længe siden nyt

---

Tiden fløj som en svane der strakte vingerne ud og bragte mig langt væk.
Lang tid er gået siden jeg sidst fodrede nettet og jer som læser min blog med informationer om min færd igennem livet á Paris. Der er sket så meget og jeg tager mig selv i allerede at have planlagt den sidste måneds tid jeg har i Paris. I morgen flyver tiden, Thomas og Anders til Paris og jeg har fået fri til at være sammen med dem i denne weekend. Det bliver skønt at se de gamle ansigter igen, for det sted hvor svanen har bragt mig hen er et sted hvor jeg kun kan genkalde de ansigter jeg engang omgav mig så flittigt med som omtågede silhuetter, uden bestemte stemmer og ansigtstræk. At genfinde dem og se deres karakteristika igen bliver sikkert en dejlig fornemmelse.
Jeg skal ikke kunne gøre mig sikker på hvad det er der afgør om man får skrevet noget som denne blog. Jeg har ikke manglet inspiration og tænkte f.eks. den dag da jeg sad i mit vindue og så årets sidste bi summe forbi, at denne følelse måtte jeg delagtiggøre andre i, følelsen af fællesskab med denne, årets sidste enlige musketer, der forgæves ledte efter en duellant at krydse klinger med, et sted hvor biens død og liv, brodden ikke ville være uden for sammenhæng, eller måske endda en dronning at befrugte og en forlænget livslinje inden vinterkuldens dræbende indtræden.
Den dag følte jeg mig lidt som bien, jeg søgte i en enorm verden, efter sammenhæng, efter et forum hvor min brod, tanken, ville falde ind i en naturlig sammenhæng, efter et fællesskab, et bistade hvor jeg kunne læne mig tilbage og finde ro uden selv at skabe den. For som ensom summer man omkring og finder ro i møder med andre individer som ikke tilhører bi-racen, de kan tilføre din tilværelse sporadisk ro, men ikke en permanent følelse af tilstedeværelse. Da jeg ankom summede jeg omkring som den ensomme bi, men pludselig dukker andre ensomme bier op og fællesskabet skabes. Jeg fandt venner, mit arbejde er blevet til et sted hvor mine tanker hviler i en vugge af aktiviteter som gentages og som man pludselige finder sikkerhed igennem.
Jeg tror at de blogs jeg havde lettere ved at få skrevet før var et udtryk for den eremit tilværelse man som nyankommen i et fremmed og uidentificerbart bistade befinder sig i. Et udtryk for en aflastning af den ophobning af tanker der ikke kan undgås i mit hoved. Og den lange pause der har været i mine skriverier er vidst så et udtryk for at jeg ikke længere ser Paris som et fremmed bistade, men mere som mit bistade, jeg er udstationeret her på bestemt tid godt nok, for efter jul tager jeg til Berlin og bor sammen med Vibe i hendes lejlighed, som til den tid må blive til vores lejlighed, men jeg er blevet lukket ind af dronningen, dronningen af Paris, svanen, tiden, det der skal til for at føle.
Tænk at jeg er blevet lukket ind i byen Paris, det er ikke længere et sted hvor man tager på ferie for mig, men i stedet et sted hvor man møder fremmede bier og føler fællesskab med dem, et sted hvor man opsøger de bier man kender og føler venskab med dem, og et sted hvor man arbejder, lever, hviler i byens rytme og lytter til den pulserende banken som byens hjerte udsender.
Paris er blevet mit sted og jeg kan med ro i sindet leve her indtil jul og derefter forlade Paris med en følelse af at jeg kom efter det jeg ville have, følelsen af at have været pariser-bi.

Den sidste tid har jeg arbejdet næsten hver dag, for der kommer nu en periode hvor jeg ikke bliver i stand til at arbejde helt så meget fordi jeg får besøg af drengene i weekenden, og torsdagen efter af Elizabeth som bliver her en hel uge hvor jeg har fået fri så jeg kan lege pariser med hende og vise hende mit bistade.
I aften skal jeg arbejde og så begynder en anden periode hvor jeg begynder at lukke mit Paris kapitel af.
Jeg vil prøve at få skrevet nogle blogs her i December, også for min egen skyld for jeg kan mærke hvor rart det føles at lukke jer derhjemme lidt ind i det univers jeg befinder mig i, og jeg glæder mig meget til at komme hjem og få sat ansigter og stemmer på jer, familie, venner og alle dem jeg har omgivet mig med i mit liv, det er en mærkelig fornemmelse at sætte sig selv ind i et helt nyt liv, et helt nyt sted hvor man ligger alle de ting man før fandt sikkerhed i på frost og skal skabe dem igen.
At det er lykkedes finder jeg virkelig stor ro i, det har vist mig at verden er mulig, at livet ikke behøver at foregå i omgivelser hvor man ved hvem og hvad der venter en bag det næste gadehjørne, og det har vist mig at jeg er stærk nok til at klare en masse udfordringer på egen hånd.
Lige nu sidder jeg på en rigtig hyggelig litteraturcafé som blot har et svagt punkt, nemlig at strømmen er gået to gange i løbet af skabelsen af denne blog, og min kære, gamle computer kan ikke være vågen uden strøm, så når strømmen går taber jeg det der ikke er gemt, men nogen gange er det godt at tabe det der ikke er gemt, da man så kan skabe det igen, ligesom at forlade det derhjemme.
Det er på sin vis det samme, man slår strømmen fra og det som ikke er gemt forsvinder pludseligt, men det som er gemt kan man skrive videre på. Man kommer til at sætte pris på de venskaber der er gemt, opdager hvor meget folk betyder for en og hvor meget man glæder sig til at have dem i sit liv igen.
Jeg savner alle jer som jeg holder af, jeg har fundet ud af at lykke og glæde, kærlighed og venskab ikke bare er til stede, som ilten, men er ting som man skal sætte pris på. En erkendelse som man nok først får når man tager de ting man skal lære at værtsætte væk for en stund og isolerer sig fra dem, men nu har jeg lært det, og livet har givet mig en pariser lektion i mange ting.
Fra hjertet af Paris, mit bistade, sender jeg kærlighed til alle bistaderne derhjemme.
Vi summes ved og jeg opsummerer snart mit liv igen i et nyt elektronisk øjebliksbillede fra Paris.
Nu flyver svanen videre, tiden går igen og jeg vil flyve med og kigge på og føle de ting vi passerer på vejen.

Kærlig hilsen Jeppe

---