlig. Men prinsernes karet skal liiige males en ekstra gang - det skal jo gøres ordentligt.

Hvis alt held kommer til os så kommer både scooter og slæde til at give os gode oplevelser inden sneen forsvinder. Lige nu er der udsigt til en laaang vinter og dagene bliver lysere og lysere, så vi faktisk kan komme ud og lave noget efter arbejde. Det er rigtig skønt. Solen har været en hyppig gæst og de dage det ikke når ned under -25 kan man mærke at den bider sig mere og mere fast. Tør godt satse på at vores næste 'skipicnic' bliver længere en 200 mtr fra igloen over til Taseralik, inden ungerne får forforsne tæer.

---