Bol. Goloustnoye

---

Halloej igen,
Saa er vi kommet til Ulaan Baatar, mongolernes hovedstad :P
Som jeg skrev sidst, kunne vi ikke komme til Olkhon Oeen pga. is paa Baikal soeen, saa vi endte ud i en lille flaekke ved Baikals bred, der hedder Bol. Goloustnoye. Vi blev indkvarteret i et hus bygget af Holy Hank! Hank er en amerikaner der kom til Rusland for mange aar siden, blev gift med en russisk kvinde, og fik boern med hende. Han har aabenbart gjort meget godt i byen og hjulpet lokalsamfundet med at tiltraekke turister. Ljuba (vores vaertinde) var helt vild med at fortaelle om ham, han bor i San Fransisco nu, og har ikke vaeret i Bol. Goloustnoye siden 2005, til trods for han har et stort hus i Irkutsk.
Holy Hanks hus var meget koldt, saa vi var taknemmelige for den kolde sibiriske vinter naesten var ovre, og vi bare maatte doeje med et koldt foraar. Derudover var toilettet ikke ligefrem med traek og skyl, og der var igen rindende vand - overhovedet!
Ljuba var meget gaestfri, og soergede for at vi var klaedt varmt paa inden vi maatte gaa udenfor, og saa lavede hun vaskeaegte russisk mad til os - noget bedre end andet, og proevede ellers at fede os godt op! Stegt omul (fisk der kun lever i Baikal) var et kaempe hit, mens fiskesuppe ikke faldt i helt saa god jord ...
Vi har oplevet lidt af det sibiriske vejrs luner, paa vej derop sneede det, en hel del faktisk, men omkring byen laa der kun lidt rester af is fra vinteren. Paa dag 2 var det laekkert solskinsvejr, men stadig med en rigtig kold vind, dag 3 var overskyet og det regnede hele dagen 😞 , og den sidste dag havde vi godt vejr igen.
Vi proevede at vaere i russisk sauna, ogsaa kendt som баня (banya). Det var varmt, for at sige det lige ud. Men bagefter blev vi inviteret paa date med 2 lokale fyre, der efter sigende skulle kunne tale engelsk. Men da det kom til stykket, var Ljuba faktisk bedre end dem, og vi maatte skrive spoergsmaal i en bog, det var aabenbart nemmere at laese engelsk. Nikita (den ene fyr) studerede i Irkutsk til guide og manager indenfor turisme, i Rusland er det et rigtig fint erhverv. Mens Denise (ja, det hed han) ikke kunne et ord engelsk, men til gengaeld kunne han sige zwei jahre - den tid han har haft tysk. Saa vi fik ikke ligefrem snakket en hel masse, da Ljuba heller ikke rigtig kan engelsk, og det er bare svaert at vaere soed og charmerende mens man leger gaet og grimasser!
Vi fik rodet os ud i noget Ljuba kaldte "Dutch pupil make big Baikal Trap", dvs. Nikita skulle tage os med paa en udflugt som nogle tyske elever havde lavet - saa der var ikke nogen stor faelde 😞 Turen var op af et stejlt bjerg, hvor vi delvist maatte klatre, men fra toppen var der en super flot udsigt, saa det var det hele vaerd.
Ellers har vi selv gaeet nogle gode lange ture langs Baikals bred, og vi har ogsaa forvildet os lidt op i de omkringliggende bjerge. Baikal er super flot, og det er svaert at tro, at det ikke er havet man ser paa, naar man staar ved dens bred. Man kan se de hoeje sneklaedte bjergtoppe paa den modsatte kyst, men hvis man kigger til siderne, er der kun vand.
Det kunne vaere super fedt at komme tilbage en sommer, da der skulle vaere ekstra smukt (og knapt saa koldt), og saa komme ud og sejle i kajak paa Baikal. Ljuba har ogsaa store planer om, at vi skal laere russisk, og saa komme tilbage naeste sommer, og saa skal vi faa russiske "friend-boys", og blive boende for evigt. Byens skole mangler ogsaa en engelsklaerer, saa der er arbejde at faa 😊 Plus de smaa piger i byen syntes vi var evigt seje, og gjorde hvad de kunne for at efterligne os.

Men men men, vi maatte videre i vores liv, og med toget mod Mongoliet. Vi delte kupe med Pierre, le francais!, ham kunne vi bedre lide end de fjolser vi boede med Moskva-Irkutsk. Saa det var en okay tur. Det vaerste var at krydse graensen, det tog over 5 timer! Vi stoppede foerst ved den russiske graense, og fik af vide, at vi ikke maatte gaa paa toilettet laengere. Saa fik vi nogle papirer vi skulle udfylde, og der kom uniformerede damer og tjekkede dem, og en anden dame tog vores pas. Saa ventede vi, og ventede lidt mere, inden der kom en militaermand og sendte os ud af vores kupe, saa han kunne tjekke, at vi ikke smuglede mennesker. Hele toget blev gennemsoegt, vi fik vores ting igen, og koerte saa til den mongolske graense, hvor det hele gentog sig. Den eneste forskel var, at vi ikke kunne fa papirerne paa engelsk, men heldigvis var Pierre handy, og fandt nogle mongoler der kunne oversaette det til os. Saa blev alle gardiner rullet for, og toget blev gennemsoegt af mongolske soldater. Det var ret heftigt, isaer da en dame aabnede et vindue i gangen, og stewardessen kom hen til hende, smaekkede vinduet i, og viste med haanden, at hun ville blive halshugget, hvis hun gjorde det igen. Saa vi aabnede ikke nogen vinduer paa den tur! Men efter en uendelig ventetid, kunne vi endelig fortsaette, og kom frem til Ulaan Baatar i morges kl. 6.30 lokal tid. Da vi stod og saa forvirrede ud, kom der helt uventet en mand med et skilt hvorpaa der stod de velsignede ord "Stine Hoejrup", og saa blev vi koert til vores guesthouse.
Indtil videre er vi helt pjattede med Ulaan Baatar, selvom deres penge er ret fjollede, 100 dkr er ca 23000 mongol-penge. Vejret er super dejligt, og i morgen skal vi paa vores tur ud i Gobi, ihh hvor vi glaeder os! Vi har endda koebt kasketter til lejligheden, saa jeg behoever ikke gaa rundt og savne min BK-hat laengere :D Apropros Burger King, saa har vi endnu ikke set en eneste, og russerne vidste ikke hvad det var, saa maaske er der et helt nyt marked for mig, naar jeg flytter til Bol. Goloustnoye!!!

Det var alt for denne gang, vi vender staerkt (solbraendte) tilbage, naar vi kommer hjem fra oerkenens braendende sand.

---