Ringe i vandet

---

Motivationen til denne blog er blevet skabt af en række sammenfaldne forudsætninger. Den første var Anders’ udtalelse om at jeg kunne få en lang tankerække ud af ingenting, som når man ser et blad i vinden og det sætter tanker i gang. På en gang meget kliché-agtigt, specielt efter skildringen af skønheden i verden i den berømmede film American Beauty hvor en af karaktererne i mødet med en blafrende plasticpose erklærer at han nogle gange føler at der er så meget skønhed i verden at man ikke kan rumme det.
Men det er ikke usandt at en ”ligegyldig” ting kan sætte tanker om langt større ting i gang, og da jeg efter at have tænkt over Anders’, til dels sarkastiske kommentar, betragtede en vandpyt hvori regndråberne oprørte det lave hav, følte jeg en trang til at prøve at trække lidt essentiel essens ud af denne uantagelige begivenhed, regndråber i en vandpyt. Jeg har erfaret igennem mine iagttagelser af liv og menneske at man på dette punkt kan dele folk op i to kategorier, for alle ser jo disse små ting hele tiden, der findes dem som føler trang til at trække noget ud af de små begivenheder, dem som lader begivenheder fra omverdenen stimulere det indre og trækker beretninger ud af ligegyldige hændelser, ikke fordi hændelsen i sig selv indeholder noget, men fordi det skaber noget inden i en selv. Jeg synes det er dejligt at høre overvejelser skabt på ligegyldighed, fordi man dermed ved at det ikke er overvejelser der er begrænset af en omkransende begivenhed, men i stedet er rent fiktivitet, på den måde at det blot er indre bevægelse sat i gang af en ydre bevægelse men aldrig afsluttet af en ydre bevægelse. Den anden gruppe tror jeg finder det for plat at lade sig bevæge af så små begivenheder, og det er også fuldt ud acceptabelt og disse mennesker har typisk andre styrker som er mere sammenknyttet med ydre begivenheder og har f.eks. bedre greb om det der sker i samfundet og erhvervslivet.
Men da jeg så på vandpytten gennemtænkte jeg den metafor som så ofte er omtalt i film og litteratur, at en lille dråbe skaber en stor ring som spreder sig og blander sig med de andre ringe, men det jeg så var at ringene gled igennem hinanden uden egentlig at påvirke hinanden og jeg kunne ikke lade være med at overveje om det var et bevidst ignoreret faktum i ringemetaforen. Da det virkede meget kynisk at ringene ikke interfererede med hinanden, som om at hver ring var et liv der blot gled igennem hinanden uden at tage imod bevægelsen i de andre ring, ringene forstørrede sig indtil de mødte kanten af den lille vandpyt og standsede der.
Jeg kan ikke lade være at tænke på hvordan dette virkede i forhold til det jeg er i gang med netop nu, jeg har sat en ring i gang og den krydser tusinde andre ringe indtil den standses af vandpyttens omkreds, mit liv i Paris berøres af tusinde andres liv, men jeg tror at jeg må erkende at grunden til at man ikke beskriver den måde hvorpå ringene glider igennem hinanden er at det ikke er sandt, man kan ikke leve som ring i vandet uden at blive standset af andre ringe og derefter fortsætte på en ændret kurs. Det må i stedet være det rent fysisk umulige i vandpytmetaforen der begrænser metaforens fuldkommenhed. Hvis vandpytten skulle bruges til at beskrive et liv skulle vandpytten med det samme blive til et frådende hav af sammenstød mellem ringe, i stedet er naturen sådan designet at ringene til en vis grænse blot glider igennem hinanden. Måske som en påmindelse til alle os ringe der forsøger at sprede os på den bedst mulige måde, om at man ikke altid kan standse op, men ofte må glide videre og så forsøge at tage det bedste med fra de andre ringe man krydser.

Mit ophold i Paris nærmer sig en afslutning og jeg er på ingen måde ked af at det skal ende her, det bliver dejligt at springe i vandpytten et nyt sted og sprede sig der.
Jeg tror at jeg igennem mit ophold i Paris har spredt mig på en rigtig god måde, det har virkelig lært mig meget at hoppe i denne vandpyt ganske alene og jeg tror især at jeg bagefter vil kunne se tilbage og glæde mig over den kontakt det har givet mig til mig selv. Det er nok ikke nemt at overskue sig selv som ring i vandpytten, men når man når kanten og skal til at fortsætte et andet sted er jeg helt sikker på at man kan se tilbage på den vandpyt man har spredt sig i og glæde sig ved samt bruge de erfaringer man har gjort sig til at komme godt videre til alle de tusinde vandpytter som man skal sprede sig i fremover.
Her i Paris skinner solen, men selv i solskin spreder ringene sig.

Jeppe

---